Paulus’ og Peters martyrium

(315)  Apostlene Paulus og Peter var adskilt fra hinanden i deres arbejde, det var Paulus' arbejde at føre evangeliet til hedningene, medens Peter arbejdede særligt for jøderne. Men i Guds forsyn, frembar begge vidner for Kristus i verdens metropoler, og på dens jord blev deres blod udgydt som sæden af en umådelig høst af hellige og martyrer. ret

(315)  Det tidspunkt hvor Paulus blev arresteret for anden gang, blev Peter også pågrebet og kastet i fængsel. Han havde gjort sig selv særlig ubehagelig for myndighederne, ved sin iver og succes med at fremvise Simon Magus bedrag og forpurre hans planer, troldmanden, som havde fulgt ham til Rom for at modsætte og forhindre evangeliets værk. Nero troede på magi, og støttede Simon. Han blev derfor stærkt meget ophidset imod apostlen, og blev gjorde at han blev fængslet. ret

(315)  Kejserens skinsyge imod Paulus blev ophøjet ved at husets kejserlige medlemmer, og også andre anseelige personer, havde omvendt sig til kristendommen under hans første fængsling. Af den grund fængslede han ham igen, meget hårdere end den første, gav ham kun lidt anledning til at forkynde evangeliet; og han besluttede at afskære hans liv så snart der var rimeligt påskud til at kunne gøre det. Apostlenes ord ved hans sidste rettergang gjorde så stort indtryk på Neros tankesind, at han udsatte sagens afgørelse, og hverken løslade eller domfælde ham. Men dommen blev kun udsat. Der gik ikke lang tid før afgørelsen blev udsagt som overdrog Paulus til martyrens grav. Som romersk statsborger, kunne han ikke underlægges tortur, blev som dømt til halshugning. ret

(316)  Peter blev som jøde og udlænding, dømt til pisk og korsfæstelse. Med udsigten til denne forfærdelige død, huskede apostlen sin store synd med at fornægte Jesus i prøvens stund, og hans eneste tanke var at han var uværdig til så stor en ære, som at dø på samme måde som hans Mester gjorde. Peter angrede oprigtigt den synd, og var blevet tilgivet af Kristus, som man kunne se i det høje hver han fik med at give hjortens får og lam føde. Men han kunne aldrig tilgive sig selv. Heller ikke med tanken om de pinsler i den sidste frygtelig stund, kunne formindske hans sorgers forbitrelse og anger. Som et sidste ønske bad han om at han måtte nagles til korset med hoved nedad. Denne anmodning blev tilstået, og på denne måde døde den store apostel Peter. ret

(316)  Paulus’ sidste vidnesbyrd
Paulus blev ført til henrettelsesstedet i det skjulte. Hans forfølgere var urolige over omfanget af hans indflydelse, og frygtede der var flere som blev omvendt til kristendommen, ved hans dødsfalds-sceneri. Derfor var der kun nogle få tilskuere tilstede. Men de forhærdede soldater, der blev udpeget til at føre ham lyttede til hans ord, og med forbavselse så han glad og endog munter for udsigten til en sådan død. Hans tilgivende ånd mod sine mordere og urokkelige tillid til Kristus viste sig til den allersidst at være en smag af liv til liv, for nogle som var vidne til hans martyrium. Mere end én accepterede snart den frelser Paulus havde forkyndt, og beseglede deres tro med deres blod. ret

(317)  Paulus liv er blev prøvet, helt til det sidste, med hans ords sandhed i det andet brev til korinterne: »Thi Gud, som sagde: »Af mørke skal lys skinne frem, blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv. På alle måder er vi hårdt trængte, men ikke indestængte, tvivlrådige, men ikke fortvivlede, forfulgte, men ikke forladte, slået til jorden, men ikke slået ihjel. Altid bærer vi Jesu dødslidelse med os på vort legeme, for at også Jesu liv må blive åbenbart i vort legeme.« 2 Korinter 4,6-10. Hans tilstrækkelighed var ikke hos ham selv, men i den guddommelige Ånds tilstedeværelse og virke, der fyldte hans sjæl og lagde alle tanker under Kristi vilje. Det at hans eget liv eksemplificerede den sandhed han proklamerede gav en overbevisende kraft til både hans forkyndelse og optræden. Profeten siger: »Hvis sind er fast, som vogter på fred, thi det stoler på dig.« Esajas 26,3. Det var denne himmelskfødte fred, der kom udtryk i hans ansigt, som vandt mange sjæle til evangeliet. ret

