Helbredelsen af den lamme

(248)  Dette kapitel er baseret på Apg. 3 og 4.
En kort tid efter Helligånden var steget ned, og umiddelbart efter en inderlig bedestund, tog Peter og Johannes op til templet for at bede, og så en lidende og fattig lamslået krøbling, fyrre år gammel, som ikke havde kendt noget andet liv end smerte og sygdom. Denne dårlig stillede mand havde længe ønsket at gå til Jesus og blive helbredt, men han var næsten hjælpeløs, og blev fjernet langt fra den Store Længes arbejdsfelt. Til sidst blev nogle venlige personer tilskyndet til at bære ham til templet store port. Men da han kom dertil, så opdagede han at den Læge, som hans håb centrerede sig omkring, var blevet dræbt på det grusommeste. ret

(248)  Hans skuffelse opildnede deres medynk, som vidste hvor længe han ivrigt håbede og forventede at blive helbredt af Jesus, og de bragte ham dagligt til templet, at dem der gik forbi kunne bevæges til at give ham en lille ubetydelighed for at lindre hans nuværende mangler. Da Peter og Johannes gik forbi, bad han dem om en kærlighedsgave. Disciplene så medfølende på ham. »Da så Peter fast på han, og det samme gjorde Johannes, og Peter sagde: »Se på os!« »Sølv og guld har jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi, nazaræerens', navn stå op og gå!« ret

(248)  Den fattige mands mine blev nedslået da Peter erklærede sin fattigdom, men lyste op med håb og tro da disciplen fortsatte. »Og han greb ham ved den højre hånd og rejste ham op. I samme nu blev hans ben og angler stærke, og han sprang op og stod oprejst og begyndte at gå omkring, og han fulgtes med dem ind i helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovpriste Gud. Og hele folket så ham gå omkring og lovprise Gud. Og de kendte ham, fordi det var ham, der plejede at sidde ved den skønne port til helligdommen for at få almisse; og de blev fulde af rædsel og forfærdelse over det, som var sket ned ham.« ret

(249)  Jøderne blev forbavsede over at disciplene kunne udføre lignende mirakler som Jesus gjorde. Ham som de troede var død, og de forventede at alle de forunderlige manifestationer ophørte med Ham. Alligevel var her en mand som var hjælpeløs krøbling i fyrre år, der nu glædede sig over at bruge sine ben fuldt ud, fri for smerte, og glad for sin tro på Jesus. ret

(249)  Apostlene så folks forbavselse, og spurgte dem hvorfor de var forbavsede over det mirakel de havde været vidne til, og betragtede dem med ærefrygt som om det var deres egen kraft de havde gjort dette i. Peter forvissede dem om at det var gennem Jesus af Nazarets fortjenester, som de havde forkastet og korsfæstet, men som Gud havde oprejst fra døde på tredje dag. »Og det er ved troen på hans navn, at dette hans navn har gjort denne mand, som I ser og kender, stærk; og den tro, som virkedes af Jesus, har givet ham hans fulde førlighed, som I alle har set. Nu ved jeg vel, mine brødre, at I har handlet i uvidenhed, både I og jeres rådsherrer. Men på den måde har Gud ladet det gå i opfyldelse, som han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund, at hans Salvede skulle lide.« ret

(249)  Efter at dette mirakel blev udført, flokkes folket i templet, og Peter talte til dem i en del af templet, medens Johannes talte til dem i en anden del. Da apostlene havde talt tydeligt om jødernes store forbrydelse, ved at forkaste og dræbe Livets Fyrste, var omhyggelige med at ikke føre dem til raseri eller fortvivlelse. Peter ville formindske deres grusomme skyld så meget så muligt, ved at hævde at de gjorde det i uvidenhed. Han erklærede for dem at Helligånden kaldte dem til at angre deres synder og blive omvendte; at der ikke var håb for dem uden gennem barmhjertigheden fra dem Kristus, som de havde korsfæstet; og kunne kun få udslettet deres synder ved Hans blod ved at tro på ham. ret

(250)  Apostlenes arresteres og sættes for dom
Denne forkyndelse af Kristi opstandelse, og som gennem Hans død og opstandelse ville Han til sidst oprejse alle de fra deres grave, oprørte Sadukæererne dybt. De følte at deres yndligslærdomspunkt var i fare og deres omdømme stod på spil. Nogle af templets embedsmænd, templets leder, var saddukær. Med hjælp fra flere sadducærere, blev de to apostle arresteret og sat i fængsel, da det var for sent at undersøge deres sag den aften. ret

