Stefanus’ død

(262)  Dette kapitel er baseret på Apg 6,8 til 7,60.
Stefanus var meget aktiv I Guds sag og erklærede frimodigt sin tro. »Da stod der nogle frem af den synagoge, som hed »De frigivenes og kyrenæernes og aleksandrinernes Synagoge«, og nogle af den fra Kilikien og provinsen Asien og indlod sig i ordstrid med Stefanus. Men de kunne ikke modstå den visdom og den ånd, hvormed han talte.« Disse studerende fra de store rabbiner følte sig sikre på at de ved en offentlig debat kunne sejre helt over Stefanus, på grund af hans tilsyneladende uvidenhed. Men han talte ikke kun med Helligåndens kraft, men det var tydeligt for hele den store forsamling, at han også havde studeret profetierne, og lært i alle lovens ting. Han forsvarede de sandheder som han forfægtede, og besejrede sine modstandere helt. ret

(262)  Præsterne og herskerne som var vidne til den magt og forunderlige manifestation, som forekom i Stafanus' forkyndertjeneste, blev fyldt med bitter had. I stedet for at se på de beviser han gav, besluttede de at fortie hans røst ved at lægge ham i døden. ret

(262)  Derfor arresterede de Stefanus og førte ham frem for Sanhedrin-rådet for rettergang. ret

(262)  Lærte jøder fra de omkringliggende lande, indkaldte til møde for at modbevise den anklagedes argumenter. Saulus, som havde skilt sig ud som en nidkær modstander af Kristi lære, og forfulgt alle der troede på Ham, var også til stede. Denne lærte mand tog en ledende del imod Stefanus. Han var veltalende og førte rabbinernes tankegang ind i sagen, og overbeviste folket om at Stefanus forkyndte falsk og farlig lære. ret

(263)  Men i Stefanus mødte Saulus en af de mest uddannede folk ligesom han selv, og en som forstod Guds hensigter til fulde ved at sprede evangeliet til andre folkeslag. Han troede på Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, og var velfunderet om Jødernes privilegier; men hans tro var bred, og han vidste at tidspunktet var kommet hvor de sande troende ikke alene skulle tilbede i templer gjort af hænder; men mennesker kunne tilbede Gud, udover verden, i Ånd og i Sandhed. Forhænget blev trukket fra Stefanus øjne, og han så afslutningen af det som blev ophævet ved Kristi død. ret

(263)  Præsterne og herskerne fik intet ud af det, med hans klare og rolige visdom, skønt de var voldsomme i deres modstand. De besluttede at gøre et eksempel ud af Stefanus, og medens de således stilnede deres hævngerrige had, forhindrede de andre, af frygt for at de skulle antage hans tro. Der blev sat anklager imod ham på den mest imponerende måde. Falske vidner blev hyret for at bevidne at de havde hørt ham tale blasfemiske ord imod templet og loven. De sagde: »Thi vi har hørt ham sige: »Denne Jesus fra Nazaret skal nedbryde dette sted og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.« ret

(263)  Da Stefanus stod ansigt til ansigt med sine dommere, for at svare på blasfemiske forbrydelser, skinnede en hellig stråleglans på hans ansigt. »Og alle de, som sad i rådet, stirrede på ham, og hans ansigt var, for dem at se, som en engels ansigt.« Mange som så Sefanus oplyste ansigt, skælvede og tilslørede deres asigter, men hårdnakket vantro og fordomme vakler aldrig. ret

(264)  Stefanus’ forsvarstale
Stefanus blev spurgt ind til sandfærdigheden af de anklager han fik, og han tog sin forsvarstale op med en klar og gennemskærende røst der lød over hele domssalen. Han gik i detaljer med Guds udvalgte folks historie med ord som holdt forsamlingen tryllebundet. Han viste et grundigt kendskab til den jødiske husholdning, og den åndelige fortolkning der nu blev udvist gennem Kristus. Han begyndte med Abraham og sporrede sig ned gennem historien fra generation til generation, og gik gennem alle Israels nationale skrifter til Salomon, tog de mest betagende pointer frem for at forsvare sin sag. ret

(264)  Han gjorde dette tydeligt for sin egen loyalitet mod Gud og den jødiske tro, medens han viste den lov som de stolede på, for frelsen ikke kunne beskytte Israel fra afgudsdyrkelse. Han forbandt Jesus Kristus med hele den jødiske historie. Han henviste til opbyggelsen af templet ved Salomon, og til både Salomons og Esajas ord: »Dog, den Højeste bor ikke i huse, gjorte med hænder.« »Himlen er min trone og jorden mine fødders skammel. Hvad for et hus vil I bygge mig? siger Herren, eller hvor er stedet, jeg skulle hvile på? Er det ikke min hånd, som har skabt alt dette?« Stedet for Guds højeste tilbedelse var i himlen. ret

