Konsekvensen af oprør

(24)  (24) I midten af haven, nær livets træ, stod kundskabens træ mellem godt og ondt. Med dette træ var det Guds særlige plan at love deres lydighed, tro og kærlighed til Ham. Af dette træ befalede Herren vore første forældre at ikke spise af, hverken røre det, ellers vil I dø. Han fortalte dem at de kunne spise frit af alle havens træer undtagen dette ene, men hvis de spiste af det træ skal de visselig dø. ret

(24)  Da Adam og Eva blev sat i den smukke have fik de alt til deres lykke som de kunne ønske sig. Men Gud valgte, med Sine alvise argumenter, at prøve deres loyalitet før de kunne få evig sikkerhed. De skulle have Hans gunst, og Han skulle samtale med dem og de med Ham. Alligevel satte han ikke det onde sted uden for deres rækkevidde. Satan fik lov at friste dem. Hvis de stod prøven ville de have Guds og himmelske engles evige gunst. ret

(24)  Satan stod og var forbavset over sin nye situation. Hans lykke var borte. Han så på englene som, sammen med ham, tidligere var så lykkelige, men som var blevet udstødt fra himlen sammen med ham. Før deres fald havde ikke en skygge af utilfredshed ødelagt deres fuldkomne lykke. Nu synes alt at være forandret. De ansigtsminer der havde genspejlet deres Skabers billede var tungsindige (25) og fortvivlede. Stridigheder, uoverensstemmelse og bitter modbeskyldning var iblandt dem. Før deres oprør var disse ting ukendt i himlen. Satan så de frygtelige resultater af hans oprør. Han skælvede og frygtede for at stå ansigt til ansigt med fremtiden og betragte disse tings afslutning. ret

(25)  Nu var timen for glade og lykkelige sange kommet, til at prise Gud og hans dyrebare søn. Satan havde ledt det himmelske kor. Han havde slået den første tone an; så gik hele engle hæren sammen med ham, og herlige musikudøvelse genlød i himlen til Guds og Hans dyrebare Søns ære. Men nu faldt der disharmoniske og vrede ord over den store oprørsleders øre i stedet for den lifligste musik. Hvor er han? Er det ikke en hel gyselig drøm? Er han ikke lukket ud af himlen? Står himlens porte aldrig mere åbne for ham? Timen for tilbedelse drager nær, når de strålende og hellige engle bøjer sig for Faderen. Han vil ikke mere forene sig i den himmelske sang. Han vil ikke mere bøje sig i ærbødighed og hellig ære for den evige Guds tilstedeværelse. ret

(25)  Kunne han ikke blive som da han var ren, sand og loyal, og gladelig opgive kravene på sin autoritet. Men han var fortabt! uden genløsning, på grund af hans formastelige oprør! Og ikke nok med dette; han havde ført andre til oprør og til den samme fortabte tilstand med sine egne engle, som aldrig havde betvivlet Himlens vilje eller nægte lydighed mod Guds lov, indtil han havde lagt det i tankerne på dem, bragt dem i udsigt at de vil kunne nyde et større gode, og herligere frihed. Dette var det sofisteri som han havde bedraget dem med. Nu påhviler der ham et ansvar, som han gerne ville være fri for. ret

(25)  Disse ånder var kommet i oprør af denne skuffelse. I stedet for det meget gode, erfarede (26) de, de sørgelige resultater af ulydighed og tilsidesættelse af loven. Disse ulykkelige væsener ville aldrig mere vakle over for Jesu Kristi milde regel. Deres ånder ville aldrig mere oprøres af dyb, alvorlig kærlighed, fred og glæde, som Hans tilstedeværelse altid har inspireret dem med, og komme tilbage til Ham i glad lydighed og ærbødig ære. ret

(26)  Satan søger at blive genindsat
Satan skælvede da han så sit værk. Han mediterede alene over fortiden, nutiden og sine fremtidige planer. Hans mægtige rammeværk vaklede som om der var storm. En engel fra himlen kom forbi. Han kaldte ham til sig og bad indstændigt om en samtale med Kristus. Dette blev tilstået ham. Han fortalte Guds Søn at han angrede sit oprør og ønskede Guds gunst igen. Han var villig til at tage den plads Gud tidligere havde givet ham, og være under Hans kloge kommando. Kristus græd over Satans veer, men fortalte ham, som Guds sindelag, at han aldrig vil kunne tage imod himlen. Himlen må ikke bringes i fare. Hele himlen ville ødelægges, som han blev taget tilbage, for synd og oprør har sin oprindelse fra ham. Oprørets frø var stadig inde i ham. Han havde ingen grund til hans handlemåde, med dette oprør, og han havde håbløst ikke kun ruineret sig selv men også englehæren, som ville have været lykkelig i himlen om han var forblevet standhaftig. Guds lov kunne fordømme, men kan ikke tilgive. ret

