Peter befries fra fængslet

(292)  Dette kapitel er baseret på Apg 12,1-23.
Herodes var proselyt af bekendelse til den jødiske tro, og tilsyneladende meget ivrig efter at sikre lovens ceremonier. Judas regering var i hans hænder, underlagt Claudius, den romerske kejser; havde han også Galilæas tetrark. Herodes var ivrig efter at få jødernes velvillighed, håbede således at sikre sine embedsmænd og ære. Han gik i gang med at efterkomme jødernes ønsker og forfølge Kristi kirke. Han begyndte sit arbejde ved at ødelægge de troendes huse og goder; han begyndte at fængsle de ledende. Han arresterede Jakob og kastede ham i fængsel, og der blev sendt en bøddel for at dræbe ham med et sværd, ligesom den anden Herodes fik halshugget profeten Johannes. Han blev frækkere, så at jøderne var godt tilfreds med hans gerninger, og fængslede Peter. Disse grusomheder blev udført under den hellige påsketid. ret

(292)  Folk bifaldt Herodes' handling at forvolde Jakobs død, selvom nogle af dem beklagede den skjulte måde det blev udført på, fastholdt at en offentlig henrettelse ikke havde større virkning for at skræmme de troende og sympatisører. Derfor holdt Herodes opsyn med Peter for at glæde jøderne med hans død til offentlig skue. Men det blev foreslået herskeren at det ikke var sikkert at føre den erfarne apostel ud til henrettelse, over hele folket, som var samlet til påske i Jerusalem. Man var bange for at hans ærværdige udseende ville opildne deres medynk og respekt; de frygtede også for at han skulle komme med de mægtigste appeller, som ofte vækkede folk til at undersøge Jesu Kristi liv og karakter, og som de, med al deres list, slet ikke kunne bestride. I dette tilfælde, troede jøderne at han ville forlanges frigivet fra kongens hænder. ret

(293)  Medens Peters henrettelse blev udskudt, med forskellige påskud, indtil efter Påsken, havde Kristi kirke tid til dyb hjerteransagelse og alvorlig bøn. Stærke bønner, tårer og faste blev blandet med hinanden. De bad uden ophør for Peter; de følte at han ikke kunne spares fra det kristne arbejde; og de følte at de var komme til et punkt, hvor Kristi kirke, uden Guds særlige hjælp, ville uddø. ret

(293)  Til sidst blev dagen for Peters henrettelse fastsat; men de troendes bønner steg stadig op til Himlen. Og medens al deres energi og sympati fremkaldte inderlige appeller, passede Guds engle på den fængslede apostel. Menneskers ekstremitet er Guds mulighed. Peter blev placeret mellem to soldater, og bundet med to kæder, hver kæde blev fæstnet til vristen af en af hans vagtmænd. Han kunne derfor ikke bevæge sig uden at vagtmanden vidste af det. Fængselsdøren blev fastgjort sikkert, og en stærk vagt sat foran dem. Alle chancer for redning eller flugt, ved menneskelige midler, var således afskåret. ret

(293)  Apostlen var ikke skræmt af sin situation. Siden han blev genindsat, efter at han fornægtede Kristus, havde han uforfærdet trodset faren og udvist ædelmod og frimodig for at forkynde en korsfæstet, opstanden og himmelfaren Frelser. Han troede at nu var tiden kommet hvor han skulle opgive sit liv for Kristi skyld. ret

(294)  Natten før han skulle henrettes, sov Peter med kæder bundet til de to soldater, som sædvanligt. Herodes, huskede hvordan Peter og Johannes havde flygtet fra fængslet, hvor de var blevet fængslet på grund af deres tro, tog dobbelte forhåndsregler på grund af dette. For at sikre at de soldater der var på vagt, var ekstra opmærksomme, skulle de stå til ansvar for fangernes sikkerhed. Han blev bundet, som beskrevet, i en celle af massive klipper, dørene var boltret og barrikaderet. Seksten mænd var udtaget til at bevogte denne celle, afløse hinanden med jævne mellemrum. Der var fire på vagt ad gangen. Men boltringerne, barrikaderne og den romerske vagt, som effektivt afskar fangen enhver mulighed ved menneskers hjælp, skulle blot føre til Guds sejrrige befrielse af Peter fra fængslet. Herodes løftede sin hånd imod Almægtigheden, og han blev fuldstændig ydmyget og besejret i sit forsøg på Guds tjeners liv. ret

(294)  Befriet af en engel
Den sidste nat før henrettelsen steg en mægtig engel, udtaget fra himlen, ned for at befri ham. De stærke porte som lukkede Guds hellige inde åbnede uden hjælp fra menneskers hænder; den Allerhøjestes engel kom ind, og de lukkede atter lydløst bag ham. Han kom ind i cellen, hugget fra en solid klippe, og der ligger Peter, og sover den uskyldiges salige og fredfulde søvn og med fuldkommen tillid til Gud, medens han var lænket til en stærk vagt på hver side af ham. Lyset som omgiver englen oplyser fængslet, men vækker ikke den sovende apostel. Han hviler sundt som giver kraft og fornyer det som kommer af en god samvittighed. ret

