Paulus’ år i forkyndertjenesten

(310)  Paulus var en utrættelig arbejder. Han rejste hele tiden fra sted til sted, nogle gange gennem ugæstfrie områder, nogle gange på vand, gennem storm og uvejr. Han lod intet forhindre sig i at gøre sit arbejde. Han var Guds tjener og må gennemføre Hans vilje. Ved mundens ord og ved bogstav frembar han et budskab som lige siden har været til hjælp og styrke for Guds menighed. For os som lever i slutningen af denne jords historie, taler det budskab han frembar, og taler tydeligt om de farer som truer kirken, og de falske læresætninger som Guds folk vil møde. ret

(310)  Paulus gik fra land til land og fra by til by, og forkyndte om Kristus og oprettede menigheder. Hvor han end kunne finde nogen som ville lytte, arbejdede han på at modvirke vildfarelsen og vende mænds og kvinders fødder ind på den rette sti. Til dem, som på grund af hans arbejde på blev ført til at acceptere Kristus, blev der organiseret en menighed for. Uanset hvor få de end måtte være, blev dette gjort. Og Paulus glemte ikke de menigheder der blev oprettet. Uanset hvor lille en menighed end måtte være, var den genstand for hans omsorg og interesse. ret

(310)  Paulus’ kald krævede at han tjente med forskellige slags arbejde med sine hænder, for at tjene til sine levende oprettede menigheder, skrev breve til de menigheder der allerede var blevet oprettet. Dog erklærede han midt i alle disse forskellige opgaver: »Men ét gør jeg.« (Fil.3,13.) Han holdt det ene mål stadigt for sig i al hans trofaste arbejde for Kristus, som, dengang han forhånede Hans navn og brugte alle midler i sin magt for at få andre til at forhåne det, da åbenbarede Han Sig selv for ham. Hans livs store mål var at tjene og ære Ham hvis navn han tidligere blev fyldt med foragt af. Hans eneste ønske var at vinde sjæle til Frelseren. Jøder og hedninge kunne modsætte og forfølge ham, men ingenting kunne vende ham bort fra hans mål. ret

(311)  Paulus ser tilbage på sin erfaring
Idet han skrifter til filipperne, beskriver han sin omvendelse for dem: ”Hvis nogen anden mener, at han kan sætte sin lid til noget udvortes,” siger han: ”jeg, som er omskåren på den ottende dag, som er af Israels folk af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer, nidkær forfølger af kirken, ulastelig efter lovretfærdighedens krav.” Filipperne 3,4-6. ret

(311)  Efter sin omvendelse lyder hans vidnesbyrd: ret

(311)  »Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, der fås gennem loven, men med den, der fås ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen.« Filipperne 3,8. 9 ret

(311)  Den retfærdighed som han hidtil mente havde værdi, blev nu værdiløs i hans øjne. Hans sjæls længsel var: »For at jeg må kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser, så jeg bliver lig med ham i hans død, om jeg dog måtte nå frem til opstandelsen fra de døde. Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen: men jeg jager derefter, om jeg dog kunne gribe det, fordi jeg selv blev grebet af Kristus Jesus. Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrs pris, som Gud fra det høje kaldte os til Kristus Jesus.« Filipperne 3,10-14. ret

(312)  En omstillingsparat medarbejder
Se ham i fangehullet i Flilippi, hvor hans lovprisningssange bryder ud i den tavse midnat, på trods af hans smerteplagede krop? Efter jordskælvet blev fængselsdørerne åbnet, atter kunne hans røst høres, med venlige ord til den hedenske fangevogter: »Gør ikke dig selv noget ondt, vi er her jo alle.« - alle var på sit sted, betvunget af en af medfangernes tilstedeværelse. Og fangevogteren overbeviste sig om den virkelige tro som Paulus havde, spurgte efter frelsens vej, og sammen med hele hans hus gik de sammen Kristi disciples forfølgende bånd. ret

(312)  Se Paulus foran ateenernes Areopagus råd, idet han imødekommer videnskab med videnskab, logik med logik, filosofi med filosofi. Bemærk hvordan han, med taktfølelse af guddommeligfødt kærlighed, peger på Jehova som den »Ukendte Gud,« hvem hans tilhører har tilbedt i uvidenhed; og med ord fra deres egen digter, skildrer han Ham som en Fader, som de er børn af. Hør ham, denne samfundsopdelte tid, hvor menneskerettigheder slet ikke genkendes, idet han fremlægger menneskelig broders store sandheder, og erklærer at Gud »han lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade.« Så viser han hvordan Gud, med Sin behandling af menneskene, viser sin nådige og barmhjertige hensigter som en guldtråd gennem tiderne. Han »han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem,. for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til han og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os«. ret

(313)  Hør ham i Festus’ retsal, da kong Agrippa, overbevist om evangeliets sandhed, udbryder: »Du får mig overtalt til at blive en kristen.« Med hvilken nænsom høflighed, peger Paulus på sin egen lænke, og svarer: »Jeg ville ønske til Gud, enten der så mangler lidt eller meget, at ikke alene du, men også alle de andre, som hører mig i dag, må få det, ligesom jeg selv har det, på disse lænker nær.« ret

(313)  Hans liv gik sådan, som det beskrives med hans egne ord: »Ofte på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer blandt falske brødre; under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder.« 2 Korinter 11,26. 27. ret

(313)  »Skælder man os ud,« skriver han, »velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri; spotter man os, svarer vi med gode ord«; »som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gør mange rige; som de, der intet har og dog ejer alt.« 1 Korinter 4,12. 13; 2 Korinter 6,10. ret

(313)  Forkyndertjeneste i lænker
Selvom han var fange i lang tid, førte Herren alligevel Sit særlige arbejde igennem ham. Hans lænker var midler til at sprede kundskab om Kristus og derved forherlige Gud. Da han blev sendt fra by til by for at komme for en domstol, blev hans vidnesbyrd om Jesus og de interessante ting der skete ved hans egen omvendelse, fortalt over for konger og regeringsmænd, så ikke havde nogen undskyldning over for Jesus. Tusindvis troede på Ham og glædede sig i Hans navn. ret

(314)  Jeg så at Guds særlige mål blev opfyldt ved Paulus' rejse på havet; Han planlagde at skibsbesætningen skal være vidne til Guds kraft gennem Paulus, og at hedningene også måtte høre Jesus navn, og at de blev omvendt ved Paulus lære og var vidne til de mirakler han gjorde. Konger og regeringsmænd forundres over hans ræsonnementer. Og han forkyndte Jesus med iver og Helligåndens kraft, og fortalte om de interessante begivenheder i hans erfaring, omvendelsen fæstnede dem, at Jesus var Guds søn. ret

næste kapitel