Lovløshedens hemmelighed

(326)  I sit andet brev til tessalonikerne, forudså Paulus det store frafald som resulterede af at pravemagten blev oprettet. Han erklærede at Kristi ikke kom, for »først må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.« Og derudover, advarer apostlen sine brødre at »lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed.« 2 Tessalonikerne 2,3. 4. 7. Helt fra tidlig tid så han at vildfarelser krøb ind i kirken, som bereder vejen for Pavemagtens udvikling. ret

(326)  Lidt efter lidt, først i smug og tavshed og så mere åbenlyst, eftersom den voksede i styrke og fik kontrol over menneskenes sind, førte lovløshedens hemmelighed sig frem med sit bedrageriske og bespottelige værk. Næsten uden at bemærke det, fandt hedenske skikke deres vej ind i den kristne kirke. Kompromisernes og tilpasningens ånd blev behersket for en tid ved de hårde forfølgelser som kirken måtte udholde under hedenskabet. Men da forfølgelserne ophørte, og kristendommen indtog kongernes sale og paladser, lagde den Kristi og Hans apostle ydmyge enkelhed til side frem for hedenske præsters og herskers pomp og pragt; og i stedet for Guds krav, blev de erstattet med menneskers teorier og traditioner. Konstantins nominelle omvendelse i den første del af det fjerde århundrede skabte stor glæde; og verden vandrede ind i kirken besmykket med retfærdighedens klædning. Nu voksede fordærvelsens værk hurtigt. Hedenskaben blev til sejrherre, selvom den så besejret ud. Dens ånd styrede kirken. Dens lære, ceremonier og overtro blev indføjet i Kristi bekendende efterfølgeres tro og tilbedelse. ret

(327)  Dette kompromis mellem hedenskab og kristendom resulterede i at syndens menneske forudsagt i profetien, som satte sig op imod og satte sig selv over Gud. Den falske religions gigantiske system er Satans krafts mesterstykke – et monument over hans anstrengelser for at sætte sig på tronen for at beherske jorden efter hans vilje. ret

(327)  For at sikre verdslig vinding og ære, blev kirken ledt til at søge jordens store mænds gunst og støtte, og forkastede således Kristus, blev kirken tilskyndet til at vise alliance til Satans repræsentant, - biskoppen af Rom. ret

(327)  Det er en af katolicismens ledende læresætninger at paven er Kristi universelle kirkes synlige overhoved, omgivet med den højeste myndighed over biskopper og pastorer i alle dele af verden. Mere end dette, paven har tilranet sig guddommelig titel. ret

(327)  Satan vidste godt at de Hellige Skrifter ville sætte mennesker i stand til at se hans bedrag og modsætte sig hans magt. Det var ved Ordet at endog verdens frelser modsatte sig hans angreb. Ved hvert angreb bragte Kristus den evige sandheds skjold, ved at sige: »Der står skrevet.« Ved alle forslag fra sjælefjenden modsatte han sig Ordets visdom og kraft. For at Satan kan fastholde sit greb over mennesker og befæste den pavelige tronraners myndighed, må han afholde dem fra at kende til Skrifterne. Bibelen vil ophøje Gud og sætte begrænsede mennesker i deres sande position; derfor må dens hellige sandheder skjules og holdes nede. Denne tankegang antog den romerske kirke. I flere hundrede år blev Bibelens udbredelse forbudt. Det blev forbudt folk at læse den, eller have den i deres huse, og samvittighedsløse præster og prælater fortolkede dens lære for at understøtte deres krav. Således blev paven næsten anerkendt over hele jorden som Guds stedfortræder på jorden, begavet med højest myndighed over kirke og stat. ret