(317)  Apostlen så ud over den anden side, ikke i usikkerhed eller i skræk, men med glad håb og stor forventning. Da han stod på martyriumsstedet så han ikke bøddelens glimtende sværd eller den grønne jord som snart ville få hans blod; han så op gennem sommerdagens rolige blå himmel til den eviges trone. Hans sprog var: Oh Herre, du er min trøst og min del. Hvornår skal jeg favne Dig? Hvornår skal jeg selv beskue Dig, uden et slør imellem? ret

(318)  Paulus førte himlens atmosfære med sig med på jorden. Alle, som kom sammen med ham, mærkede indflydelsen af hans forbindelse med Kristus og ledsagelsen af engle. Her ligger sandhedens kraft. Et helligt livs spontane og ubevidste indflydelse er den mest overbevisende prædiken som kan gives for kristendommens skyld. Argumenter, endog ugendrivelige argumenter kan kun provokere til modstand; men et gudfrygtigt eksempel har en kraft som er umulig at modstå helt. ret

(318)  Medens han næsten mistede sine egne lidelser af syne, nærede han en dyb bekymring for de disciple som han måtte overlades til at selv kæmpe mod fordomme, had og forfølgelse. Han vovede at styrke og opmuntre nogle få kristne, som ledsagede ham til henrettelsesstedet, ved at gentage de yderst dyrebare løfter de fik, som forfølges for retfærdighedens skyld. Han forsikrede dem at intet af alt det som Herren har sagt om Sine prøvede og trofaste mennesker vil slå fejl. De skal rejse sig og skinne; for Herrens lys skal hæve sig over dem. De skal tage deres smukke klæder på, når Herren herlighed skal åbenbares. De skal være betynget af mangfoldige fristelser for en stund, de kan være blottet for jordiske bekvemmeligheder; men de må opmuntre deres hjerter ved at sige: Jeg hvem jeg har troet på. Han er i stand til at holde det, som jeg har betroet i Hans varetægt. Hans dadel vil få en afslutning, og fredens glade morgen og fuldkomne dag vil komme. ret

(318)  For frelses Hærfører har beredt Sin tjener til den sidste store konflikt. Løskøbt ved Kristi offer, vasket rent for synd i hans blod, iklædt Hans retfærdighed, var Paulus selv beviset på, at hans sjæl er dyrebar i hans Genløsers øjne. Hans liv er skjult med Kristus i Gud, og han er overbevist om at Han der har besejret døden er i stand til bevare det han er betroet. Hans tankesind griber Frelserens løfte: »Jeg vil oprejse ham på den sidste dag.« Joh. 6,40. Hans tanker og håb kredser sig om sin Herres genkomst. Og idet bøddelens sværd falder ned og dødens skygger samler sig om martyrens sjæl, springer hans sidste tanker frem, som vil være hans første tanker på den store opvågning, at møde Livgiveren, som skal byde ham velkommen til den salige glæde. ret

(319)  Henved en snes århundreder er gået siden den aldrene Paulus udgød sit blod som vidne for Guds ord og for Kristi vidnesbyrds skyld. Ingen trofast hånd har nedskrevet de sidste scenerier af denne hellige mand, til efterfølgende slægter; men inspirationen har bevaret hans døds-vidnesbyrd til os. Ligesom et basunstød har hans røst runget ned gennem alle tiderne, indgydt mod hos tusinde af vidner for Kristus, og vækket genklagen af hans egen sejrrige glæde hos tusinde sorgbetyngede hjerter: »Thi mit blod skal nu snart udgydes som drikoffer, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst.« 2 Timotius 4,6-8. ret

næste kapitel