Kristi første komme

(196)  Jeg blev ført ned til den tid hvor Jesus påtog sig selv menneskets natur, ydmygede Sig selv, som et menneske, og led Satans fristelser. ret

(196)  Hans fødsel var uden verdslig glans. Han blev født i en stald og svøbt i en krybbe; alligevel blev Hans fødsel æret langt over hvad noget menneskebarn blev. Engle fra himlen informerede hyrderne om Jesu komme, og lys og herlighed fra Gud ledsagede deres vidnesbyrd. Den himmelske hær slog på deres harper og ærede Gud. De bebudede sejrrigt Guds Søns komme til en falden verden for at fuldføre genløsningsarbejdet, og bringe fred, lykke og evigt liv til menneskene ved Sin død. Gud ærede Sin Søns komme. Engle tilbad Ham. ret

(196)  Jesu dåb
Guds engle svævede over Hans dåbssceneri; Helligånden steg ned i skikkelse af en due og oplyste Ham, og da folk stod og så forbavset til, med deres øjne fæstnet på ham, kunne Faderens røst høres fra himlen, og sige: »Dette er Min Søn den elske, i Dig har Jeg velbehag.« ret

(196)  Johannes var ikke sikker på at det var Frelseren som kom for at blive døbt af ham i Jordan. Men Gud havde lovet ham et tegn hvorved han kendte Guds Lam. Dette tegn blev givet da den himmelske due hvilede på Jesus og Guds herlighed skinne omkring ham. Johannes rakte sin hånd ud, pegede på Jesus, og råbte med høj røst: »Se Guds lam, som bærer verdens Synd!« Joh. 1,29. ret

(197)  Johannes forkyndertjeneste
Johannes informerede sine disciple at Jesus var den udlovede Messias, verdens Frelser. Da hans arbejde sluttede, lærte han sine disciple at se på Jesus og følge Ham som den Store Lærer. Johannes liv var sorrigt og selvfornægtende. Han bebudede Kristi første komme men fik ikke lov at se Hans mirakler og glæde sig over den magt Han udviste. Da Jesus gik i gang med at undervise, vidste Johannes at han selv måtte dø. Hans røst kunne sjældent høres, undtagen i ørknen. Hans liv var ensomt. Han klyngede sig ikke til sin Faders familie, for at nye deres selskab, men forlod dem for at udføre sin mission. Skarer forlod de travle byer og landsbyer, og flokkes i ørknen for at høre profetens forunderlige ord. Johannes lagde øksen for træets rod. Da han irettesatte synd, var ikke bange for konsekvenserne, og beredte vejen for Guds Lam. ret

(197)  Herodes blev påvirket da han lyttede til Johannes kraftfulde og tydelige vidnesbyrd, og spurgte af dyb interesse hvad han skulle gøre for at blive hans discipel. Johannes vidste at han var ved at gifte sig med sin broders hustru, medens hendes mand stadig levede, og fortalte Herodes nøje at det ikke var lovligt. Herodes ville ikke ofre noget. Han giftede sig med sin broders hustru og, ved hendes indflydelse, blev Johannes anholdt og satte ham i fængsel, med henblik på at frigive ham på en eller anden måde. Medens han var sat fast, hørte Johannes om Jesu mægtige gerninger gennem sine disciple. Han kunne ikke lytte til Hans nådige ord, men disciplene informerede ham og trøstede ham med det som de havde hørt. Snart blev Johannes halshugget, under indflydelse af Herodes’ hustru. Jeg så de ydmygeste disciple der fulgte Jesus, var vidne til Hans mirakler, og hørte de trøstende ord der faldt fra Hans læber, var større end Johannes Døber; det at de var mere ophøjede og ærede, og fik større behag i deres liv. ret

(198)  Johannes kom i Elias´ ånd og kraft for at proklamere Jesu første komme. Jeg blev vist ned til de sidste dage og så at Johannes repræsenterede dem som skal gå frem i Elias ånd og kraft for at bebude vredens dag og Jesu andet komme. ret

(198)  Fristelsen
Efter Jesu dåb i Jordan, blev Han ført af Ånden ud i ørknen, for at fristes af djævelen. Helligånden havde forberedt Ham til de hårde fristelsers særlige scenerier. I Fyrre dage blev han fristet af Satan, og i de dage spiste Han intet. Alt omkring Ham var ubehageligt, som menneskenaturen ville forføres til at trække sig fra. Han var hos de vilde dyr og djælvelen, på et øde og ensomt sted. Guds Søn var bleg og udtæret af fasten og led. Men Hans vej var lagt, og Han måtte opfylde det arbejde som Han kom for at gøre. ret

(198)  Satan tog fordel af Guds Søns lidelser og forberedte sig på at udsætte Ham for mangfoldige fristelser, håbede at vinde sejr over Ham, fordi Han havde ydmyget Sig selv som et menneske. Satan kom med denne fristelse: »Hvis du er Guds Søn, så sig til stenen der, at den skal blive til brød.« Han fristede Jesus til at nedgøre sig og bevise at Han var Messias, ved at udøve Sin guddommelige kraft. Jesus svarede blidt: »Der står skrevet: »Mennesket skal ikke leve af brød alene « Luke 4,3. 4. ret