(264)  Da Stefanus havde nået til dette punkt, blev der tumult blandt folket. Fangen læste hans skæbne i ansigterne foran sig. Han opfattede den modstand som mødte hans ord, som blev talt under Helligåndens diktat. Han vidste at han gav sit sidste vidnesbyrd. Få som læste denne tale fra Stefanus påskønnede den rigtigt. Anledningen, tidspunktet og stedet bør være i tanke for at hans ord giver den fulde betydning. ret

(265)  Da han forbandt Jesus Kristus med profetierne og talte om templet som han gjorde, blev præsten påvirket af slående rædsel, og rev sine klæder i stykker. Dette var et signal til Stefnaus om at hans røst snart vil forties for altid. Selvom han var midt i sin prædiken, konkluderede han pludseligt idet han blev afbrudt af historiens kæde, og vendte sig til sine rasende dommer og sagde: »I stivnakkede og uomskårne på hjerter og øren! Altid sætter I jer op imod Helligånden som jeres fædre, således I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? de dræbte dem, som forud forkyndte, at den Retfærdige skulle komme, og hans forrædere og mordere er I blevet. I modtog loven, formidlet ved engle, men I har ikke holdt den!« ret

(265)  En martyrs død
Ved dette blev præsterne og herskerne ud af sig selv af vrede. De var værre end vilde dyr efter bytte end de var mennesker. De fór på Stefnaus, skar tænder. Men blev ikke skræmt; dette forventede han. Hans ansigt var roligt, og skinnede med en engels lys. De ophidsede præster og den opildnede hob var ikke bange for ham. »Men fuld af Helligånden stirrede han op imod Himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd. Og han sagde: »Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.« ret

(265)  Sceneriet om ham svandt bort for hans øjne; himlens porte var på klem, og Stefanus, så ind, og så herligheden i Guds sale, og Kristus, som lige havde rejst sig fra Sin trone, stod parat til at understøtte Sin tjener, som skulle til at lide martyrdøden for Hans navns skyld. Da Stefanus proklamerede det herlige sceneri, der åbnede sig op for ham, blev det mere end hans forfølgere kunne klare. De holdt sig for deres ører, så de ikke kunne høre hans ord, og råbte høje råb, løb rasende på ham enstemmigt. »Så stenede de Stefanus, medens han bad og sagde: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Og han faldt på knæ og råbte ned høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.« ret

(266)  Midt i den grusomste døds pinsler bad den trofaste martyr, ligesom hans guddommelige Mester, for disse mordere. De vidner som havde anklaget Stefans blev pålagt at kaste de første stene. Disse personer lagde deres klæder for Saulus’ fødder, som var aktiv med i diskussionen og gik med til fangens død. ret

(266)  Stefanus martyrdød gjorde et dybt indtryk på alle som var vidne til det. Det var en kedelig prøvelse for kirken, men resulterede i Saulus’ omvendelse. Martyrens tro, trofasthed og forherligelse kunne ikke udviskes fra hans hukommelse. Guds segl på hans ansigt, hans ord, som nåede ind i alles sjæle som hørte dem, undtagen de forhærdede og modsatte sig lyset, forblev mindet på dem der så til, og bevidnede sandheden i det, som han havde proklameret. ret

(267)  Der blev ikke afsagt nogen lovlig dom over Stefanus, men de romerske myndigheder blev bestukket af store pengesummer, for at sagen ikke blev undersøgt. Saulus lod til at blive besjælet af vanvittig nidkærhed ved Stefanus rettergang og død. Han lod til at blive vred på sin egen skjulte overbevisning at Stefanus blev æret af Gud, netop der hvor han blev vanæret af mennesker. ret

(267)  Han fortsatte med at forfølge Guds menighed, jage efter dem, arrestere dem i deres huse, og overgive dem til præsterne og herskerne til fængsling og død. Hans iver for at forfølge var en rædsel for de kristne i Jerusalem. De Romerske myndigheder gjorde ikke noget for at modsætte dette grusomme arbejde, og hjalp jøderne i det skjulte for at formildne dem og sikre deres velvillighed. ret

(267)  Den lærte Saulus var et mægtigt redskab i Satans hænder til at gennemføre sit oprør imod Guds Søn; men en der var mægtigere end Satan havde udvalgt Saulus til at tage den martyrdømte Stefanus’ sted, og arbejde og lyde for Hans navns skyld. Saulus var en meget velanset mand bland jøderne, for både hans lærdom og iver for at forfølge de troende. Han var ikke medlem af Sanhedrin-rådet før efter Stefanus’ død, da han blev valgt til dette organ for det han havde gjort ved denne lejlighed. ret

næste kapitel