Peters forkyndertjeneste

(281)  Dette kapitel er baseret på Apg. 9,32 til 11,18.
Som en del af Peters arbejde, besøgte han de hellige i Lydda. Her helbredte han Æneas, som var bundet til sin seng i otte år med lammelse. »Æneas! Jesus Kristus helbreder dig! stå op og red selv din seng!« Da stod han straks op. Og alle beboerne i Lydda og på Saronsletten så ham, og de omvendte sig til Herren.« ret

(281)  Jobbe var nær Lydda, og på det tidspunkt lå Tabita – kaldes Dorkas ved fortolkning – nær for døden. Hun havde været en værdig Jesu Kristi discipel, og hendes liv blev karakteriseret ved næstekærlighedshandlinger og venlighed mod fattige og bedrøvede, og karakteriseret ved iver for sandhedens sag. Hendes død var et stort tab; den nye kirke kunne ikke så godt undvære hendes ædle anstrengelser. Når de troende hørte om de forunderlige helbredelser som Peter udførte i Lydda, så ønskede de virkelig meget at skulle komme til Jobbe. Der blev sendt budbringere efter ham for at bede om hans tilstedeværelse der. ret

(281)  Peter brød så op og fulgte med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i salen ovenpå, og alle enkerne stod grædende omkring ham og viste han alle de kjortler og kapper, som »Hinden« havde syet, medens hun endnu var hos den.« Peter fik sendt de grædende venner ud af værelset. Så knælede Han ned og bad inderligt til Gud for at genoprette liv og helbrede »Hinden«s pulsløse krop; »Så vendte han sig til det døde legeme og sagde: »Tabita, stå op!« Og hun slog øjnene op, og da hun så Peter, satte hun sig op. Han gav hende hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og enkerne og viste dem, at hun levede.« Det store værk at oprejse døde til liv, var for at omvende mange i Joppe til Jesu tro. ret

(282)  Høvedsmanden
»I Kæsarea boede der en mand ved navn Kornelius, høvedsmand ved den såkaldte »italienske hærafdeling«; han var en from mand, som frygtede Gud tillige med hele sit hus og gav folket mange almisser og stadig bad til Gud.« Hos Kornelius var der er en romer, han blev kendt med den sande Gud og fralagde sig afgudsdyrkelse. Han var lydig mod Guds vilje og tilbad Ham af et oprigtigt hjerte. Han havde ikke sat sig i forbindelse med jøderne, men kendte til, og var lydig mod, moralloven. Han var ikke blevet omskåret, tog heller ikke del i de daglige ofre; han blev således regnet som uren af jøderne. Han støttede ikke desto mindre den jødiske sag ved gavmilde gaver, og var kendt nær og fjern for sine godgørenheds- og næstekærlighedsgerninger. Hans retfærdige liv gav et godt rygte blandt både jøder og hedninger. ret

(282)  Kornelius fik ikke en forstandsmæssig tro på Kristus, selvom han troede profetierne og ventede på at Messias skulle komme. Ved sin kærlighed og lydighed mod Gud, blev han bragt nær til Ham, og var forberedt på at modtage Frelseren, skønt Han blev åbenbaret for ham. Der falder domme ved at afvise det lys man har fået. Høvedsmanden var en mand af ædel herkomst og havde en højt betroet og ærefuld stilling; men disse omstændigheder undergravede ikke de ædle egenskaber i hans karakter. Sand godhed og storhed gik sammen for at gøre ham til et menneske af moral værdi. Hans indflydelse var gavnlig for alle, som han kom i forbindelse med. ret

(283)  Han troede på en Gud, himlens og jordens Skaber. Han ærede ham, anerkendte Hans myndighed, og søgte Hans råd i hans livs anliggender. Han var trofast mod sine huslige pligter såvel som hans officielle ansvar, og rejste et alter for Gud i sin familie. Han turde ikke gennemføre nogen af sine planer, og bære sine tunge ansvar, uden hjælp fra Gud; derfor bad han meget og alvorligt for hjælp. Tro var bar præg i alle hans gerninger, og Gud så på renheden i hand handlinger, hans gavmildhed, og kom nær til ham i ord og Ånd. ret