(199)  Satan forsøgte sig med diskussion med Jesus om Han var Guds Søn. Hen henviste til Sin svage og lidende tilstand og forsikrede hovmodigt at han var stærkere end Jesus. Men de ord der blev sagt fra himlen, »Dette er Min Søn den elske, i hvem Jeg har velbehag« (Lukas 3,22), var nok til at støtte Jesus gennem alle Hans lidelser. Jeg så at Kristus ikke har noget at gøre med at overbevise Satan om Hans kraft eller det at han er verdens Frelser. Satan har beviser nok for Guds Søns ophøjede stade og myndighed. Han blev udelukket af himlen fordi han ikke ville bøje sig for Kristi autoritet. ret

(199)  For at vise sin magt første Satan Jesus til Jerusalem og satte Ham på templets tinde og fristede Ham der til at bevise at Han var Guds Søn, og kaste Sig ned fra den svimlende højde. Satan kom med de inspirerede ord: »Thi der står skrevet: »Han skal give sine engle befaling om dig, at de skal vogte dig;« og: »de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten.« Jesus svarede og sagde til ham: »Der er sagt«, »Du må ikke friste Herren din Gud.« Lukas 4,10-12. Satan ønskede at få Jesus til at påtage sig Sin Faders barmhjertighed og risikere Sit liv, før Hans mission blev opfyldt. Han håbede at frelsesplanen ville slå fejl; men planen var blevet lagt for dybt til at Satan kunne kuldkaste og ødelægge den. ret

(199)  Kristus er eksempel for alle kristne. Når de fristes, eller deres rettigheder diskutteres, bør de bære tålmodigt over. De må ikke føle at de har ret til at kalde på Herren for at vise Hans magt, så de kan få sejr over deres fjender, medmindre Gud direkte bliver æret eller forherliget derved. Hvis Jesus kastede Sig selv du fra templets tinde, ville det ikke have forherliget Hans far, for ingen andre end satan og Guds engle ville være vidne til dette. Og det ville være at friste Herren, at udvise Hans magt mod Hans bitreste fjende. Det ville have været underdanighed mod ham som Jesus kom for at besejre. ret

(200)  »Så førte Djævelen ham op og viste ham i et øjeblik alle jordens riger og sagde til ham: »Dig vil jeg give magten over alt dette tillige med dets herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså vil tilbede mig, skal den helt være din.« Jesus svarede ham og sagde: »Der står skrevet: »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.« Luke 4,5-8. ret

(200)  Satan viste Jesus verdens riger i sit mest tiltrækkende lys. Hvis Jesus ville tilbede ham der, gav han afkald på sit krav på jordens besiddelser. Hvis frelsesplanen skulle gennemføres og Jesus skulle dø for at genløse menneskene, vidste Satan at hans egen mangt måtte begrænses og til sidst borttages, og at han vil blive udslettet. Derfor var det hans velovervejede plan at om muligt forhindre fuldbyrdelsen af det store værk som Guds Søn havde begyndt. Hvis planen om menneskets genløsning sviger, vil Satan betvinge det rige som han har gjort krav på. Og hvis det lykkes for ham, vil han bilde sig selv ind at han vil kunne regere imod himlens Gud. ret

(201)  Fristeren irettesættes
Satan jublede da Jesus lagde Sin magt og herlighed til side, og forlod himlen. Han mente at Guds søn var sat i hans magt. Fristelsen tog det hellige par i Eden så let, at han håbede at han med sin sataniske magt og list endog kunne overvinde Guds Søn, og derved redde sit eget liv og rige. Hvis han kunne friste Jesus til at afvige fra Sin Faders vilje, var hans mål nået. Men Jesus mødte fristeren med irettesættelsen, »Vig bag mig, Satan.« Han skulle kun bøje sig mod Sin Fader. ret

(201)  Satan gjorde krav på jordens riger som sit og antydede over for Jesus at alle Hans lidelser kunne spares: At Han ikke behøvede at dø for at få denne verdens riger; hvis Han ville tilbede ham, kan Han få alle jordens ejendomme og den herlighed der regerer over dem. Men Jesus var standhaftig. Han vidste at tidspunktet var kommet hvor Han, ved Sit eget liv, ville indløse riget fra Satan, og at hele himlen og jorden, efter en stund, ville underlægges under Ham. Han valgte Sit lidelsesfulde liv og Sin skæbnesvangre død, som den vej Hans Fader havde udpeget, så Han kan blive en retmæssig arving til jordens riger og få dem givet i Sine hænder som en evig ejendom. Satan vil også blive givet i Hans hænder, til udslettelse ved at dø, og aldrig mere genere Jesus eller de hellige i herlighed. ret

næste kapitel