Kristi korsfæstelse

(220)  Kristus, Guds dyrebare Søn, blev ført frem og overgivet til folket til korsfæstelse. Disciplene og de troende fra regionen omkring sluttede sig til skaren der fulgte Jesus til Golgata. Jesu moder var der også, støttet af Johannes, den elskede discipel. Hendes hjerter var slået af uudsigelig pine; alligevel håbede hun, sammen med disciplene, at det smertelige sceneri ville ændres, og Jesus ville gøre Sin magt gældende, og vise sig for Sine fjender som Guds Søn. Så ville hendes moders hjerte igen segne idet hun huskede de ord, da Han i korthed henviste til de ting som skulle udspille sig på den dag. ret

(220)  Jesus var knapt nok gået igennem porten til Pilatus’ hus, da korset som var blevet forberedt til Barabbas blev taget ud og lagt på Hans forslåede og blødende skuldre. Korsene blev også sat på Barabbas’ kammerater, som skulle lide døden samtidig med Jesus. Frelseren havde båret Sin byrde nogle få stave da han faldt bevidstløst til jorden, af blodtab og usædvanlig træthed og smerte. ret

(220)  Da Jesus kom til live, blev korset igen lagt på Hans skulde og han blev tvunget fremad. Han vaklede nogle få skridt, bærende på sin tunge byrde, og faldt som livløs til jorden. Først blev han erklæret som død, men fik til sidst liv igen. Præsterne og herskerne havde ingen medfølelse for deres lidende offer; men de så at det var umuligt for Ham at bære toturinstrumentet videre. Medens de overvejede hvad de så skulle gøre kom Simon, en Kyrianer, fra modsat retning, og mødte skaren, blev pågrebet ved præsternes tilskyndelse, og tvang ham til at bære Kristi kors. Simons sønner var Jesu disciple, men han selv havde aldrig været i forbindelse med Ham. ret

(221)  En stor skare fulgte Frelseren til Golgata, mange hånede og spottede; men nogle græd og fortalte om Hans lovprisning. Dem som Han havde helbredt for forskellige sygdomme, og dem som Han havde oprejst fra de døde, erklærede Sine forunderlige gerninger med alvorlig røst, og krævede de skulle vide hvad Jesus havde gjort, da Han blev behandlet som en forbryder. Kun for nogle få dage siden, ledsagede de Ham, med glædefyldte hosiannaråb, og svejede med palmegrene, da Han red triumferende til Jerusalem. Men mange som råbte Hans pris, fordi dette var populært, svulmede nu af et »Korsfæst Ham! Korsfæst Ham!«-råb. ret

(221)  Naglet til korset
Da man kom til henrettelsessteddet, blev de fordømte bundet til torturinstrumenterne. Medens de to tyve brød sig i deres hænder som blev strakt ud på korset, gjorde Jesus ingen modstand. Jesu moder så med kvalfuld udvished på, håbede at Han ville gøre et mirakel for at frelse Sig selv. Hun så at Hans hænder blev strakt på korset – de dyrebare hænder som altid har givet velsignelser, og var blevet rakt ud mange gange for at helbrede den lidende. Og nu blev hammer og søm brugt, og da sømmene blev drevet gennem det ømme kød og fæstnet til korset, bar de hjerteslåede disciple Kristi besvimede moder væk fra det grusomme sceneri. ret

(222)  Jesus beklagede sig ikke; Hans ansigt forblev blegt og fredfyldt, men store sveddråber var på Hans pande. Der var ingen medynkende hånd til at tørre dødsduggen fra hans ansigt, ej heller sympatiserende ord og uforanderlig troskab til at støtte Hans menneskehjerte. Han trådte vinpressen alene; og af alle folkene var der ingen med Ham. Medens soldaterne gjorde deres frygtelige arbejde og Han udholdt den heftigste pine, bad Jesus for Sine fjender: »Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør.« Luk. 23,34. Denne Kristi bøn for Sine fjender omgav verden, og tog enhver synder ind som skulle leve, indtil endetiden. ret