(283)  Englen besøger Kornelius
Medens Kornelius bad, sendte Gud en himmelsk budbringer til ham, som tiltalte ham ved navn. Høvedsmanden blev bange, men vidste dog at englen var sendt af Gud for at instruere ham, og sagde: »Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: »Hvad er det, herre?« Engelen sagde til han: »Dine bønner og dine almisser er steget op til Gud som et ihukommelsesoffer. Send nu nogle mænd til Joppe og lad dem hente en mand, der hedder Simon med tilnavn Peter.« Han er gæst hos en garver ved navn Simon, der har sit hus ved havet.« ret

(283)  Her viste Gud atter Sit hensyn til evangelietjenesten, og til Sin organiserede kirke. Hans engel var ikke nogen der skulle fortælle korsets beretning til Kornelius. En mand, underlagt menneskers skrøbeligheder og fristelser, blev sendt med den udtrykkelige hensigt, at sætte Kornelius i forbindelse med Guds tjener, som ville lære ham hvordan han og hans hus skulle frelses. ret

(284)  Kornelius blev med glæde lydig mod budskabet, og sendte straks budbringere for at opsøge Peter, efter englens anvisninger. Det som lyste af disse anvisninger, som endog benævnte den mands hverv, som Peter havde til huse hos, bevidnede at himlen kendte til denne mands historie og forretning i alle livets afskygninger. Gud er bekendt med de ydmyge medarbejderes daglige beskæftigelse, såvel som han kender kongen på hans trone. Og menneskers gerrighed, grusomheder, skjulte forbrydelser og selviskhed er kendt for ham, såvel som for deres gode gerninger, velgørenhed, gavmildhed og venlighed. Intet er skjult for Gud. ret

(284)  Peters syn
Umiddelbart efter denne samtale med Kornelius tog englen til Peter, som var meget træt og sulten efter rejsen, og bad på husets tag. Medens han bad fik han vist et syn, »han ser Himmelen åben og noget dale ned; det lignede en stor dug, som ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden; i den var der alle slags af jordens firføddede dyr og krybdyr og himmelens fugle.« ret

(284)  Og en røst lød til ham: »Stå op, Peter, slagt og spis!« Men Peter svarede: »På ingen måde, Herre! jeg har jo aldrig spist noget vanhelligt og urent.« Og røsten lød atter, for anden gang, til ham: »Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke holde for vanhelligt!« Dette skete tre gange, og straks efter blev dugen taget op til Himmelen igen.« ret

(284)  Her kan vi se hvordan handlingerne i Guds plan bliver sat i gang, hvorigennem Hans vilje vil blive gjort på jorden, sådan som de gøres i himlen. Peter havde endnu ikke forkyndt evangeliet for Hedningene. Mange af dem havde lyttet interesseret til de sandheder han lærte; men skillemuren, som Kristi død havde nedbrudt, var stadig i apostlene tanker, og udelukkede hedningene fra evangeliets privilegier. De græske jøder havde taget imod apostlenes arbejde, og mange af dem reagerede på deres anstrengelser, ved at gribe Jesu tro; men Kornelius’ omvendelse skulle få den første betydning blandt hedningene. ret

(285)  Ved synet om duen og hvad den indeholdte, kom ned fra himlen, fik Peter taget sine fordomme bort som var mod hedningene; for at forstå at hedenske folk, gennem Kristus, skulle få del i jødernes velsignelser og privilegier, og skulle have lige så megen gavn af dem. Nogle hævder at dette syn betyder at Gud har fjernet Sit forbud mod at spise kød af dyr, som tidligere blev erklæret for uren; og at svinekød således kunne egne sig som føde. Dette er en meget snæver og helt igennem fejlagtig fortolkning, og det dementeres tydeligt i synet i bibelberetningen og dens konsekvenser. ret

(285)  Synet om alle slags levende dyr, som lå i duen, og som Peter blev pålagt at dræbe og spise, blev forvisset om hvad Gud havde renset skal han ikke kalde for almindeligt eller urent, var blot en illustration til ham om hedningenes sande tilstand; at de ved Kristi død blev til medarvinger sammen med Israels Gud. Det gav Peter både irettesættelse og undervisning. Hidtil omfattede hans arbejde kun jøderne; og han havde anset hedningene som en uren slægt, og udelukket dem fra Guds løfter. Hans tanker blev nu ført hen til Guds verdensomspændende plan. ret

(286)  Medens han grundede over synet, blev det endog forklaret ham: »Medens Peter nu ikke vidste, hvad han skulle tænke om det syn, han havde haft, se, da havde de mænd, som var udsendt af Kornelius, spurgt sig frem til Simons hus og stod ved porten. Og de råbte for at få at vide, om de havde en gæst dér, som hed Simon med tilnavnet Peter. Og medens Peter grundede over synet, sagde Ånden: »Se, der er to mænd, som søger efter dig; stå op og gå med og drag uden betænkning med dem; thi det er mig, som har sendt dem.« ret