(328)  Tider og love forandret
Vildfarelsens afsløring blev fjernet, Satan arbejde efter sin vilje. Profetien erklærede at Paven skulle »ændre tider og lov.« Daniel 7,25. Dette arbejde tog ikke lang tid at forsøge. For at få nyomvendte fra hedenskabet til at erstatte deres afgudsdyrkelse, og således fremme deres nominelle antagelse af kristendommen, blev tilbedelsen af billeder og religier gradvist indført i den kristne tilbedelse. Dekretet fra et general-kirkerådsmøde befæstede endeligt dette system med papistisk tilbedelse. For at fuldføre det ugudelige værk, dristede Rom sig til at fjerne det andet bud i Guds lov, der forbød tilbedelse af billeder, og dele det tiende bud, for at bevare antallet. ret

(328)  Indrømmelsen hen mod hedenskabet, banede vej for at ignorere Himlens myndighed endnu mere. Satan trampede også på det fjerde bud, og forsøgte at sætte den gamle sabbat til side, den dag som Gud har velsignet og helliget, og i stedet ophøje en festdag som hedningene holdt som »solens ærværdige dag.« Denne ændring blev ikke først prøvet åbenlyst. I de første hundrede år, blev den sande sabbat helligholdt af alle kristne. De var ivrige efter at ære Gud, og troede at Hans lov er uforanderlig, de vogtede nidkært over dens forskrifters hellighed. Men med stor skarpsindighed arbejdede Satan gennem sine agenter for at gennemføre sit mål. At folks opmærksomhed måtte henledes til søndagen, blev det gjort til en fejring til ære for Kristi opstandelse. Der blev holdt religiøse gudstjenester på denne dag; dog blev den betragtet som en rekreationsdag, sabbatten blev stadig helligholdt. ret

(329)  Konstantin udstedte et dekret, medens han stadig var hedning, der pålagde general overholdelse af søndagen, som en offentlig festdag udover det romerske imperium. Efter hans omvendelse forblev han standhaftig for at forsvare søndagen, og hans hedenske forordning blev gennemført ved ham for hans nye tros interesser. Men den ære der blev vist denne dag var ikke nok for at forhindre kristne i at betragte den sande sabbat, som Herrens helligdag. Der måtte tages endnu et skridt; den falske sabbat måtte ophøjes som ligeværdig med den sande. Nogle få år efter at Konstantins dekret blev udstedt, overgav biskoppen af Rom titlen Herrens dag til søndagen. Således blev folk gradvist ledt til at se på den til at have en grad af hellighed. Den oprindelige sabbat blev stadig holdt. ret

(329)  Ærkebedrageren havde ikke fuldendt sit værk. Han besluttede at samle den kristne verden under sit banner, og udøve sin magt gennem sin stedfortræder, den stolte pontifeks der hævdede at være Kristi repræsentant. I gennem halvomvendte hedningene, ergærrige prælater, og verdenselskende kirkefolk udførte han sit mål. Store rådssamlinger blev holdt, fra tid til tid, hvor kirkens øvrighedspersoner blev kaldt ind fra hele verden. I næsten alle råd blev den sabbat som Gud havde indført, presset lidt længere ned, medens søndagen blev tilsvarende ophøjet. Derved blev den hedenske højtid til sidst æret, som en guddommelig institution, medens den bibelske sabbat blev erklæret som et jødisk levn, og dem der overholdt den erklæret forbandet. ret

(330)  Det store frafald fulgte med at »ophøje sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom.« 2 Tessaloniker 2,4. Han dristede sig til at anklage den eneste forskrift i den guddommelige lov, som umiskendelig peger hele menneskeheden til den sande og levende Gud. I det fjerde bud står Gud åbenbaret som himlenes og jordens skaber, og skiller sig derved ud fra alle falske guder. Det var som et minde for skabelsesarbejdet at den syvende dag blev helliggjort som hviledag for menneskene. Det var meningen at den levende Gud altid skulle fremholdes i menneskers tanker, som deres tilværelsens kilde og være genstand for ærbødighed og tilbedelse. Satan kæmper for at vende mennesker fra deres alliance til Gud og bekæmper at de viser lydighed mod Hans lov; derfor bruger han særlig meget energi mod det bud der peger på Gud som Skaber. ret

