Kristi forkyndertjeneste

(202)  Efter at Satan var færdig med sine fristelser forlod han Jesus for en stund, og englene tilberedte mad til Ham i ørknen og styrkede Ham, og Hans Faders velsignelse hvilede over ham. Satan led nederlag efter sine hårdeste fristelser; alligevel så han fremad til perioden for Jesu tjenestegerning, hvor han flere gange prøvede med sin list imod Ham. Han håbede at få overhånd imod Ham og oprøre dem som ikke tager imod Jesus, og hader og prøver at ødelægge Ham. ret

(202)  Satan holdt særligt rådsmøde med sine engle. De blev skuffede og opirrede over at de ikke havde vundet sejr imod Guds Søn. De besluttede at de måtte være mere listige og bruge deres magt til det yderste for at indgyde vantro i Hans eget folks tankesind, idet Han er verdens frelser, og på den måde gøre Jesus modløs i Hans mission. Uanset hvor nøje jøderne var med deres ceremonier og ofre, hvis de kunne forblive blinde over for profetierne og tro at Messias skulle fremstå som en mægtig verdslig konge, kunne de forledes til at afvise og forkaste Jesus. ret

(202)  Jeg fik vist at Satan og hans engle havde meget travlt under Kristi forkyndertjeneste, indgyde mennesker med vantro, had og hån. Folk blev ofte rasende når Jesus kom med skærende sandheder der irettesatte deres synder. Satan og hans engle tilskyndte dem til at tage livet af Guds Søn. Mere end én gang tog de sten op for at kaste dem på Ham, men englene passede på Ham og bar Ham bort fra de vrede skarer til et sikkert sted. Da de klare sandheder faldt fra Hans hellige læber, tog skaren greb på Ham, og førte Ham til en bakkekam, og ville kaste Ham ned. Der rejste en intern strid hos dem om hvad de skulle gøre med Ham, da englene igen skjulte Ham fra skarernes øjne, og Han gik igennem deres midte, og drog bort. ret

(203)  Satan håbede stadig at den store Frelsesplan ville slå fejl. Han brugte al sin kraft på at gøre folks hjerter hårde og deres følelser bitre imod Jesus. Han håbede at kun få ville tage imod Ham som Guds Søn, at Han ville betragte Sine lidelser og sit offer for stort til så lille en gruppe. Men jeg så at hvis der var blot to som ville acceptere Jesus som Guds Søn og tro på at Han kan frelse deres sjæle, ville han have gennemført planen. ret

(203)  Hjælpe de lidende
Jesus begyndte Sit arbejde med at bryde Satans kraft over de lidende. Han helbredte syge til sundhed, gav blinde synet, og helbredte den lamme, fik dem til at springe af glæde og ære Gud. Han genoprettede sundheden hos dem som havde været syge og bundet til Satans grusomme magt i mange år. Med nådige ord trøstede Han den svage, skælvende og fortvivlede. De svage og lidende mennesker som Satan triumferede over, vristede Jesus ud af hans greb, og gav dem legemets sundhed og stor glæde og lykke. Han oprejste døde til liv, og de ærede Gud for de mægtige tegn på Hans kraft. Han arbejdede mægtigt for alle, der troede på Ham. ret

(204)  Kristi liv var fyldt med godgørende, sympatiske og kærlige ord og handliger. Han var altid opmærksom på at lytte og hjælpe deres veer som kom til Ham. Der gik skarere rundt som var beviser på Hans guddommelige kraft. Alligevel skammede mange sig over den ydmyge mægtige Forkynder, efter at hans arbejde var fuldendt. Fordi herskerne ikke troede på Ham, ville folk ikke acceptere Jesus. Her var en sorgernes mand og kendte til bedrøvelse. De kunne klare at blive regeret af Hans sobre og selvfornægtende liv. De ønskede at nyde den ære som verden giver. Alligevel fulgte mange Guds Søn og lyttede til Hans instrukser, og fæstnede sig på de ord som faldt fra Hans så nådige læber. Hans ord var fuld af mening, dog så tydelige at den svageste kunne forstå dem. ret

(204)  Ueffektiv modstand
Satan og hans engle forblinde jødernes øjne, og formørkede deres forståelse, og oprørte hele folket, og herskerne til at tage Frelserens liv. Andre blev sendt for at få Jesus hen til sig, men da de kom derhen hvor han var, blev det meget forbavsede. De så at Han var fyldt med sympati og medfølelelse da Han var vidne til menneskelig veer. De hørte Ham tale opmuntrende i kærlighed og ømhed til de svage og forpinte. De hørte Ham også, med myndig stemme, irettesætte Satans magt og påbød hans fanger blive sat fri. De lyttede til de visdommelige ord der faldt fra Hans læber, og de blev fængslet; de kunne ikke lægge hænder på Ham. De vendte tilbage til præsterne og de ældste uden Jesus. ret

