Pinsen

(241)  Dette kapitel er baseret på Apg 2,1.
Da Jesus åbnede disciplenes forståelse for hvad profetierne om Han selv betyder, forvissede Han dem at al magt blev givet Ham I himlen og på jorden, og bad dem gå ud for forkynde evangeliet for al skabningen. Disciplene spurgte, med pludselig fornyelse af deres gamle håb at Jesus ville indtage Sin plads på Davids trone i Jerusalem: »Herre! er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?« Apg 1,6. Frelseren kastede en usikkerhed over deres tankesind på spørgsmålet ved at svare at det »tilkommer ikke dem at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt.« Apg 1,7. ret

(241)  Disciplene begyndte at håbe på at Helligåndens forunderlige nedstigen, ville påvirke det jødiske folk til at acceptere Jesus. Frelseren undlod en yderligere forklaring, hvor Han vidste at når Helligånden kommer over dem i fuld målestok, ville deres sind blive oplyste og de ville forstå arbejdet de havde for sig til fulde, og tage netop det op som Han havde efterladt. ret

(241)  Disciplene blev samlet i værelset oven på, og forenede sig i bønner for den troende kvinde, sammen med Maria Jesu moder, og med Hans brødre. Disse brødre, som ikke havde troet, blev nu helt befæstnede i deres tro ved det der skete under korsfæstelsen og ved Herrens opstandelse og himmelfart. Der var samlet omkring ethundredeogtyve. ret

(242)  Helligånden stiger ned
»Da pinsedagen var kommet, var de alle samlede med hverandre. Da lød der med ét fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde.« Helligånden som havde taget form som ildtunger, delt ved enden, og hvilede på de forsamlede, var gavens kendemærke som blev tildelt dem at tale flere forskellige sprog flydende, som de ikke kendte til tidligere. Og ildens udseende betegnede den brændende iver som de skulle arbejde under og den kraft som ville følge med deres ord. ret

(242)  Under denne himmelske oplysning kom de skriftsteder som Kristus havde forklaret dem frem i deres tankesind i lys lue og klar elskelighed og kraftfuld sandhed. Det forhæng som havde forhindret dem i at se afslutningen af det som var blevet afskaffet var nu fjernet, og formålet med Kristi mission og naturen af Hans rige kunne forstås fuldstændig klart. ret

(242)  Pinsens kraft
Jøderne var blevet spredt til næsten alle folk, og talte forskellige sprog. De var kommet langvejs fra til Jerusalem, og boede der for en tid, for at gennemgå de religiøse fester som skete der og overholde deres regler. Da de var samlet, var de af hver sit tungemål. Disse forskellige sprog var en stor forhindring for Guds tjeneres arbejde med at udbrede Kristi lære til jordens yderste dele. At Gud kunne dække apostlenes mangler på mirakuløs måde, var den mest fuldkomne bekræftigelse på disse vidners vidnesbyrd for Kristus. Helligånden havde gjort det for dem, som de ikke kunne have udrettet for sig selv i et helt liv; nu kunne de udbrede evangeliets sandhed omkring, tale med deres sprog flydende som de arbejdede for. Den mirakuløse gave var af højnet bevis for at de kunne bringe verden det at deres hvervelse bar Himlens signatur. ret

(243)  »Men i Jerusalem boede der gudfrygtige jødiske mænd fra alle folkeslag under himmelen. Da nu den lyd kom, strømmede mængden sammen og blev forvirret, fordi de hver især hørte dem tale på deres eget sprog. Og de var ude af sig selv af forundring og sagde: »Se, er de, der taler, ikke alle sammen galilæere? Hvor kan vi så høre dem tale, hver på vort eget modersmål.« ret

(243)  Præsterne og herskerne blev meget opbragte over denne forunderlige manifestation, som der blev fortalt om over hele Jerusalem og omegn, men de turde ikke give slip for deres ondskab, af frygt for at udsætte sig selv for folkets had. De havde dræbt Mesteren, men her var Hans tjenere ulærte galilæiske mænd, der skrev profetiens forunderlige opfyldelse, og lærte læren om Jesus, på alle de talte sprog. De talte med Frelserens kraft og forunderlige gerninger, og folde frelsesplanen ud for deres tilhørere, i Guds Søns barmhjertighed og offervillighed. Deres ord overbeviser og omvendter tusinde der lyttede. De traditioner og den overtro som præsterne tog med, blev fejet bort fra deres tanker, og de accepterede Guds Ords rene lære. ret

(244)  Peters prædiken
Peter viste dem at denne manifestation var en direkte opfyldelse af Joels profeti, hvor han forudsagde at en sådan kraft vil komme over Guds mennesker for at udruste dem til et særligt arbejde. ret

(244)  Peter sporede Kristi slægt tilbage i lige linje til Davids ærværdige hus. Han brugte ikke noget af Jesu lære for at bevise hans sande position, for han vidste at deres fordomme var så store at det ikke ville have virkning. Men han henviste dem til David, som Jøderne betragtede som en ærværdig patriark for deres nation. Peter sagde: ret