(286)  Det var en prøvelse for Peter med den befaling, men han turde ikke handle efter sine egne følelser, og gik derfor ned fra sit kammer og tog imod budbringerne der var sendt ham fra Kornelius. De gav deres specielle ærinder til apostlen, og efter den anvisninger han lige havde fået fra Gud, gik han straks med til at gå med i morgen. Han beværtede dem pænt natten over, og om morgnen blev det sendt til Kæsarea, ledsaget af seks af hans brødre, som skulle bevidne alt det han skulle sige eller gøre, medens hedningene blev besøgt; for han vidste at han blev draget til ansvar for en så direkte modstand mod den jødiske tro og lære. ret

(286)  Der gik næsten to dage før rejsen sluttede, og Kornelius var glad for at kunne åbne sine døre for en evangelistjener, som efter Guds forsikring, underviste ham og hans hus hvordan de blev frelst. Medens budbringerene var ved deres æriende, samlede høvedsmanden så mange af sine slægtninge som han kunne, så de, såvel som han, kunne blive instrueret i sandheden. Da Peter kom, var en stor gruppe samlet, ventede ivrigt på at lytte til hans ord. ret

(287)  Besøg hos Cornelius
Da Peter gik ind i hedningens hus, hilste Kornelius ham ikke velkommen som almindelig gæst, men som en æret fra himlen, og som udsendt af Gud. Som det var østerlandsk skik, at bøje sig for en prins af høj værdighed, og børnene bøjede sig for deres forældre, som er æret af betroede stillinger. Men Kornelius, blev overvældet af ærbødighed for den apostel som var blevet delegeret af Gud, faldt for hans fødder til tilbad ham. ret

(287)  Peter kviede sig afskyeligt ved denne handling fra høvedsmanden, og løfte ham op på sine fødder, og sagde: »Rejs dig op; jeg er selv et menneske.« Så begyndte han at tale fortroligt med ham, for at fjerne den fornemmelse af æresfrygt og store ærbødighed som høvedsmanden betragte ham med. ret

(287)  Peter var blevet omgæret med autoritet og position som den romerske katolske kirke gav ham, ville han blive opmuntret, frem for at standse Kornelius’ ærbødighed. Peters såkaldte efterfølgere kræve konger og kejsere bøjede sig for deres fødder, men Peter selv hævdede at kan blot var et fejlbarligt menneske. ret

(287)  Peter talte med Kornelius og til de forsamlede i hans hus, om jødernes skikke; at den blev betragtet som ulovlig for dem der blander sig socialt med hedningene, og indbefatter ceremoniel besmittelse. Det var ikke forbudt ved Guds lov, men menneskenes tradition havde gjort det til en bindende skik. Han sagde: »I ved, at det er utilbørligt for en jøde at omgås eller besøge nogen, som hører til et fremmed folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulle kalde noget menneske vanhelligt eller urent. Derfor kom jeg også uden indvending, da jeg fik bud derom; og nu vil jeg gerne vide: Hvorfor har I sendt bud efter mig?« ret

(288)  Derefter fortalte Kornelius sin erfaring, og det som den engel, der viste sig for ham i synet, fortalte ham. Som konklusion sagde han: »Jeg sendte så straks bud til dig, og du har gjort vel i at komme. Og nu er vi alle til stede for Guds åsyn for at høre alt, hvad der er befalet dig af Herren.« Da tog Peter til orde og sagde: »Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.« Selvom Gud havde begunstiget jøderne frem for andre folk, blev de ikke ophøjet højere for ham end andre folk, hvis de stadig forkastede lyset og ikke levede op til deres bekendelse. De iblandt hedningene som, ligesom Kornelius, frygtede Gud, og arbejde for retfærdigheden, levede op til det lys de havde, så Gud med velvilje på, og deres oprigtige tjeneste blev accepteret. ret