(26)  Han angrede ikke sit oprør fordi han så Guds godhed, som han havde misbrugt. Dette var ikke muligt da hans kærlighed til Gud var vokset sådan siden hans fald, at det ville lede til en glad underlæggelse og lykkelig lydighed mod Hans lov, som var blevet foragtet. Den ynkelighed som han erkendte da han mistede himlens (27) liflige lys, og den skyldfølelse der drog på ham, og den skuffelse han erfarede for sig selv, og ikke erkendte sine forventninger, var årsagen til hans sorg. Den befalingsmand der var ude af himlen, var helt anderledes fra den der æres i himlen. Det tab han led for alle himlens rettigheder, synes at være for meget at bære. Han ønskede at genvinde disse. ret

(27)  Denne store ændring af position, forøgede ikke hans kærlighed til Gud, heller ikke til Hans kloge og retfærdige lov. Da Satan blev fuld overbevist om at der ikke var mulighed for at han kunne genindsættes til Guds velvilje, udviste han sit ondsind med et større had og heftig voldsomhed. ret

(27)  Gud vidste at et så opsat oprør ikke forbliver passivt. Satan vil finde på midler der generer himlens engle og viser foragt for Hans autoritet. Da han ikke kan få adgang indenfor himlens porte, venter han lige uden for indgangen, for at håne englene og opsøge stridigheder med dem, idet de gik ind og ud. Han vil prøve at ødelægge Adams og Evas lykke. Han dristede sig til at anspore dem til oprør, velvidende at dette vil skabe sorg i himlen. ret

(27)  Komplot mod menneskeslægten
Hans efterfølgere opsøgte ham, og han vækkede sig selv og påtog sig udseende af trods, informerede dem om sine planer med at fravriste Gud den ædle Adam og hans ledsager Eva. Hvis han på nogen måde kunne narre dem til ulydighed, ville Gud gøre veje hvorved de kunne tilgives, og så kunne han selv og alle faldne engle dele Guds barmhjertighed med dem. Går dette galt, kunne de gå sammen med Adam og Eva, for når (28) de engang har overtrådt Guds lov, ville de være underlagt Guds vrede, ligesom de selv. Deres overtrædelse vil også sætte dem i oprørstilstanden, og de kan forene sig med Adam og Eva, og tage Edens have i besiddelse, og få det som deres hjem. Og hvis de kunne få adgang til livets træ i midten af haven, ville deres styrke, mente de, være ligeså meget som de hellige engle, og endog Gud Selv kunne ikke udstøde dem. ret

(28)  Satan holdt samråd med sine onde engle. De var ikke helt klar til at gå med i dette risikable og frygtelige værk. Han fortalte dem at han ikke vil betro nogen af dem dette arbejde, for han mente at han alene havde visdom nok til at gennemføre et så vigtigt foretagende. Han ønskede at de skulle tænke over tingene, medens han forlod dem og trak sig tilbage, for at færdigudvikle sine planer. Han prøvede at gøre indtryk på dem, at det var deres sidste og eneste håb. Hvis det mislykkes for dem her, var al udsigt til at genvende og kontrollere himlen, eller nogle af Guds skabninger, var det håbløst. ret

(28)  Satan gik alen for at færdigudvikle den plan der ville sikre Adams og Evas fald på mest sikre måde. Han var bange for at hans hensigter blev forpurret. Og hvis han endog fik succes med at lede Adam og Eva til at være ulydige mod Guds bud, og derved blive overtrædere af Hans lov, og intet godt kommer til ham selv, skal hans eget behag ikke blive bedre; hans skyld vil kun blive større. ret

(28)  Han gøs ved tanken at støde det hellige og lykkelige par i lidelse og samvittighednaget skulle han selv klare. Han lod til at være i en rådvild tilstand: På det ene tidspunkt fast og beslutsom, og så overilet og vaklende. Hans engle opsøgte ham, deres leder, for at meddele ham deres beslutning. De ville gå sammen (29) med Satan i hans planer, og bære ansvar og dele konsekvenserne sammen med ham. ret

(29)  Satan fralægger sin fortvivlelse og svaghed, og som deres leder bestyrker han sig selv til at trude den sag igennem og gøre alt i deres mangt for at forpurre Guds og Hans Søns autoritet. Han gjorde dem sine planer bekendt. Skulle han komme frækt over Adam og Eva og beklage sig over Guds Søn, ville de ikke lytte til ham et øjeblik, men være forberedt på et angreb. Skulle han prøve at skræmme dem, på grund af hans magt, som for nylig var en højt rangeret engel, så kunne han ikke opnå noget. Han besluttede sig for at list og bedrag ville gøre det som magt ikke kan gøre. ret