(222)  Efter at Jesus var blevet naglet til korset, blev det løftet af flere stærke mænd og kastet med stor voldsomhed til stedet, forberedt til det, gav det Guds Søn de mest udtømmende smerter. Og nu udspillede sig et frygteligt sceneri. Præster, herskere og skriftkloge glemte deres hellige embeders værdighed, og sluttede sig til den larmende hob og hånede og spottede Guds døende Søn og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv!« Luk. 23,37. Og nogle blandt dem selv gentog spottende: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.« Mark 15,31. Templets øvrigheder, de forhærdede soldater, den skammelige røver på korset, og fornedrelsen og grusomhederne blandt skaren, - gik alle sammen i deres skændsel af Kristus. ret

(222)  Røverne som blev korsfæstet sammen med Jesus led den samme fysiske tortur sammen med Ham: Men den ene var kun forhærdet og var desperat og trodsig i hans smerte. Han tog præstens hån op, og skældte på Jesus, og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Luke 23,39. Den anden røver var ikke en forhærdet kriminel. Da han hørte sin medforbyders bespottende ord, »irettesatte han ham og sagde: »Frygter end ikke du Gud, skønt du er under den samme dom? Og vi er det med rette; vi får jo kun løn som forskyldt; men denne mand har intet ondt gjort.« Luk. 23,40. 41. Da hans hjerte vendte sig til Kristus, flød himmelsk oplysning til hans sind. Han så i Jesus, der var forslået, forhånet og hang på korset, sin Genløser sit eneste håb, og appelerede til ham i ydmyg tro: Da svarede han ham: Og han sagde: »Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige!« Da svarede han ham: »Sandelig siger jeg dig: i dag [ved at sætte komme efter »I dag« i stedet for ordet »dig« som i de almindelige bibler, bliver tekstens sande mening tydeligere.] skal du være med mig i Paradis.« Luk. 23:43. ret

(223)  Med forbavselse beskuede englene Jesu uendelige kærlighed, som led den største sinds- og kropspine, da han kun tænkte på andre, og opmuntrede den angrende sjæl til at tro. Medens han udgød sit liv til døden, udviste Han en kærlighed til mennesker der er stærkere end døden. Mange som var vidne til disse scenerier på Golgata blev efterfølgende befæstnet i deres tro på Kristus. ret

(223)  Jesu fjender afventede nu Hans død med et utålmodigt håb. Med denne bildte de sig ind at rygterne om Hans guddommelige kraft og Hans mirakler ville forties for altid. De bildte sig selv ind at de ikke længere skulle skælve på grund af Hans indflydelse. De ufølsomme soldater som havde trukket Jesu krop ud på korset, delt Hans klæder blandt sig, strides over et klæde, som var vævet over et stykke. De afgjorde til sidst sagen ved at kaste lod over det. Den inspirerede pen beskriv præcis dette sceneri flere hundrede år før det skete: »Thi hunde står omkring mig, onde i flok omringer mig, de har gennemboret mine hænder og fødder, . . . . . Mine klæder deler de mellem sig, om kjortelen kaster de lod.« Sal. 22,17. 19. ret

(224)  En lektie om en søns kærlighed
Jesu øjne strejfede hen over den skare som havde samlet sig for at være vidne til Hans død, og Han så Johannes ved korsets fod, støtte Maria, Kristi moder. Hun vendte tilbage til det frygtelige sceneri, og kunne ikke længere blive borte fra sin Søn. Jesu sidste lektie var om en søns kærlighed. Han så på Sin moders sorgbetyngede ansigt, og så på Johannes, sagde Han, idet han sagde til førstnævnte: »Kvinde! se, det er din søn.« Derefter, til disciplene: »Se, det er din moder.« Joh. 19,27. Johannes forstod godt Jesu ord, og det hellige ansvar der blev betroet ham. Han fjernede straks Kristi moder fra Golgatas frygtelige sceneri. Fra den stund af sørgede han for hende, som en pligtopfyldende søn, og tog hende til sit eget hjem. Kristi fuldkomne eksempel på en søns kærlighed skinner utilsløret lyst ud fra tidernes midte. Medens han udholdt den skarpeste tortur, glemte Han ikke Sin moder, men gjorde alle tilvejebringelser for hendes fremtid. ret