(288)  Men Kornelius tro og retfærdighed kunne udvikles uden kendskab til Kristus; derfor sendte Gud det lys og den kundskab til ham, for at han kunne udvikle sin retfærdige karakter bedre. Mange nægter at tage imod det lys som Guds forsyn har sendt dem, og som undskyldning for dette, citeres Peters ord til Kornelius og hans venner: »Men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.« De fastholder at det ikke har nogen betydning hvad mennesker tror, så længe deres gerninger er gode. De bør vokse med de lys de har fået. Hvis Gud sætter dem i forbindelse med Sine tjenere, som har fået ny sandhed, understøttet af Guds Ord, bør de acceptere det med glæde. Sandhed er fremadgående. Sandhed er opdadstiende. På den anden side, vil dem der hævder at deres tro alene vil frelse dem, stole på et spinkelt tov, for troen styrkes og udvikles kun ved gerninger. ret

(289)  Hedningene modtager Helligånden
Peter forkyndte Jesus for en gruppe opmærksomme tilhørere; Hans liv, tjeneste, mirakler, forrådelse, korsfæstelse, opstandelse og himmelfart, og hans gerninger i himlen, som menneskenes repræsentant og Advokat, der går i forbøn for synderens skyld. Idet apostlen talte, glødede hans hjerte af Guds Ånds sandhed, som han giver til folket. Hans tilhørere blev fortryllet af den lære de hørte, for deres hjerter var blevet forberedte på at modtage sandheden. Apostlen blev afbrudt af Helligåndens nedstigen, som den viste sig på pinsefestens dag. »Og alle de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, blev ude af sig selv af undren over, at Helligåndens gave var blevet udgydt også over hedningerne; thi de hørte dem tale i tunger og prise Gud. Da tog Peter til orde: »Skulle nogen kunne hindre disse i at blive døbt med vand, da de jo dog har fået Helligånden lige så vel som vi?« Og han befalede, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Derefter bad de ham om at blive der nogle dage.« ret

(289)  Helligåndens nedstigen på hedningene betød ikke det samme som dåb. De fornødne skridt i omvendelsen, er under alle omstændigheder tro, anger og dåb. Derved forenes den sande kristne kirke en Herre, en tro, en dåb. Forskellige temperamenter mildnes ved helliggørende nåde, og det samme adskillende principper styrer alles liv. Peter gav efter for de troendes hedninges indstændige bønner, og blev hos dem for en tid, forkyndte Jesus for alle hedningene deromkring. ret

(290)  Da brødrene i Judæa hørte at Peter havde forkyndt for hedningene, og mødtes med dem og spiste sammen med dem i deres huse, blev de overraskede og krænket over så fremmede tiltag fra hans side. De frygtede at dette, som så formasteligt ud for dem, ville føre til at modsige deres egen lære. Ligeså snart Peter besøgte dem, mødte de ham med hård kritik, og sagde: »Du har besøgt uomskårne mænd og spist sammen med dem.« ret

(290)  Synet om kirken foldes ud
Så lagde Peter hele sagen åbent frem for dem. Han fortalte sin erfaring om synet, og sagde indstændigt at det ikke længere talte til ham at holde ceremonielle skille mellem omskærelse og uomskåret, heller se på hedningene som urene, for Gud har ikke personsanseelse. Han fortalte dem om Guds befaling om at gå til hedningene, budbringerne der kommer ud, sin rejse til Kæsarea, og mødet med Kornelius og gruppen samlet i hans hus. Hans advarsel blev tydelig for sine brødre fordi han, selvom Gud havde befalet ham at gå til hedningenes hus, havde taget seks disciple med sig og bringe som vidner for alt hvad der skulle sig og gøres medens de var der. Han fortalte hvad der kom ud af samtalen med Kornelius, hvor sidstnævnte fortalte ham hans syn, hvori han var blevet bedt om at sende budbringere til Joppe og tage Peter med tilbage, som ville sige ham de ord, hvorved han og alle i hans kunne blive frelst ved. ret

(291)  Han fortalte om det der skete ved første møde med hedningene og sagde: »Men da jeg var begyndt at tale, faldt Helligånden på dem ligesom på os i den første tid. Da kom jeg Herrens ord i hu, hvorledes han sagde: »Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden.« Når Gud nu har givet dem den samme gave, som vi fik, da vi kom til tro på Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulle være i stand til at stå Gud i vejen?« ret

(291)  Da discipline hørte denne beretning, blev de tavse, og overbevist om at Peter havde være med at opfyhlde Guds plan direkte, og at deres gamle fordomme og tilbageholdenhed ville blive udslettet helt af Kristi evangelium. »Da de havde hørt dette, blev de stille, og de priste Gud og sagde: »Så har Gud altså også givet hedningerne omvendelsen til liv.« ret

næste kapitel