(330)  Nu lægger protestanterne vægt på at Kristi opstandelse om søndagen er gjort til den kristne sabbat. Men der mangler bibelsk belæg. Kristus eller Hans disciple har ikke givet den dag en sådan ære. Overholdelsen af søndag som en kristen forordning har sit oprindelse i den »lovløshedens hemmelighed« som, selv på Paulus’ tid, var begyndt sit arbejde. Hvor og hvornår har Herren antaget dette barn af pavedømmet? Hvilken gyldig grund kan der gives for en forandring om det som Bibelen er tavs om? ret

(330)  I det sjette århundrede var pavemagten blevet godt befæstet. Dets magtssæde lå fast i den kejserlige stad, og Roms biskop blev erklæret for overhoved over hele kirken. Hedenskabet gav plads til pavemagten. Dragen havde givet dyret »gav det sin kraft og sin trone og stor magt.« Åbenbaringen 13,2. Og nu begyndte de forudsagte 1260 år med pavens undertrykkelse, fra Daniels og Johannes profetier. (Daniel 7,25; Åbenbaringen 13,5-7.) Kristne blev tvunget til at vælge, enten at opgive deres renhed eller acceptere pavens ceremonier og tilbedelse, eller bortødsle deres liv i fangehuller, eller lide døden på stativer, bål eller hukkeøksen. Nu blev Jesu ord opfyldt: »Men I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de slå ihjel. Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld.« Lukas 21,16. 17. Forfølgelser åbnede op for større vrede mod de trofaste end nogensinde før, og verden blev en umådelig slagmark. I hundredvis af år fandt Kristi kirke tilflugt i ensomhed og mørke. Profeten sagde således: »Og kvinden flygtede ud i ørkenen, hvor hun har et sted beredt af Gud, for at man der skulle sørge for hende et tusinde to hundrede og tresindstyve dage.« Åb. 12:6. ret

(331)  Den mørke middelalder
Den romerske kirkes adgang til magt markerede begyndelsen af den mørke middelalder. Da dens magt blev større, blev mørket dybere. Troen blev overført fra Kristus, det sande fundament, til Roms pave. I stedet for at stole på Guds søn, for at få tilgivelse af synder og for evig frelse, så folk hen på paven, præsterne og prælaterne som han overdrog myndighed. De lærte at paven var deres mellemmand, og at ingen andre kunne nærme sig Gud uden gennem ham, og endnu længere, at han stod i Guds sted for dem, og skulle adlydes ubetinget. Afviges hans krav, var grund nok til at blive hjemsøgt af de strengeste straffe på legeme og sjæl. ret

(332)  Således blev folks tanker vendt bort fra Gud til begrænsede, fejlende og grusomme mennesker – nej mere end det, til mørkets fyrste selv, som udøvede sin magt gennem dem. Synd blev forklædt i hellighedens klædning. Når skriftstederne inddrages, og mennesker betragter sig selv som overordnede, behøver vi blot at se efter list, bedrageri, og forsimplet syndighed. Når ophøjelse af menneskelige love og traditioner gøres tydelig, vil fordærvet altid komme af at tilsidesætte Guds lov. ret

(332)  Dage med fare
Dette var farlige dage for Kristi menighed. Der var faktisk få trofaste standardbærere. Selvom sandheden ikke var uden vidner, var det lige før at vildfarelse og overtro ville overtage helt, og sand religion ville forjages fra Jorden. Evangeliet blev mistet af syne, men religionens former blev mangedoblet, og folk blev bebyrdet med hårde krav. ret

(332)  De lærte at ikke kun se på paven som deres mellemmand, men at stole på at deres egne gerninger alene kunne sone for synd. Lange pilgrimsvandringer, bodsøvelser, tilbedelse af relikvier, opføre kirkebygninger, helgenskrin og altre, betale store summer til kirken – dette og mange andre handlinger blev tilskrevet Guds vrede eller sikre hans gunst; som Gud var som et menneske, der vredes ved bagateller, eller beroliges ved bodsgaver eller handlinger! ret