(204)  Når de spurgte, »Hvorfor har I ham ikke med?« fortalte de at de var vidne til Hans mirakler, og de hellige visdommelige, kærlige og kundskabsrige ord de havde hørt, og sluttede med at sige: »Ingen har talt som denne mand.« Ypperstepræsterne anklagede dem for at også være bedragede, og nogle af officerne skammede sig over at de ikke havde taget ham. Præsterne spurgte på en hånlig måde om nogen af herskerne havde troet på ham. Jeg så at mange af dommerne og de ældste troede på Jesus, men Satan afholdt dem fra at indrømme dette; de frygtede mere folks bebrejdelser end de frygtede Gud. ret

(205)  Såvidt havde Satans list og had ikke havde brudt frelsens plan. Tidspunktet hvor fuldbyrdelsen af det Jesus kom i verden efter, drog nær. Satan og hans engle rådførte sig besluttede at indgyde Kristi eget folk til at råbe ivrigt efter Hans blod og påføre Ham grusomheder og hån. De håbede at Jesus ville harmes over den behandling og ikke fastholde Sin ydmyghed og sagtmodighed. ret

(206)  Medens Satan lagde sine planer, åbnede Jesus forsigtigt op for de lidelser som Han måtte gennemgå, over for sine disciple – at han skal korsfæstes og at han vil opstå igen på den tredje dag. Men deres forståelse virkede sløvede, og de kunne fatte hvad Han havde fortalt dem. ret

(205)  ForklarelsenDisciplenes tro blev bestyrket meget ved forklarelsen, da de fik lov at se Kristi herlighed og høre røsten fra himlen bevidne Hans guddommelige karakter. Gud valgte at give Jesu efterfølgere stærke beviser for at han var den lovede Messias, at de, i deres bitre sorg og skuffelse over Hans korsfæstelse, ikke ville bortlægge helt deres tillid. Ved forklarelsen sendte Herren Moses og Elias til at tale med Jesus om Hans lidelser og død. I stedet for at vælge engle til at tale med Hans Søn, valgte Gud dem som havde erfaring med jordens prøvelser. ret

(206)  Elias havde vandret med Gud. Hans arbejde var smerteligt og prøvende, for Herren havde irettesat Israels synder gennem ham. Elias var en Guds profet, alligevel blev han tvunget at flygte fra sted til sted for at redde sit liv. Hans eget folk jagede ham som et vildt dyr, for at de måtte udslette ham. Men Gud forvandlede Elias. Englene bar ham i herlighed og triumf til himlen. ret

(206)  Moses var større end nogen der havde levet før ham. Han var blevet højt æret af Gud, fik privilegiet at tale med Herren ansigt til ansigt, ligesom en mand taler med en ven. Han fik lov at se det klare lys og overmådelige herlighed der omgav Faderen. Herren udfriede, gennem Moses, Israels børn fra den ægyptiske trældom. Moses var mellemmand for sit folk, stod ofte mellem dem og Guds vrede. Når Herrens vrede blev optændt stærkt imod Israel for deres vantro, knurren og deres alvorlige synder, blev Moses kærlighed til dem prøvet. Gud ville udslette dem og gøre ham til et mægtigt folk. Moses viste sin kærlighed til Israel ved at han gik i forbøn for dem. I sin fortvivlelse bad han til Gud om at vende Hans hæftige vrede og tilgive Israel, eller udslette hans navn af Sin bog. ret

(206)  Moses gennemgik døden, men Mikael steg ned og gav ham liv før hans legeme så fordærvelse. Satan prøvede at holde på kroppen, hævede at den var hans; men Mikael genoprejste Moses og tog ham til himlen. Satan skældte bitterligt ud på Gud, anklagede Ham for at tage sit bytte uretmæssigt fra ham; men Kristus irettesatte ikke Sin fjende, selvom det var ved hans fristelse at Guds tjener var faldet. Han refererede ham til Sin Fader, og sagde, »Herren straffe dig!« Judas 9 ret

(207)  Jesus fortalte Sine disciple at der stod nogle hos Ham, som ikke skulle smage døden, før de skulle se Guds rige komme med kraft. Ved forklarelsen blev dette løfte opfyldt. Jesu ansigtsmine blev forandret og skinnede som solen. Hans klæder blev hvide og skinnede. Moses var der for at repræsentere dem som blev oprejst fra døden ved Jesu andet tilskynekomst. Og Elias, som blev forvandlet uden at se døden, repræsenterede dem som vil forandres til udødelighed ved Kristi genkomst, og vil forvandles til himlen uden at se døden. Disciplene så forbavsede og frygtfulde til Jesu ophøjede majestæt, og den sky som overskyggede dem, og hørte Guds røst med frygtelig majestæt, sige: »Denne er min Søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Hør ham!« ret

næste kapitel