Kristi opstandelse

(230)  Disciplene hvile på sabbaten, i sorg over deres Herres død, medens Jesus, herlighedens Konge, lå i graven. Da natten drog hen, blev der sat soldater til at bevogte Frelserens hvilested, medens usynlige engle svævede over den hellige plet. Natten gik langsomt, og medens det stadigt var mørkt, vidste de overvågende engle at tidspunktet for at frigive Guds dyrebare Søn, deres elskede Befalingsmand, var næsten kommet. Da de afventede åndeløst Hans sejrsstrund, en mægtig engel kom hurtigt flyvende fra himlen. Hans ansigt var som lynglimt, og hans klæder hvide som sne. Hans lys spredte mørket fra hans spor og fik de onde engle, som triumferende påberåbte sig Jesus krop, til at flygte i rædsel for hans stråleglans og herlighed. En af englehærene som var vidne til Kristi ydmygelse, og overvågede Hans hvilested, sluttede sig til englen fra himlen, og de gik sammen ned til graven. Jorden skælvede og rystede idet de nærmede sig, og der skete et stort jordskælv. ret

(230)  Den romerske vagt blev grebet af rædsel. Hvor var deres magt til at holde Jesu legeme nu? De tænkte ikke på deres pligt eller på at disciplene stjal Ham. Da englenes lys skinnede omkring, klarere end solen, faldt de romerske vagter som døde til jorden. En af engle tog greb om den store sten og rullede den væk fra gravens dør og satte sig på den. Den anden gik ind i graven og løste ligklædet fra Jesu hoved. ret

(231)  ”Din fader kalder på dig”
Så fik englen fra himlen, jorden til at skælve med sin røst, og råbte ud: »Du Guds søn, Din Falder kalder dig! Kom frem.« Døden havde ikke længere herredømme over Ham. Jesus rejste sig fra døde, en triumferende sejrherre. Med højtidelig ærefrygt stirrede englehæren på sceneriet. Og da Jesus kom ud af graven, kastede de lammende engle sig lam til jorden og tilbedte og hyllede ham med sejrs- og triumfsange. ret

(231)  Satans engle blev tvunget til at flygte for det klare og gennemskærende lys fra de himmelske engle, og de beklagede sig bitterligt til deres konge at deres bytte var blevet taget voldeligt fra dem, og at Han, som de hadede så meget var opstået fra de døde. Satan og hans hær havde jublet over at deres magt over faldne mennesker havde forårsaget Herrens liv at lægge i graven, men deres helvedes triumf var kort. For da Jesus gik fra Sit fængselshus en majestætisk sejrherre, vidste Satan at han måtte dø efter en stund, og hans rige ville gå retmæssigt til Ham. Han begræd og rasede over at Jesus, på trods af al hans møje, ikke var blevet overvundet, men havde åbnet en vej for menneskers frelse, og enhver som vil vandre på den måtte frelses. ret

(231)  De onde engle og deres befalingsmænd mødtes i rådet for at overveje om de stadig kunne arbejde imod Guds regering. Satan bad sine tjenere gå til ypperstepræsterne og de ældste. Han sagde: »Det har lykkes os at bedrage dem, binde deres øjne og forhærde deres hjerter imod Jesus. Vi har fået dem til at tro at han var en bedrager. Den romerske vagt ville bringe de hadefulde nyheder at Kristus var opstået. Vi fik præsterne og de ældste til at hade Jesus og slå Ham ihjel. Nu fremholdes det for dem at hvis det bliver kendt at Jesus er oprejst, vil de stenes af folket, for at dræbe en uskyldig mand.« ret

(232)  Den Romerske vagts efterretning
Da den himmelske englehær havde forladt graven og lys og herlighed var borte, vovede den romerske vagtmand at rejse sit hoved op og se efter dem. De blev fyldt med forbavselse da de så at den store sten var blevet rullet fra gravdøren, og at Jesu legeme var borte. De skyndte sig til byen for at gøre det bekendt for præsterne og de ældste, hvad de havde set. Da disse mordere lyttede til denne urolige beretning, blev alle ansigter blege. De blev grebet af rædsel ved tanken over hvad de havde gjort. Hvis efterretningen var rigtig, var de fortabt. De sad tavse for en stund, så på hinandens ansigter, og vidste ikke hvad de skal gøre eller sige. Blev efterretningen accepteret ville de have fordømt sig selv. De trak sig til side for at rådføre sig hvad de skulle gøre. De besluttede at hvis den efterretning som vagten kom med skulle spredes blandt folk, ville dem der havde slået Kristus ihjel blive slået ihjel som Hans mordere. ret

(232)  Det blev besluttet at hyre soldater til at fortie sagen. Præsterne og de ældste gav dem en stor sum penge og sagde: ”»I skal sige: »Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov«. Matthæus 28,13. Og når vagten spurgte hvad der ville ske med dem, for at sove på deres post, lovede de jødiske embedsmænd at overtale guvenøren og stå inde for deres sikkerhed. For pengenes skyld solgte den romerske vagt deres ære og gik med til at følge præsternes og de ældstes råd. ret

