| Genløsningens historie kapitel 4. Fra side 32 | ren side tilbage |
(32) Dette kapitel er baseret på 1. Mos. 3 (32) Eva adskilte sig ubevidst fra sin mand med sit arbejde. Da hun blev klar over at hun måtte være i fare, men mente igen at hun selv var i sikkerhed, også hvis hun ikke var så tæt ved sin mands side. Hun havde fået visdom og kraft til at kende til det kommende onde, og imødekomme det. Dette havde englene formanet hende til at ikke gøre. Eva stirrede med blandet forsigtighed og beundring på det forbudne træs frugt. Hun så at det var meget elskeligt, og tænkte for sig selv, hvorfor Gud havde forbudt så afgjort at spise deraf eller røre derved. Nu havde Satan en anledning. Han henvendte sig til hende som om han kunne gætte hendes tanker: »Ja, har Gud sagt: I skal ikke spise af alle træerne i haven?« Med behagelige ord, og melodisk stemme, henvendte han sig til den forundrede Eva. Hun var overrasket over at høre en slange tale. Han priste hendes skønhed til skyerne og overmådelige elskelighed, som ikke var ubehagelig for Eva. Men hun blev forbavset, for hun vidste at Gud ikke havde givet slangen kraft til at tale. ret (33) Nu vækkes Evas videbegærlighed. I stedet for at flygte fra stedet, lyttede hun og hørte en slange tale. Det gik ikke op for hende at det kunne være den faldne fjende, der brugte slangen som et medium. Det var Satan som talte, ikke slangen. Eva blev fortryllet, smigret og bedåret. Havde hun mødt en fremtrædende befalingsmand, der havde form som engle og efterlignede dem, ville hun have været på vagt. Men denne besynderlige stemme skulle have drevet hende til hendes mands side og spørge ham, hvorfor andre talte så frit til hende. Men hun gik i samtale med slangen. Hun besvarede hans spørgsmål: »Vi har lov at spise af frugten på havens træer; kun af frugten fra træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!« Da sagde slangen til kvinden: »I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!« ret (33) Satan ville fremføre den tanke at spises der af det forbudne træ, vil de modtage en ny og mere ædel slags kundskab end de hidtil havde fået. Dette var hans særlige arbejde lige siden hans fald – at få mennesker, med stor succes, til at snuse til den Almægtiges hemmeligheder og ikke være tilfreds med det som Gud har åbenbaret, og ikke passe på med at adlyde det som han har befalet. Han ville lede dem til at være ulydig mod Guds bud, og så få dem til at tro at de indtager et forunderligt kundskabsområde. Dette er kun antagelser, og et forfærdeligt bedrag. De forstår ikke hvad Gud har åbenbaret, og ignorer Hans udtrykkelige befalinger og higer efter en visdom, der er uafhængig af Gud, og søger at forstå det som Han har fundet rigtigt at holde sig væk fra dødelige mennesker. De blev opstemte af deres idéer om fremgang og fortryllet af deres egen forfængelige filosofi, men famler i midnattens mørke hvad angår sand kundskab. De skal altid lære og vil aldrig kunne komme i forbindelse med sandhedskundskaben. ret (34) Det var ikke Guds vilje at dette syndfrie par skal have nogen som helst kendskab til ondt. Han har frit givet dem det gode, men tilbageholdt det onde. Eva mente at slangens ord var kloge, og hun tog imod den store påstand, »I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!« - der gjorde Gud til en løgner. Satan antydede frækt at Gud havde bedraget dem til at holde dem borte fra ophøjelsen i at kende sig lige med Ham selv. Gud sagde: Hvis I spiser deraf skal I visselig dø. Slangen sagde, Hvis I spiser, ”skal I ingen lunde dø.” ret (34) Fristeren forvissede Eva om at ligeså snart at hun spiste af frugten ville hun få en ny og bedre kundskab som ville gøre hende lige med Gud. Han henledte hendes opmærksomhed til ham selv. Han spiste frit af træet og fandt det ikke kun helt harmløst men velsmagende og oplivende, og fortalte hende at det var det forunderlige, som det kunne give den visdom og kraft som Gud havde forbudt dem fra smag eller endog røre det, for Han kendte til dets forunderlige kvaliteter. Han sagde at når han spiste af frugten fra det træ der var dem forbudt, var det fordi han havde fået talens kraft. Han antydede at Gud ikke ville gennemføre Sit ord. Det var blot en trussel der var en hentydning til dem og holde dem væk fra dette store gode. Han fortalte dem endvidere at de ikke skulle dø. Havde de ikke spist af livets træ som sikrer udødelighed? Han sagde at Gud bedrager