(29)  Adam og Eva blev advaret
Gud samlede englehæren for at tage forhåndsregler for at bortlede det truende onde. Til himlens rådsmøde der var for engle, blev det besluttet at besøge Edens have og advare Adam, at han var i fare for fjenden. To engle ilede til for at besøge vore første forældre. Det hellige par modtog dem i glædelig troskyldighed, og udtrykte deres tak til deres Skaber for at omgive dem med en sådan overflod af Hans gavmildhed. Alt hvad der er elskeligt og attraktivt var deres, som de kunne nyde, og alt lod til at være indrettet viseligt efter deres ønsker; og det som de værdsatte over alle andre velsignelser, var Guds Søns og himmelske engles selskab, for de havde meget at fortælle dem ved hvert besøg, om deres nyopdagelser af naturens skønheder i deres elskelige Edenhjem, og de havde mange spørgsmål at stille, om de mange ting som de kun betragtede uklart. ret

(29)  Englene gav dem nådigt og elskeligt den information de ønskede. De gav dem også den sørgelige historie om Satans oprør og fald. De informerede dem udtrykkeligt at kundskabens træ var placeret i haven som et panttegn på deres lydighed og kærlighed til Gud; at hellige engles høje og lykkelige rang var begrænset på betingelse af lydighed; at de var i en lignende situation; at de skulle adlyde Guds lov og være uudsigelig lykkelige, eller bryde den og miste deres høje rang og stødes ud i håbløs fortvivlelse. ret

(30)  De fortalte Adam og Eva at Gud ikke ville tvinge dem til at adlyde – da han ikke havde fjernet magten fra dem til at gå imod Hans vilje; at de var moralske agenter, frie til at adlyde eller ikke adlyde. Der er kun et forbud som Gud fandt rigtigt at pålægge dem hidtil. Hvis de overtræder Guds vilje vil de visselig dø. De fortalte Adam og Eva at den mest ophøjede engel, næst i orden efter Kristus, nægtede lydighed mod Guds lov, som Han havde forordnet skulle herske over himmelske væsener; at dette oprør havde skabt krig i himlen, som resulterede i at oprørske væsener blev udstødt derfra, og alle engle blev drevet ud af himlen, som var gået sammen med ham i at betvivle den store Jehovas autoritet; og at denne faldne fjende nu er en fjende til alt, der angår Guds og Hans dyrebare Søns interesser. ret

(30)  De fortalte dem at Satan havde i sinde at gøre dem fortræd, og det var nødvendigt for dem at være på vagt, at de skulle komme i kontakt med den faldne fjende; men han kunne skade dem så længe de var lydige mod Guds befaling, for alle engle fra himlen ville, om nødvendigt, komme til deres hjælp frem for at han på nogen måde skulle skade dem. Men hvis de var ulydige mod Guds påbud, vil Satan have magt til at altid pine, forvirre og betrænge dem. Hvis de forblev standhaftige mod Satans første insinuationer, var de lige så sikrede som de himmelske engle. Men hvis de gav efter for fristeren, Han som ikke skånede de ophøjede engle, ville han ikke skåne dem. De måtte lide straffen for deres overtrædelse, for Guds lov var lige så Hellig som Han selv, og Han forlangte ubetinget lydighed fra hele himlen og på jorden. ret

(31)  Englene advarede Eva om at ikke skille sig fra sin mand i hendes arbejde, for hun kunne komme i kontakt med denne faldne fjende. Hvis de blev adskilt fra hinanden ville de være i større fare end hvis de begge var sammen. Englene formanede dem at nøje følge de instrukser Gud havde givet dem med henblik på kundskabens træ, for i fuldkommen lydighed var de sikre, og så havde denne faldne fjende ikke magt til at bedrage dem. Gud ville lade Satan følge det hellige par med stadige fristelser. Han kunne kun få adgang til dem ved kundskabens træ mellem godt og ondt. ret

(31)  Adam og Eva forsikrede englene at de ville aldrig overtræde Guds udtrykte befaling, for det var deres højeste glæde at gøre Hans vilje. Englene gik sammen med Adam og Eva i hellige toner til harmonisk musik, og idet deres sange kimede ud fra lyksalige Eden, hørte Satan lyden af deres glædestoner i beundring for Faderen og Sønnen. Og da Satan hørte dette forøgedes hans misundelse, had og ondsind, og han udtrykte sin iver til sine efterfølgere at anspore dem (Adam og Eva) til ulydighed og straks nedbringe Guds vrede over dem og ændre deres lovprinsningssange til had og forbandelse mod deres Skaber. ret

næste kapitel