(233)  Genløsningens førstefrugter
Da Jesus, idet han hang på korset, råbte, »Det er fuldbragt«, revnedes klipperne, og jorden rystede og nogle af gravene åbnes. Da Han stod op som sejrherre over døden og graven, da jorden vaklede og himlens herlighed skinne omkring det hellige sted, kom mange af de retfærdigt døde, lydig mod Hans kald, frem som vidne om at Han var opstået. De begunstigede opstandne hellige, kom forherligede frem. De var udvalgte og de hellige fra alle tidsaldre, fra skabelsen af helt ned til Kristi dage. Så selvom de jødiske ledere prøvede at skjule Kristi opstandelse, valgte Gud at oprejse en gruppe fra deres grave for at bevidne at Jesus var opstået, og erklære hans ære. ret

(233)  De opstandne var forskellige af statur og form, nogle med mere ædelt udseende end andre. Jeg blev informeret at jordens beboere var blevet degenererede, mistet deres styrke og tækkelighed. Satan har kraft over sygdom og død, og effekterne af den forbandelse er i enhver tidsperiode blevet mere synlig, og Satans kraft kan ses tydeligere. Dem som levede i Noas og Abrahams dage lignede engle i form, tækkelighed og styrke. Men er blevet svagere ved de efterfølgende generationer, og mere genstand for sygdom, og deres liv har varet kortere. Satan har lært hvordan han skal besvære og svække slægten. ret

(233)  Dem som kom frem efter Jesu opstandelse viste sig for mange, fortalte dem at ofret for menneskene var fuldendt, at Jesus, som jøderne korsfæstede, var blevet oprejst fra de døde; og som bevis for deres ord erklærede de: »Vi er blevet oprejst sammen med Ham.« De frembar vidnesbyrdet at det var ved Hans mægtige kraft, at de blev kaldt frem fra deres grave. På trods af de løgnagtige efterretninger der cirkulerede, kunne Kristi opstandelse ikke skjules af Satan, hans engle, eller ypperstepræsterne; for dette hellige kompagni, der blev frembragt fra deres grave, spredte de forunderlige og glædelige nyheder; også Jesus viste Sig selv for Sine sørgende, hjertebrudte disciple, spredte deres frygt og fik dem til at glæde sig. ret

(234)  Kvinden ved graven
Tidlig om morgnen den første dag i ugen, før det endnu var blevet lyst, kom hellige kvinder til graven, med deres liflige røgelser for at salve Jesu legeme. De fandt at den tunge sten var blevet rullet bort fra gravdøren, og Jesu legeme ikke var der. Deres hjerter sang inden i dem, og de frygtede at deres fjender havde taget kroppen bort. Pludseligt så de to engle i hvide klæder, deres ansigter var klare og skinnede. Disse himmelske væsener forstod kvindernes ærinde og fortalte dem straks at Jesus ikke var der; Han er opstået, men de kunne se det sted hvor Han havde ligget. De bad dem gå og fortælle Hans disciple at Han ville gå foran dem til Gallilæa. Med frygt og stor glæde skyndte kvinderne sig tilbage til de sørgende disciple og fortalte dem de ting som de havde set og hørt. ret

(234)  Disciplene kunne ikke tro at Kristus var opstået, men sammen med kvinderne som fortalte dette, løb de hurtigt til gravstedet. De fandt at Jesus ikke var der; de så Hans linnedklæder, men kunne tro de gode nyheder at Han var opstået fra de døde. De vendte hjem igen, forundret over hvad de havde set, også over det som kvinderne havde fortalt dem. ret

(235)  Men Maria valgte at blive ved graven, tænke over det hun havde set og bedrøvet over tanken at hun kunne være blevet bedraget. Hun følte at nye trængsler ventede hende. Hendes sorg blev fornyet, og hun brød ud i bitter gråd. Hun bøjede sig ned for at se ind i graven igen, og beskuede to engle klædt i hvidt. Den ene sad der hvor Jesu hoved havde ligget, den anden hvor Hans fødder havde været. De talte ømt til hende og spurgte hvorfor hun græder. Hun svarede: »Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Joh. 20,13. ret

(235)  ”Rør ikke ved mig”
Da hun vendte sig bort fra graven så hun Jesus stå ganske nær, men hun kendte Ham ikke. Han talte ømt til hende, spurgte om hvorfor hun var ked af det og hvem hun søgte. Da hun troede at Han var gartneren, bad hun Ham indstændigt, om Han havde båret sin Herre, at fortælle hende hvor Han havde lagt Ham, så hun kunne tage Ham bort. Jesus talte til hende med sin egen himmelske røst, og sagde: »Maria!« Hun kendte til den kære røst, og svarede hurtigt, »Mester!« og i sin glæde var hun ved at omfavne Ham; men Jesus sagde: »Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.« Joh. 20,17. Med glæde skyndte hun sig til disciplene med de gode nyheder. Jesus steg op til Sin Fader for at høre fra Hans læber om Han accepterede offeret, og fik al kraft i himlen og på jorden. ret