dem til at de skal holde sig fra en højere lykkelighedstilstand, en mere ophøjet lykke. Fristeren plukkede frugten og gav den til Eva. Hun tog den i sin hånd. Nu sagde fristeren, I er blevet forbudt at end berøre den, for at I ikke dør. Han fortalte hende at hun ikke har mere fornemmelse for ondskab og død ved at spise end ved at berøre eller håndtere frugten. Eva fik mod, fordi hun ikke mærkede nogen umiddelbare tegn på Guds mishag. Hun mente at fristerens ord var helt kloge og rigtige. Hun spise, og blev glad over frugten. Den virkede velsmagende, og hun bildte sig ind at hun så sig selv i frugtens forunderlige virkning. ret (35) Eva bliver en frister (35) Jeg så en bedrøvelse komme over Adams ansigtsmine. Han så bange og forbavset ud. En kamp så ud til at være i gang i hans tankesind. Han fortalte Eva at han var helt sikker på at dette var den fjende som de har advaret imod, og var det sådan, måtte hun dø. Hun forvissede ham at hun ikke mærkede dårlige virkninger, men snarere en meget behagelig indflydelse, og bød ham indtrængende om at spise. ret (36) Adam forstod ganske godt at hans ledsager havde overtrådt det eneste forbud der var pålagt dem som en prøve på deres troskab og kærlighed. Eva sluttede at slangen havde sagt at de visselig ikke skal dø, og hans ord må være sande, for hun mærkede ikke tegn på Guds mishag, men en behagelig indflydelse, sådan som hun forestillede sig at englene mærkede. ret (36) Adam fortrød at Eva havde forladt hans side, men nu var gerningen gjort. Han måtte adskilles fra hende, hvis selskab han elskede så godt. Hvordan kunne han dette? Hans kærlighed til Eva var stærk. Og i fuldstændig modløshed besluttede han at dele hendes skæbne. Han resonerede at Eva var en del af ham selv, og hvis hun skulle dø, måtte han dø sammen med hende, for han kunne ikke bære tanken om adskillelse fra hende. Han manglede tro på sin barmhjertige og godgørende Skaber. Han mente at Gud, som havde formet ham ud af jordens støv til en levende og skøn form, og havde skabt Eva som sin ledsager, kunne erstatte hendes sted. Kunne den kloge slanges ord, når alt kommer til alt, så være rigtige? Eva stod over for ham, lige så elskelig og skøn og tilsynelande så uskyldig som før denne ulydighedshandling. Hun udtrykte en større og højere kærlighed til ham end før hendes ulydighed, som effekten af den frugt hun havde spist. Han så ingen tegn på død i hende. Hun fortalte ham om frugtens glade indflydelse, om hendes brændende kærlighed til ham, og han besluttede at trodse konsekvenserne. Han greb frugten og spiste den hurtig, og ligesom Eva følte han ikke straks de dårlige effekter. ret (36) Eva mente at hun selv kunne afgøre mellem rigtigt og forkert. Det indbildte håb om at få en højere kundskabstilstand ledte hende til at tænke på den slange var hendes særlige ven, der havde en særlig interesse for hendes velfærd. Havde hun opsøgt hendes mand, og havde de fortalt slangens ord til deres Skaber, ville de straks befries for hans kunstige fristelse. Herren ville ikke have at de undersøgte frugten på kundskabens træ, for så ville de udsættes for Satan i maskeret form. Han vidste at de ville være helt sikre hvis de ikke rørte ved frugten. ret (37) Menneskets frihed til at vælge (37) Vore første forældre valgte at tro en slanges ord, sådan som de mente de var; alligevel gav ham dem ingen tegn på sin kærlighed. Han havde ikke gjort noget for deres lykke og behag, medens Gud havde givet dem alt som var godt for mad og pænt for øjnene. Overalt hvor øjnene kunne hvile var der overdådighed og skønhed; alligevel blev Eva bedraget af slangen, til at tro at der blev holdt noget tilbage, som ville gøre dem kloge, endog som Gud. I stedet for at tro og få tillid til Gud, havde hun grundlæggende mistillid til Hans godhed og gemte på Satans ord. ret (38) Efter Adams overtrædelse bildte han sig først ind at han hævede sig til en ny og højere tilværelse. Men snart forfærdes han over tanken over sin overtrædelse. Den luft som havde en mild og jævn temperatur synes at afkøle dem. Det skyldige par havde en fornemmelse af synd. De mærkede en frygtelig fremtid, en fornemmelse af mangel - sjælens nøgenhed. Den liflige kærlighed og fred og lykke der indeholdt lyksalighed synes at være fjernet fra dem, og i stedet manglede der noget, som de aldrig havde erfaret før. De vendte for første gang deres opmærksomhed til det evige. De var ikke blevet iklædt