(295)  Peter vågner ikke op før han mærker slaget fra englens hånd og hører hans røst sige: »Rejs dig hurtigt op.« Han ser at hans celle, som aldrig er blevet velsignet af en solskinsstråle, er oplyst af himmelsk lys, og en meget herlig engel står over for ham. Han adlyder uvægerligt englens røst; og hæver sine hænder, og finder at kæderne er blevet brudt fra hans led. Atter høres englens røst: »Bind op om dig og tag dine sandaler på!« ret

(295)  Peter adlyder atter uvægerligt, har sit undrende blik naglet til hans himmelske gæst, og tror at han drømmer, eller har et syn. De bevæbnede soldater er passive som om de er hugget ud af marmoer, da englen igen befaler: »Kast din kappe om dig og følg mig!« Derefter bevæger det himmelske væsen sig mod døren, og den ellers så snaksalige Peter følger efter, stum af forbavselse. De går forbi den ubevægelige vagt og når den tungt boltrede og barikaderede dør, som svinger op af sig selv, og lukker straks igen; medens vagten inden for og uden for døren står ubevægelige på deres poster. ret

(295)  Så kommer de til den anden port, som også bevogtes indvendig og udvendig; den åbner ligesom den første, uden at hængslerne knirker eller raslende jernbolde; de går uden for, og den lukker igen lydløst. De går gennem den tredje port på samme måde, og til sidst er de selv ude på åben gade. Der siges ikke et ord; der lyder ikke nogen fodtrin; englen glider frem foran, omkranset af forblændende klart lys, og Peter følger sin befrier, forvirret, og tror selv at det er en drøm. Sådan går det gade efter gade, englens mission er fuldført, han forsvinder pludseligt. ret

(296)  Da det himmelske lys svandt bort, mærkede Peter at han var i dybt mørke; men mørket blev tilsyneladende gradvist mindre, da han vendte sig til det, og han fandt sig selv alene på den stille gade, med den kolde natteluft på sin pande. Han erkendte nu at det ikke var nogen drøm eller syn som havde hjemsøgt ham. Han blev sat fri på en kendt del af byen; han genkendte det sted som han ofte havde besøgt, og forventede at slippe for den tid til i morgen, når han var på vej til den død han havde i udsigt. Han prøvede at genkalde det der skete de sidste få øjeblikke. Han huskede at han faldt i søvn, bundet mellem to soldater, med sin sandaler og overtøjet væk. Han undersøgte sig selv og fandt sig fuldt påklædt, og bundet op. ret

(296)  Hans håndled som var opsvulmet af de grusomme jern, var nu fri for lænkerne, og han indså at hans frihed ikke var noget bedrag, men en salig virkelighed. I morgen skulle hans føres frem til døden; men se, en engel havde udfriet ham fra fængsel og fra død. »Da Peter så kom til sig selv igen, sagde han: »Nu forstår jeg virkelig, at Herren har sendt sin engel og udfriet mig af Herodes' hånd og fra alt det, jødefolket havde ventet.« ret

(296)  Bønnesvar
Apostlen begav sig hen til det hus hvor sine brødre var samlet i bøn; han fandt at de var optaget i alvorlig bøn for ham på det øjeblik. »Da han nu bankede på døren til portrummet, kom der en pige ved navn Rode for at lukke op. Og da hun kendte Peters røst, blev hun så glad, at hun ikke åbnede porten, men løb ind og fortalte, at Peter stod uden for porten. Men de sagde til hende: »Du er jo fra forstanden!« Hun forsikrede imidlertid, at det var, som hun havde sagt. Så sagde de: »Det er hans engel«. Imens blev Peter ved at banke på, og da de lukkede op, så de, at det var ham, og de blev ude af sig selv af forbavselse. Men han gjorde tegn til dem med hånden, at de skulle tie, og han fortalte dem, hvordan Herren havde ført ham ud af fængselet, og sagde: »Fortæl dette til Jakob og brødrene!« Så gik han ud og drog til et andet sted. « ret

(297)  De fastende, og bedende troende blev fyldt med glæde og lovprisning i hjerterne, da Gud havde hørt og besvaret deres bønner, og befriet Peter fra Herodes hånd. Om morgnen samledes folket for at bevidne apostlens henrettelse. Herodes sendte officerer for at føre Peter fra fængslet under stor opsætning af hære og vagter, for at sikre at han ikke flygter, for at skræmme alle sympatisører, og vise sin egen magt. Der var vogtere for fængslets dør, dørens bolte og barrikader stod stadig fast og stærk, vagten inden for, kæderne var fæstnet til de to soldaters vriste, men fangen var væk. ret