(250)  Efterfølgende mødtes Annanias og Kaifas, sammen med templets præster, for at lave rettergang for fangerne, som blev bragt frem for dem. I det værelse, og over for de mænd, havde Peter skammeligt fornægtet sin Herre. Alt dette kom disciplene i tanker om, da han nu kom frem til sin egen rettergang. Han fik nu mulighed for at genvinde sin tidligere onde fejhed. ret

(250)  Det selskab som var til stede huskede den del Peter havde gjort ved sin Mesters rettergang, og de bildte sig selv ind at han kunne skræmmes ved trussel om fængsling og død. Men Peter som fornægtede Kristus i Sin største nød var den impulsive, selvsikre discipel, der var noget anderledes fra den Peter som stof for Sanhedrin til retsundersøgelse den dag. Han var blevet omvendt; han troede ikke på selvet, og pralede ikke længere. Han var fyldt med Helligånden, og ved denne kraft var han blevet klippefast, dog beskeden, og ophøjede Kristus. Han var parat til at fjerne alle pletter fra sit frafald, idet han ærede det navn som han tidligere havde fornægtet. ret

(251)  Peters frimodige forsvar
Hidtil havde præsterne kunne undgå at Jesu korsfæstelse og opstandelse blev nævnt; men nu blev de tvunget til at spørge den anklagede med hvilken kraft de havde udrette den bemærkelsesværdige helbredelse af den kraftsløse mand, for at deres mål kunne opfyldes. Så blev Peter fyldt med Helligånden, talte respektfuldt til præsterne og de ældste, og erklærede: »Så skal alle I og hele Israels folk vide, at det er ved navnet Jesus Kristus fra Nazaret, ham, hvem I korsfæstede, men som Gud har opvakt fra de døde det er ved hans navn, at manden her står rask for jeres øjne. Denne Jesus er stenen, som blev agtet for intet af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses.« ret

(251)  Kristi segl var på Peters ord, og hans ansigt blev oplyst af Helligånden. Tæt ved ham stod den mand, som et overbevisende vidne, som var blevet mirakuløst helbredt. Denne mands udseende, som for kun nogle få timer siden var en hjælpeløs krøbling, blev nu genoprettet til et sundt legeme, og blev oplyst om Jesus af Nazaret, føjede et tungt vidnesbyrd til Peters ord. Præsterne, herskerne og folket var tavse. Herskerne havde ikke kraft til at gendrive hans udtalelse. De var nød til at høre det som de ønskede at ikke høre: Jesu Kristi opstandelse, og Hans kraft i himlen til at udføre mirakler gennem mediet i Hans apostle på jorden. ret

(252)  Peters forsvar, som han vedstod sig så frimodigt, som han fik styrke fra, appellerede til dem. Han refererede til de stene som bygmesterne ikke regnede for noget, betyder kirkens myndigheder, som skulle forstå Hans værdi, som de forkastede – men som ikke desto mindre blev hovedhjørnestenen. Med disse henviste han direkte til Kristus, som var menighedens grundsten. ret

(252)  Folk blev forbavsede over disciplenes frimodighed. De troede at fordi de var uvidne fiskere, ville de overvindes af vanskeligheder, når præsterne, de skriftkloge og ældste konfronterede dem. Men de var ved at de havde været sammen med Jesus. Apostlene talte som Han havde talt, med overbevisende kraft, som fortiede deres fjender. For at skjule deres forvirring, forordnede præsterne og herskerne at apostlene skulle føres bort, så de kunne rådføre sig med hinanden. ret

(252)  De blev alle enige og at det ikke nyttede noget at fornægte den mand var blevet helbredt gennem den kraft apostlene havde fået i den korsfæstede Jesu navn. De ville gladelig dække over miraklet, ved hjælp af falsknerier; men arbejdet blev udført i fuld dagslys over for folkeskaren, og var allerede kommet til tusindvis’ kendskab. De mærkede at der straks måtte gøres noget, ellers ville Jesus få mange troende, deres egen vanære ville følge efter, og de ville få skyld for at slå Guds Søn ihjel. ret

(253)  Men uanset deres tilbøjelighed til at udslette disciplene, turde de ikke gøre noget værre end at true dem med den strengeste straf de fortsætte med at undervise eller arbejde i Jesus navn. Derefter erklærede Peter og Johannes frimodigt at deres arbejde var blevet givet dem af Gud, og de kunne ikke kun sige de ting som de havde set og hørt. Præsterne ville gladelig have straffet disse ædle mænd for deres urokkelige flid mod deres hellige kald, men de frygtede for folket, »for alle mænd ærede Gud for det som var gjort.« Således blev apostlene, med gentagne trusler og formaninger, sat fri. ret

næste kapitel