(236)  Englene omgav Guds Søn som en bøn og bad de evige porte at blive løftet op, så herlighedens Konge kan komme ind. Jeg så at da Jesus var hos den strålende himmelske hær, under Guds tilstedeværelse, og omgivet af hans herlighed, glemte Han ikke Sine disciple på jorden, men fik kraft fra Sin Fader, så Han kunne vende tilbage og tildele dem kraft. Den samme dag vendte Han tilbage og viste Sig selv for Sine disciple. Han lod dem da berøre Sig, for Han havde steget op til Sin Fader og havde fået kraft. ret

(236)  Den tvivlende Thomas
På dette tidspunkt var Thomas ikke tilstede. Han ville ikke modtage disciplenes efterretning så ydmygt, men hævdede fast og selvsikkert at han ikke ville tro, hvis han ikke kunne sætte sine finger i naglegabene og sine hænder i siden, som det grusomme spyd var boret i. Heri viste han en manglende tillid til sine brødre. Hvis alle forlanger det samme bevis, ville ingen tage imod Jesus og tro på Hans opstandelse. Men det var Guds vilje at disciplenes efterretning skulle modtages af dem, som ikke selv kunne se og høre den opstandne Frelser. ret

(236)  Gud var ikke tilfreds med Thomas’ vantro. Da Jesus igen mødte Sine disciple, var Thomas hos dem; og da han så Jesus, troede han. Men han havde erklæret at han ikke var tilfreds uden følelsen var med i det der kunne ses, og Jesus gav ham det bevis han ønskede. Thomas råbte ud: »Min Herre og min Gud!« Men Jesus irettesatte ham for hans vantro, og sagde: »Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror.« Joh. 20,28. 29. ret

(237)  Forvirringen om Kristi drabmand
Da nyhederne spredte sig fra stad til stad og fra by til by, frygtede jøderne for deres del for deres liv og skjulte det had som de nærede imod disciplene. Deres eneste håb var at sprede løgnagtige efterretninger. Og dem som ønskede at denne løgn skulle være sand, de antog den. Pilatus skælvede da han hørte at Kristus var opstået. Han kunne ikke betvivle det vidnesbyrd han fik, og fra den stund havde han ikke fred mere. For at kunne få verdslig ære, og af frygt for at miste sin autoritet og sit liv, havde han overgivet Jesus til døden. Han var nu helt overbevist om at det ikke blot var en uskyldig mand, hvis blod han var skyldig i, men at det var Guds Søn. Det sidste af Pilatus’ liv var ulykkeligt. Fortvivlelse og kvaler knuste alle håbefulde og glædelige følelser. Han nægte at blive trøstet og døde den mest ulykkelige død. ret

(237)  Fyrre dage sammen med discipline
Jesus forblev sammen med Sine disciple i fyrre dage, og skabte glæde og fryd i hjertet, da Han åbnede helt op for Guds riges virkelighed over for dem. Han hvervede dem til at frembære vidnesbyrd om de ting som de havde set og hørt om Hans lidelser, død og opstandelse, at Han havde givet et offer for synd, og at alle som vil komme til Ham og finde liv. I trofast ømhed fortalte Han dem at de ville blive forfulgt og lide kvaler, men de ville få hjælp ved at genkalde deres erfaring og huske på de ord som Han havde talt til dem. Han fortalte dem at Han skulle overvinde Satans fristelser og opnå sejr gennem prøvelser og lidelser. Satan kunne ikke mere få magt over Ham, men ville føre sine fristelser mere over på dem og på alle der tror på Hans navn. Men de kunne vinde sejr ligesom Han vandt sejr. Jesus gav Sine disciple kraft til at udføre mirakler, og fortalte dem at selvom de blev forfulgt af onde mennesker, ville Han fra tid til anden sende Sine engle for at udfri dem; deres liv kunne ikke blive taget før deres mission var udført; så blev det forlangt af dem at besegle de vidnesbyrd de havde fremført, med deres blod. ret

(238)  Hans ivrige efterfølgere lyttede gladelig til Hans lære, og fæstnede sig ivrigt ved alle de ord der faldt fra Hans hellige læber. Nu vidste med sikkerhed at Han var verdens Frelser. Hans ord sank dybt i deres hjerter, og de sørgede over at de snart måtte skilles fra deres himmelske Lærer og ikke længere høre trøstende og nådige ord fra Hans læber. Men deres hjerter blev atter opvarmet af kærlighed og overmådelig glæde, da Jesus fortalte dem at Han ville gå og berede boliger til dem, og komme igen og tage imod dem, så de altid kan være hos Ham. Han lovede også at sende Trøstermanden, Helligånden, og lede dem til hele sandheden. »Og han løftede sine hænder og velsignede dem.« Lukas 24,50. ret

næste kapitel