(224)  Missionen i Kristi jordiske liv var nu næsten fuldendt. Hans tunge tørrede ind, og han sagde, »Jeg tørster«. De gennemblødte en svamp med eddike og gav Ham at drikke; og da han smagte det, afviste han. Og nu døde Herrens liv og herlighed, en løsesum for slægten. Det var følelsen af synd, der pådrog Faderens vrede på Ham, som menneskenes stedfortræder, som gjorde kalken Han drak så bitter, og brød Guds Søns hjerte. ret

(225)  Som menneskets stedfortræder og sikkerhed, blev menneskenes synder lagt på Kristus; Han blev regnet som en overtræder, så Han kunne genløse dem fra lovens forbandelse. Skylden fra alle Adams efterkommere fra hele tiden betyngede Hans hjerte, og Guds vrede og Hans mishags frygtelige manifestationer på grund af synden, fyldte Hans Søns sjæl med bestyrtelse. At det guddommelige ansigt blev trukket bort fra Frelseren i denne yderst pinefulde stund, gennemborede Hans hjerte med en sorg, som aldrig kan forstås tilfulde af mennesker. Guds Søn udholdt alle smerter på korset, bloddråber som flød fra Hans hoved, Hans hænder og fødder, krampetrækninger i pine, som drev fra Hans krop, og den uudsigelige pine der fyldte Hans sjæl for Sin Faders ansigts skjul væk fra Ham, talte til mennesker, der sagde: Det er for jeres kærlighed at Guds Søn går med til at disse afskyelige forbrydelser lægges på Ham; for jer ødelægger han dødens domæne, og åbner Paradisets porte og evigt liv. Han som beroliger vredens bølger ved Sit ord og gik på de skummende bølger, som fik djævle til at skælve og sygdom til at flygte fra Sin berøring, som oprejste den døde til liv og åbnede den blindes øjne, gav Sig selv på korset som det sidst offer for mennesket. Han, syndbæreren, udholder den juridiske straf for uretfærdigheden og bliver selv til synd for mennesker. ret

(225)  Med sine hårde fristelser pressede Satan Jesu hjerte. Synden, som er så hadefuld i Hans øjne, blev dynget over Ham til han segnede under dens vægt. Intet under at Hans menneskelighed skælvede i den frygtelige time. Engle var forbavsede vidner til Guds Søns pinsler, der var så meget større end Hans fysiske smerte, at Han knapt nok kunne mærke disse. Himlens hære tilslørede deres ansigter fra dette frygtelige syn. ret

(226)  Den livløse natur udtrykte en forståelse for sin forhånede og døende Ophavsmand. Solen ville ikke se på dette forfærdelige sceneri. Dens fyldige og klare stråler der oplyste jorden om middagen, synes pludseligt at udviskes helt. Fuldstændig mørke omgav korset og alt hvad der var omkring, ligesom et ligklæde. Mørket varede i tre fulde timer. Ved den niende time løftede det frygtelige mørke sig fra folket, men dækkede stadig Frelsen som i en kåbe. Det var som om at vrede lynglimt slyngede sig over ham, da Han hang på korset. Så råbte Jesus med høj røst: »Eloi! Eloi! Lama sabaktani?« det betyder: »Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Markus 15,34. ret

(226)  Det er fuldbragt
I tavshed overværede folk afslutningen af dette frygtelige sceneri. Solen skinner igen frem, men korset omgæres i mørke. Pludselig opløftes mørket fra korset, og til klare basuntoner, der virker til at genlyde ud over skabningen, råber Jesus: »Det er fuldbragt.« »Fader! i dine hænder betror jeg min ånd;« Lukas 23,46. Et lys omkredsede korset, og Frelserens ansigt skinnede med en herlighed der var som solen. Så bøjede Han Sit hoved på Sit bryst og døde. ret

(226)  Det øjeblik hvor Kristus døde, var der præster der gjorde tjeneste i tempel foran forhænget, som adskilte det hellige fra det allerhelligste. Pludselig mærkede de at jorden skælvede under dem, og templets forhæng, et stærk drabantforhæng, som blev fornyet hvert år, blev revet i to stykker fra top til bund, af den samme ublodige hånd, der skrev domsordene på væggen i Belshazzars palads. ret