noget, men dækket af lys, ligesom de himmelske engle var. Dette lys som omgav dem var draget bort. For at lindre deres fornemmelse om at mangle noget og være nøgne, blev de opmærksomme på at finde noget der kunne dække deres kroppe, for hvordan kunne de møde Guds og engles øjne i uklædt tilstand? ret (38) Nu står deres forbrydelse for dem i dets sande lys. Deres overtrædelse af Guds udtrykkelige bud får en klarere karakter. Adam kritiserede Evas tåbelige handling at forlade hans side og blive bedraget af slangen. De bildte sig selv ind at Gud, som havde givet dem alt for at gøre dem lykkelige, kunne undskylde deres ulydighed på grund af Hans store kærlighed til dem og at deres straf ikke vil være så skæbnesvanger alligevel. ret (38) Satan jublede over sin succes. Nu havde han fristet kvinden til mistillid mod Gud, og betvivle Hans visdom, og søge at trænge ind i Hans alvise planer. Og gennem hende fik han også Adam til at vælte, som, på grund af sin kærlighed til Eva, ikke adlød Guds befaling og faldt sammen med hende. ret (39) Nyhederne om menneskets fald spredte sig over himlen – alle harper stilnede af. Englene kastede deres kroner fra deres hoveder i sorg. Hele himlen var i oprør. Engle blev såret over menneskets dybe utaknemmelighed, som tak for de rige gaver Gud havde tilvejebragt. Der blev afholdt rådssamling for at afgøre hvad der skal gøres med det skyldige par. Englene var bange for at de skulle række hånden frem og spise af livets træ, og således sikre sig et liv i synd. ret (39) Herren besøgte Adam og Eva, og bekendtgjorde konsekvenserne for deres ulydighed over for dem. Da de hørte Guds majestæt nærmede sig søgte de at skjule sig selv for Hans åsyn, som de glædede sig ved at møde i deres uskyldighed og hellighed. Da kaldte Gud Herren på Adam og råbte: »Hvor er du?« Han svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!« Da sagde han: »Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?« Dette spøgsmål stillede Herren, ikke fordi Han behøvede information, men for at skyldige par blev domfældt. Hvorfor blev du skamfuld og bange? Adam erkendte sin overtrædelse, ikke fordi han angrede sin store ulydighed, men for at svare tilbage på Gud. »Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg.« Da sagde Gud Herren til kvinde: »Hvad har du gjort!« Kvinden svarede: »Slangen forførte mig, og så spiste jeg.« ret (39) Forbandelsen (40) Gud forbandede jorden fordi de havde spist af kundskabens træ, og erklærede: »Med møje skal du skaffe dig føde af jorden alle dit livs dage.« Han havde tilmålt dem det gode, men tilbageholdt det onde. Nu erklærer Han at de skal spise af det, som er, skal de kendte det onde i alle deres livs dage. ret (40) Kapløbet fra det tidspunkt af skal bebyrdes af Satans fristelser. Adam fik tildelt et liv i bestandig slid og bekymring, i stedet for den lykke og det glædelige arbejde han hidtil havde nydt. De skulle underlægges skuffelser, sorg og smerte og til sidst komme i opløsning. De blev gjort af jordens støv, og til støv skal de vende tilbage. ret (40) De blev informeret om at de mister deres Edenhjem. De har givet efter for Satans bedrag og troet på Satans ord, at Gud ville lyve. Ved deres overtrædelser havde de åbnet vej for at Satan kan få hurtigere adgang til dem, og det var ikke sikkert for dem at forblive i Edens Have, da de i deres syndstilstand ikke fik adgang til livets træ og foreviger et liv i synd. De bad indstændigt om at få lov til at blive, selvom de anerkendte at de havde forspildt al ret til det salige Eden. De lovede at de i fremtiden vil være ubetingede lydige mod Gud. De blev informeret om at de i deres fald fra uskyldighed til skyldighed ikke kan få mere styrke end stor svaghed. De havde ikke bevaret deres renhed, medens de var i en hellig og lykkelig uskyldighedstilstand, og de vil få langt mindre få styrke til at forblive sande og loyale i en bevidst skyldighedstilstand. De blev fyldt med den skarpeste kval og anger. Nu indså de at syndens straf var døden. ret (41) Der blev hvervet engle til at straks bevæge sig på vej mod livets træ. Det var Satans udsøgte plan at Adam og Eva skulle være ulydige over for Gud, modtage Hans rynkede mine, og så få del i livets træ, så de kunne forevige et liv i synd. Men der blev sendt hellige engle til at lukke deres vej til livets træ. Omkring disse engle glimtede deres lysstråler på begge sider, som så ud som glitrende sværd. ret |