(244)  »Thi David siger med tanken på ham: »Jeg havde altid Herren for øje; thi han er ved min højre, at jeg ikke skal rokkes. Derfor glædedes mit hjerte, og min tunge jublede, ja, også mit kød skal bo med håb; thi du vil ikke lade min sjæl blive tilbage i Dødsriget, ikke heller lade din Hellige se forrådnelse.« ret

(244)  Her viser Peter at David ikke kunne have talt om sig selv, men direkte om Jesus Kristus. David døde en naturlig død ligesom andre mennesker; hans grav, med den ærværdige støv inden i, er blevet bevaret meget omhyggeligt indtil den gang. Som Israels konge, og også som en profet, er David blev særlig æret af Gud. I et profetisk syn fik han vist Kristi fremtidige liv og forkyndertjeneste. Han forudså hans forkastelse, hans rettergang, korsfæstelse, begravelse, opstandelse og himmelfart. ret

(245)  David bevidnede at Kristi sjæl ikke skulle efterlades i helvedet (graven), eller at Hans kød skulle finde fordærv. Peter viste opfyldelsen af denne profeti i Jesus af Nazareth. Gud havde lige oprejst Ham fra graven, før Hans legeme blev fordærvet. Nu var han Den ophøjede i himlenes himmel. ret

(245)  Ved den anledning kunne det huskes at et stort antal, som hidtil havde latterliggjort tanken at en så beskeden person som Jesus var Guds Søn, blev helt overbevist om sandheden og anerkendte Ham som deres Frelser. Tre tusinde sjæle blev føjet til kirken. Apostlene talte ved Helligåndens kraft; og deres ord kunne ikke bestrides, for de blev bekræftet ved de mægtige mirakler de udførte gennem Guds Ånds udgydelse. Disciplene var selv forbavsede over resultaterne af denne hjemsøgelse, og den hurtige og overmådelige sjælehøst. Alle folk blev fyldt med forbavselse. Dem som ikke gav efter for deres fordomme og blindhed blev så imponerede at de ikke turde prøve at modstå det mægtige værk ved stemme eller vold, og på den tid ophørte deres modstand. ret

(245)  Apostlenes argumenter alene ville ikke, selvom de var klare og overbevisende, have fjernet jødernes fordomme, som havde modarbejdet så mange beviser. Men Helligånden sendte de argumenter hjem, med guddommelig kraft til deres hjerter. De var som den Almægtiges skarpe pile, der overbeviste dem om deres frygtelige skyld ved at forkaste og korsfæste herlighedens Herre. »Da de hørte dette, stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige apostle: »Brødre! hvad skal vi gøre?« Peter sagde til dem: »Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.« ret

(246)  Peter gjorde det klart for de overbeviste folk at de havde forkastet Kristus for de var blevet bedraget af præsterne og herskerne; og hvis de fortsatte med at søge råd hos dem, og afventede at lederne skulle anerkende Kristus, før de turde gøre, ville de aldrig acceptere Ham. Selvom disse magtfulde mænd bekendte sig hellighed, var de ærgerrige, og ivrige efter rigdomme og jordisk herlighed. De ville aldrig komme til Kristus for at modtage lyset. Jesus havde forudsagt at en frygtelig straf ville kommer over dette folk, for deres stædige vantro, uanset hvor store beviser de fik for at Jesus var guds Søn. ret

(246)  Fra denne tid af var disciplenes sprog rene, enkle og præcise ord og tonefald, hvad enten de talte med deres modersmål eller et fremmed sprog. Disse ydmyge mænd, som aldrig havde fået undervisning i profetskolerne, bragte så ophøjede og rene sandheder at de forbavsede dem der hørte dem. De kunne ikke tage til jordens yderste dele; men der var folk ved denne fest fra alle dele af verden, og de sandheder de fik, blev båret til de forskellige hjem og publiceret blandt deres folk, vinder sjæle til Kristus. ret

(246)  En lektie til vor tid
Dette vidnesbyrd om oprettelsen af den kristne kirke har vi ikke kun fået som en vigtig del af den hellige historie, men også som en lektion. Alle der bekender Kristi navn bør vente, våge og bede af et hjerte. Alle forskellene bør lægges bort, og enhed og øm kærlighed for hinanden gennemstrømmer det hele. Så kan vore bønner gå op sammen til vor himmelske Fader med en stærk alvorlig tro. Så kan vi vente i tålmodighed og håb på løftets opfyldelse. ret

(247)  Svaret kan komme pludseligt og med overvældende styrke, eller det kan forhale sig i dage og uger, og vor tro får en prøvelse. Men Gud ved hvordan og hvornår vore bønner besvares. Det er vor del af arbejdet at sætte os selv i forbindelse med den guddommelige kanal. Gud står til ansvar for Sin del af arbejdet. Han er trofast som har lovet. Den store og vigtige sag hos os, er at være af et hjerte og sind, lægge al misundelse og skindsyge til side, og våge og vente som ydmyge bøns ansøgere. Jesus, vor Repræsentant og Overhoved, er parat til at gøre det for os, som Han gjorde for de bedende og vågende mennesker på pinsefestens dag. ret

næste kapitel