Loyalitet mod Gud under forfølgelsen

(254)  Dette kapitel er baseret på Apg. 5,12-42.
Apostlene fortsatte deres nådesarbejde, ved at helbrede forpinte og proklamere en korsfæstet og opstanden frelser, med stor kraft. Der blev hele tiden føjet flere til kirken ved dåben, men ingen turde slutte sig til dem som ikke havde forenet hjerte og sind med de troende i Kristus. Skarer flokkes i Jerusalem, og bragte deres syge og dem som blev plaget af urene ånder. Mange lidende blev lagt på de gader, hvor Peter og Johannes gik forbi, så deres skygger kunne falde på dem og helbrede dem. Den opstandne Frelsers kraft var faktisk faldet på apostlene, og de gjorde tegn og mirakler så antallet steg dagligt. ret

(254)  Disse ting gav problemer for præsterne og herskerne, særlig bland saddukærerne. De så at hvis apostlene fik lov at forkynde en opstanden Frelser, og gøre mirakler i Hans navn, var deres lære om ingen opstandelse fra døde, blive forkastet af alle, og deres sekt vil snart dø ud. Farisæerne så at tendensen til deres forkyndelse ville underminere de jødiske ceremonier og sætte offersystemet ud af kraft. Deres tidligere anstrengelser for at holde disse forkyndere nede var forgæves, men de følte sig nu opsat på at dæmpe denne spændingsbevægelse. ret

(255)  Befriet af en engel
Apostlene blev derefter arresteret og fængslet, og Sanhedrin blev indkaldt for at prøve deres sag. Et stort antal lærte mænd, forruden råddet blev kaldt sammen og de rådførte sig med hinanden hvad der skulle gøres med disse fredsforstyrrere. »Men en Herrens engel åbnede fængselets døre om natten og førte dem ud og sagde: »Gå hen og træd frem i helligdommen og tal til folket alle livets ord!« Da de havde hørt dette, gik de tidligt om morgenen ind i helligdommen og lærte.« ret

(255)  Da apostlene viste sig blandt de troende og fortalte hvordan englen ledte dem direkte gennem de soldater der bevogtede fængslet og bad dem genoptage det arbejde som præsterne og herskerne havde afbrudt, blev brødrene fyldt med glæde og forbavselse. ret

(255)  Præsterne og herskerne i rådet besluttede at føre anklage mod dem for oprør og for at slå Ananias og Safira ihjel (Apg 5,1-11), og gå sammen for at fratage præsterne deres autoritet og tage livet af dem. De stolede på at hoben ville opildnes til at tage sagen i hånd og behandle apostlene sådan som de gjorde med Jesus. De var klar over at mange som ikke accepterede Kristi lære var trætte af de jødiske myndigheders egenmægtige regler, og ivrige efter en vis forandring. Hvis disse personer blev interesseret i og grebet af apostlenes tro, at anerkende Jesus som Messias, frygtede de at hele folkets vrede ville rejse sig imod præsterne, som skulle stå mål for mordet på Kristus. De besluttede at der skulle tages store forhåndsregler for at forhindre dette. Til sidst sendte de bud efter de fanger de troede de havde, at de skulle fremstilles for dem. De blev meget forbavsede da de fik besked tilbage om at fængselsdørene var befæstnet sikkert og sat vagter foran dem, men fangerne var ingen steder. ret

(256)  Efterretningen kom hurtig frem: »Se, de mænd, som I satte i fængsel, står i helligdommen og lærer folket.« Selvom apostlene var mirakuløst udfriet fra fængslet, blev de ikke forskånet for domsundersøgelse og straf. Kristus havde sagt da han var hos dem: »Men I, agt vel på jer selv; man skal overgive jer til domstole.« Gud har givet et tegn på Hans omsorg og en forvisning for Hans tilstedeværelse, ved at sende en engel til dem; det var nu deres del at lide for Jesu skyld, som de forkyndte. Der var sket så meget med folket, ved det de havde set og hørt, at præsterne og herskerne vidste at det var umuligt at opildne dem imod apostlene. ret

(256)  Den anden rettergang
»Så gik anføreren sammen med tjenerne hen og hentede dem, dog ikke med magt; thi de var bange for, at de skulle blive stenet af folket. Og da de havde hentet dem, førte de dem frem for rådet. Og ypperstepræsten forhørte dem og sagde: »Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe dette menneskes blod over os!« De var ikke så villige til at bære skammen af Jesu drab som de bruste ud i råb med den forvirrede hob: »Hans blod komme over os og vore børn!« ret

(256)  Peter tog sammen med de andre apostle det samme forsvar op som han havde fulgt ved tidligere retssager: »Man bør adlyde Gud mere end mennesker.« Apg.5,29 Det var engelen Gud sendte der udfriede dem fra fængselet, og som befalede dem at underviste i templet. Ved at følge hans anvisninger skulle de adlyde det guddommelige bud, som de må fortsætte med hvad det end må koste dem. Peter fortsatte: »Vore fædres Gud har opvakt Jesus, som I tog af dage ved at hænge han på et træ. Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse. Og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.« ret

(257)  Den inspirerede ånd var over apostlene, og de anklagede blev anklagere, anklagede Kristi mordere for at være præster og herskere der udgjorde rådet. Jøderne blev så rasende at det de besluttede, uden yderligere rettergang og bemyndigelse fra de romerske embedsmænd, at tage loven i deres egne hænder og dræbe fangerne. Selvom de allerede var skyldige i Kristi blod, var de nu ivrige efter at dyppe deres hænder i Hans apostles blod. Men der var en af de lærte mænd og i høj position som med klar forstand så at dette voldelige skridt ville føre til frygtelige konsekvenser. Gud oprejste en mand i deres eget råd til at modstå præsternes og herskernes vold. ret

(257)  Gamaliel, den lærte farisæer og doktor, en man med godt omdømme, var en meget forsigtig person, som, før han talte for fangernes skyld, bad dem om at blive fjernet. Så talte han meget besindigt og roligt: »Israelitiske mænd! se jer vel for, hvad I er ved at gøre med disse mennesker. For nogen tid siden optrådte jo Teudas, som gav sig ud for at være noget, og en flok på omtrent fire hundrede mand sluttede sig til ham; ham blev berettet, og alle de, som havde ladet sig lede af ham, adsplittedes og blev til intet. Efter ham optrådte Judas fra Galilæa i skatteudskrivningens dage og fik en folkehob til at følge sig; han omkom også, og alle de, som havde ladet sig lede af ham, spredtes. Og nu siger jeg jer: Hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!« ret

(258)  Præsterne kunne ikke kun se det fornuftige i hans syn; de var nød til at være enig med ham, og løslod fangerne meget modvilligt, efter at have slået dem med stave og pålagt dem igen og igen at ikke forkynde i Jesu navn, ellers skulle de betale med deres liv for deres frækhed. »Så gik de da bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld. Og de holdt ikke op ned hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus«. ret

(258)  Ganske vidst kunne apostlenes forfølgere få problemer når de så at de ikke kunne kuldkaste disse vidner for Kristus, som havde tro og mod til at vende deres skam til herlighed og deres smerte til glæde for deres Mesters sag, som bar ydmygelse og pinsel for dem. Således fortsatte disse brave disciple med at underviste offentligheden, og skjult i private huse, på anmodning fra beboerne som ikke åbenlyst turde bekende deres tro, af frygt for jøderne. ret

næste kapitel