(226)  Jesus opgav ikke Sit liv før Han havde fuldført det arbejde som Han kom for at udrette; og han udbrød med Sit afskedsstød, »Det er fuldbragt!« Engle glædede sig da ordene blev sagt, for den store genløsning var blevet udført sejrrigt. Der var glæde i himlen, da Adams sønner nu, ved et liv i lydighed, til sidst kunne ophøjes til Guds tilstedeværelse. Satan var besejret, og vidste at hans rige var gået tabt. ret

(227)  Begravelsen
Johannes måtte ved et tab vide hvad han skulle gøre med sin elskede Mesters krop. Han gyste ved tanken om at det skulle håndteres af rå og ufølsomme sodater, og lægges i et vanærende gravsted. Han vidste at han ikke kunne få velvilje hos de jødiske myndigheder, og han kunne få lidt håb fra Pilatus. Men Josef og Nikodemus kom frem i denne nødssituation. De begge var medlemmer af Sanhedrin, og kendte Pilatus. Begge var velstående og indflydelsesrige mænd. De var opsat på at Jesu legeme skulle have en ærværdig begravelse. ret

(227)  Josef gik frimodigt til Pilatus, og bad om Jesu legeme til begravelse. Så gav Pilatus en officiel ordre om at Jesu legeme måtte gives til Josef. Medens at disciplen Johannes var ivrig og betynget om sin elskede Mesters hellige rester, vendte Josef af Arimatæa tilbage med tilladelse fra guvenøren, og Nikodemus, som tog forskud på udfaldet af Josefs samtale med Pilatus, kom med en kostelig blanding af myrah og aloevera på omkring ethundrede pund i vægt. Den mest ærværdige i hele Jerusalem kunne ikke have vist mere respekt i døden. ret

(227)  Blidt og ærbødigt fjernede de torturredskabet fra Jesu legeme med deres egne hænder, deres sympatiske tårer faldt hurtigt da de så på Hans forslåede og sønderrevne form, som de omhyggeligt badede og rense for blodpletter. Josef ejede en ny grav, hugget ud af sten, som han havde forbeholdt sig selv; det var nær Golgata, og han forberedte nu dette gravsted til Jesus. Legemet sammen med de salver Nikodemus kom med, blev pakket forsigtigt ind i et linnedklæde, og de tre disciple bar deres dyrebare byrder til den nye grav, hvor intet menneske nogensinde havde ligget før. Der rettede de på de sønderrevne lemmer, og foldede de forslåede hænder på det pulsløse bryst. Den galilæiske kvinde drog nær, for at se at alt er blevet gjort som kunne gøres for deres elskede Lærers livløse form. Da så de den tunge sten blev rullet mod gravens indgang, og Guds Søn, blev efterladt til hvile. Kvinden var til sidst ved korset, og til sidst ved Kristi grav. ret

(228)  Selvom de jødiske herskere havde fået gennemført deres fjendtlige mål med at dræbe Guds Søn, var deres ængstelse ikke borte, deres jalousi for Kristus var heller ikke død. Blandet med fryd for hævn, var der altid en frygt for at Hans døde krop, der lå i Josefs grav, ville komme frem til liv. Derfor »samledes ypperstepræsterne og farisæerne hos Pilatus og sagde: »Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager sagde, mens han endnu levede: »Efter tre dages forløb vil jeg stå op igen. Giv derfor befaling til, at graven skal bevogtes strengt indtil den tredje dag, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: »Han er opstået fra de døde«; og så vil det sidste bedrageri blive værre end det første.« Matthæus 27,62-64. Pilatus vil ikke ligesom jøderne at Jesus skulle opstå med kraft for at straffe deres skyld, som havde udslettet Ham, og han satte romerske soldater under præsternes kommando. Han sagde. »Der har I vagtmandskab; gå hen og bevogt graven, så godt I kan.« Og de gik hen og bevogtede graven med vagten efter at have sat segl for stenen.« Matthæus 27,65. 66. ret

(229)  Jøderne erkendte fordelen ved at have en vagt omkring Jesu grav. De satte segl på stenen og lukkede graven, så den ikke forstyrres uden at det vides, og tog alle forhåndsregler mod at disciplenes praksis og bedrag om Jesu legeme. Men alle deres planer og forhåndsregler tjente kun til at gøre opstandelsens triumf mere fuldstændig og mere befæstnet i sin sandhed. ret

næste kapitel