(298)  Herodes’ gengældelse
Da efterretningen om disse ting kom frem for Herodes, blev han rasende, og anklagede fængselsvogterne for at være upålidelige. De skulle således henrettes for af have sovet på deres post. Samtidig vidste Herodes at ingen menneskelig magt kunne have befriet Peter. Men han var opsat på at ikke vide af en guddommelig kraft som havde været i gang for at forpurre hans nedrige hensigter. Han ville ikke ydmyge sig selv sådan, men satte sig frækt op imod Gud. ret

(298)  Ikke længe efter Peters udfrielse fra fængslet, tog Herodes ned fra Judæa til Kæsarea, og blev der. Her holdt han en stor fest, for at skabe beundring og bifald hos befolkningen. Fornøjelseselskere fra alle kanter blev samlet, og der var megen fest og vindrikkeri. Herodes viste sig prægtigt frem for folket. Han var klædt i en klædning er glimtede af sølv og guld, og fangede solens stråler i sine glitrende folder, og forblændede deres øjne der så på. Med stor pomp og ceremoni stod han frem for skaren, og talte ganske velformuleret til dem. ret

(298)  Med hans majestætiske udseende og magten i hans velvalgte sprog, beherskede han forsamlingen med en mægtig indflydelse. Deres sanser var allerede forvansket af fest og vin; de blev forblændet af hans glitrende dekorationer og fortryllet af hans store optræden og velvalte ord; og de viste ham beundring, med vild entusiasme, og proklamerede ham som en gud, erklærede at døde mennesker ikke kunne optræde sådan, eller byde med et så veltalende sprog. De erklærede derudover at de altid respekterede ham som en hersker, men fra nu af vil de dyrke ham som en gud. ret

(298)  Herodes vidste at han fortjente denne pris og ære; alligevel irettesatte han ikke folkets afgudsdyrkelse, men antog den som om det var passende. Gløden af tilfreds stolthed var i hans ansigt da han hørte de høje råb stige op: »Det er en guds røst og ikke et menneskes.« De samme stemmer som nu forherligede en elendig synder havde for nogle få år siden, hævet sig i det vanvittige råb: Bort med Jesus! Korsfæst Ham! korsfæst Ham! Herodes modtog denne smiger og hyldest med stor fornøjelse, og hans hjerte sprang af sejr; men pludselig forandrede hans sig hurtigt og frygteligt. Hans ansigt blegnede som døden og fordrejede sig i pinsel; store sveddråber begyndte at komme fra hans porer. Han stod lamslået et øjeblik med smerte og rædsel, og så vendte han sit blege og blå ansigt mod sine rædselsslagne venner, han råbte med hul og desperat stemme: Han som du har ophøjet som en Gud, blev slået til døde! ret

(299)  Han blev båret i den mest pinefulde tilstand fra scenen ved det syndige gilde, latteren, pompen og pragten som han nu hadede i sin sjæl. For et øjeblik siden, tog han stolt imod prisen og tilbedelsen fra den umådelige skare – nu følte han var i en mægtigere Herskers hænder end han selv er. Han blev grebet af samvittighedsnag; han huskede sin grusomme befaling at henrette den uskyldige Jakob, han huskede sin ubarmhjertighed forfølgelse af Kristi efterfølgere, og hans plan om at dræbe apostlen Peter, som Gud havde udfriet af hans hånd; han huskede hvordan han, i sin ydmygelse og skuffede raseri, havde raset i sin ufornuftige hævngerrighed over fangevogterne og henrettet dem uden nåde. Han mærkede hvordan Gud, som havde befriet apostlen fra død, nu behandlede ham, den ubarmhjertige forfølger. Han fandt ingen lindring fra kropssmerte eller sjælspine, og forventet intet. Herodes kendte til Guds lov, som siger: »Du skal ikke have andre guder end Mig,« og han vidste at accepterede han folks tilbedelse, fyldte han sin syndigheds mål op og pådrog sig selv Guds vrede. ret

(299)  Den samme engel, som forlod de kongelige sale i himlen for at befri Peter fra hans forfølgermagt, var vredens og dommens budbringer til Herodes. Den engel slog på Peter, så han vågnede op af sin søvn; men det var et anderledes slag som han slog den onde konge med, pådrog han dødelig sygdom. Gud udgød foragt over Herodes stolthed, og hans person, som han viste ved skinnende klæder over for beundrende folks stirrende blik, blev spist af kryb, og forrådner medens han lever. Herodes døde med store sjæls- og kropskvaler, under Guds gengældelsesdomme. ret

(300)  Denne demonstration af guddommelig dømmekraft fik en mægtig indflydelse på folket. Medens Kristi apostel blev udfriet mirakuløst fra fængsel og død, var hans forfølger blevet slået ned af Guds forbandelse. Nyhederne kom ud til alle lande, og var middel til at få mange til at tro på Kristus. ret

næste kapitel