(332)  De næste århundreder var vidne til stadig større vildfarelse i de læresætninger, der kom fra Rom. Helt før pavedømmet blev oprettet, har hedenske filosoffer fået opmærksomhed og udøvet en indflydelse i kirken. Mange, som bekender sig til omvendelse, klynger sig stadig til grundprincipperne i deres hedenske filosofi, og fortsætter ikke kun med at studere for sig selv, men tilskynder andre til det, som middel til at udbrede deres indflydelse bland hedningene. Således blev der indført alvorlige vildfarelser i den kristne tro. Det mest fremtrædende blandt dette var troen på menneskets udødelighed, og bevidstheden under døden. Denne lære lagde grundlag for at Rom kunne oprette helgendyrkelse og tilbede jomfru Maria. Ud fra dette sprang kætteriet om evig tortur af de helt forhærdede, som blev indføjet i pavetroen ret tidligt. ret

(333)  Så blev vejen beredt for at indføre endnu et af hedenskabets påfund, som Rom kaldte for skærsilden, og brugt til at skræmme masser af lettroende og overtroiske. Med dette kætteri blev torturstedets eksistens bekræftet, hvor disse sjæle ikke har fortjent evig fordømmelse, skal lide straffen for deres synder, og hvorfor de, når de befries fra urenhed, får adgang til himlen. ret

(333)  Der var brug for noget mere opspind for at Rom kunne udnytte sine tilhængeres frygt og uvaner. Dette blev suppleret af læren om afladsbreve. Fuld tilgivelse af synder, tidligere, nuværende og fremtidige, frigiveelse fra smerte og straf man har pådraget sig, blev lovet alle som skrev sig ind i pontifeksens krige, for at få timeligt herredømme, og straffe hans fjender, eller ransage dem som dristede sig at fornægte hans åndelige overhøjhed. Folk lærte også at når de betaler penge til kirken kan de sætte sig selv fri for synd også frigive deres døde venners sjæle som blev indesluttet i torturerende flammer. Ved disse midler fyldte Rom sine pengekister op og støttede den overdådighed, luksus og uvanerne, der var hos foregivne repræsentanter af Ham, som ikke kunne lægge sit hoved noget sted. ret

(334)  Den bibelske forordning for Herrens nadver blev suppleret af en stor mængde afgudsofre. Papistpræster foregav, ved deres sanseløse maskeradeoptog, at forvandle almindelig brød og vin til Kristi virkelige legeme og blod. De påberåbte sig åbenlyst, under blasfemisk formastelse, kraft til at »skabe deres Skaber.« Alle Kristne blev pålagt, under dødssmerte, at vedkende deres tro til dette frygtelige, himmel-hånende kætteri. Dem som nægtede blev overgivet til flammer. ret

(334)  Pavedømmets højdepunkt var verdens moralske midnat. De hellige skrifter var næsten ukendt, ikke kun for folket, men også for præsterne. Ligesom de gamle farisæere, hadede pasistlederne det lys som ville åbenbare deres synder. Guds lov, retfærdighedens standard, var blevet fjernet, de udøvede en magt uden grænser, og praktiserede uvaner uden grænser. Bedrageri, gerrighed og ryggesløshed var fremherskende. Mennesker unddrog sig fra, at ikke begå forbrydelser, så de kunne få velstand eller position. Pavernes og prælaternes paladser var scenerier med de vildeste udskejelser. Nogle af herskende pontifekser var skyldig i så modbydelige forbrydelser at de verdslige herskere vovede at udstille disse gejstlige personer for kirken som monstre, der var for modbydelige på tronen. I flere hundrede år var der ingen fremskridt i undervisning, kunst eller civilisation. En moralsk og intellektuel lammelse var faldet over kristendommen. ret

næste kapitel