De første reformatorere

(335)  Midt i det mørke der lagde sig over jorden i denne lange periode med pavelig overherredømme, kunne sandhedens lys ikke slukkes helt. TIl enhver tid var der vidner for Gud – mennesker som værnede om troen på Kristus, som den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, som fremholdt Bibelen som den eneste livsregl, og som helligholdt den sande sabbat. Hvor meget verden skylder disse mænd, vil efterkommerne aldrig få at vide. De blev stemplet som kættere, deres motiver betvivlet, deres karakter bagtalt, deres skriverier holdt nede, fejlfremstillet eller skamferet. Alligevel stod de fast, fra tid til anden og fasthold deres tro i sin renhed, som en hellig arv for kommende slægter. ret

(335)  Så bitter blev krigen mod Bibelen ført, at der til tider kun eksisterede få kopier; men Gud lod ikke Sit Ord blive udslettet helt. Dens sandheder skulle ikke skjules for altid. Han kunne lige så nemt afbryde livets ords kæde, som han kunne åbne fængselsdørrene og låse jernportene op, for at Hans tjenere blev sat fri. I Europas forskellige lande blev mænd bevæget af Guds Ånd til at søge efter sandheden som efter en skjult rigdom. Ved forsynets styrelse blev de ledt til de Hellige skrifter, studerede de, de hellige sider med intens interesse. De var villige til at acceptere dette lys, hvad det end måtte koste dem. Selvom de ikke så alt klart, var de i stand til at se mange længe nedgravede sandheder. Som himmelsk-sendte budbringere gik de frem, skilte vildfarelsens og overtroens kæde fra hinanden, og kaldte på dem, som så længe havde været slaver, til at rejse sig og forsvare deres frihed. ret

(336)  Tiden var kommet hvor Bibelen skulle oversættes og gives til folk i forskellige lande med deres modersmål. Verden havde passeret sin midnat. Mørkets timer drog bort, og i mange lande viste der sig tegn på kommende daggry. ret

(336)  Reformationens morgenstjerne
I det fjortende århundrede rejste der sig i England »Reformationens morgenstjerne.« John Wiclif var reformationens budbringer, ikke for England alene, men for hele kristendommen. Han var fortaler for puritanerne; hans tid var en oase i ørknen. ret

(336)  Herren fandt det rigtigt at betro reformarbejdet til dem med intellektuelle evner, så hans værk kunne få karakter og værdighed. Dette fortiede den foragtede røst, og forhindrede sandhedens fjender i at give hans sag miskredit ved at latterliggøre forsvarens uvidenhed. Da Wiclif havde tilegnet sig lærdommen på skolerne, gik han i gang med at studere Bibelen. I Bibelen fandt han det som han havde søgt forgæves efter. Her så han frelsesplanen åbenbaret, og Kristus blev lagt frem som menneskets eneste forsvar. Han så at Rom havde forladt de bibelske stier for menneskers traditioners skyld. Han gav sig selv til Kristi tjeneste, og besluttede at proklamere de sandheder som han havde opdaget. ret

(336)  Det største livsværk var oversættelsen af Bibelen til det engelske sprog. Dette var den første samlede engelske oversættelse der nogensinde var gjort. Trykkekunsten var stadig ukendt, det var kun ved langtsomt og møjsommeligt arbejde at kopier af værket kunne mangfoldiggøres; det blev dog gjort, og Englands folk modtog Bibelen på deres eget tungemål. Således begyndte Guds Ords lys at sprede sine klare stråler ud i mørket. En guddommelig hånd forberedte vejen for den Store Reformation. ret

(337)  En appel til menneskenes fornuft vækkede dem fra deres passive undertrykkelse under pavelige dogmer. De højere klasser modtog Bibelen med velvilje, som var de eneste der kunne læse på den tid. Wiclif underviste nu i de protestantismens særlige læresætninger – frelse gennem tro på Kristus, og Bibelens rene ufejlbarlighed. Mange præster sluttede sig til ham i at udbrede Bibelen og forkynde evangeliet; og virkningen var stor med dette arbejde og af Wiclifs skrifter, at den nye tro blev antaget af næsten Englens halve befolkning. Mørkets rige skælvede. ret

(337)  Hans fjenders bestræbelsers på at stoppe hans arbejde og udslette hans liv var ligeså uheldigt, og i hans enogtredsindstyvende år døde han i fred under alterets tjeneste. ret

(337)  Reformationen breeder sig
Det var gennem Wiclifs skrifter at Johan Hus af Bøhmen opgav mange af den romerske kirkes vildfarelser og gik ind i reformarbejdet. Ligesom Wiclif var Hus en ædel kristen, en lært mand med urokkelig helligelse mod sandheden. Hans appeller til Bibelen og hans frimodige anklager mod præsteskabets skandaløse og umoralske liv vækkede udbredt interesse, og tusindvis accepterede glade en renere tro. Dette vækkede pavens og prælaternes, præsternes og munkenes forbitrelse, og Hus blev stævnet for Rådet i Konstanz for at svare på kætterianklagen. Han fik tilstået en fair behandling af den tyske kejser, og da han kom til Konstanz blev han personligt forsikret af paven, at han ikke ville blive behandlet uretfærdigt. ret

(338)  Efter lang tids retslig behandling, hvor han fastholdt sandheden, blev Hus pålagt at vælge som han ville aflægge sin lære eller lide døden. Han valgte martyrens skæbne, og efter at han så at hans bøger blev kastet for flammerne, blev han selv brændt på bålet. Under kirkens og statens øvrighedspersoners tilstedeværelse, havde Guds tjener udtrykt en højtidelig og trofast protest imod pavevældet fordærv. Hans eksekvering, med skammelig vold mod det alvorligste og offentlige løfte om beskyttelse, kom Roms forræderiske grusomhed frem for hele verden. Selvom de ikke vidste det, så fremmede sandhedens fjender den sag, som de forgæves forsøgte at udslette. ret

(338)  På trods af forfølgelsernes raseri, fortsatte en rolig, from, alvorlig og tålmodig protest imod den religiøse tros fremherskende fordærv at komme til udtryk efter Wiclifs død. Ligesom de troende i apostlenes dage, fik mange ofret deres verdslige besiddelser for Kristi sag. ret

(338)  Der blev arbejdet hårdt for at styrke og udbrede pavemagten, men medens paverne stadig hævdede at være Kristi repræsentanter, var deres liv så fordærvede at folk væmmes. Ved hjælpe af trykningens opfindelse blev Skrifterne udbredt mere vidt og bredt, og mange blev ledt til at se at pavens lære ikke blev understøttet af Guds Ord. ret

(338)  Når det ene vidne blev tvunget til at lade sandhedens fakkel falde, greb den næste det fra hans hænder og holdt den højt, med et uforfærdet mod. Kampen åbnede op for det som førte til frigørelse, ikke kun for enkeltpersoner og kirker, men for folk. Hen over et hundrede år rakte mennesker deres hænder op for at gribe Lollardernes hænder på Wiclifs tid. Under Luther begyndte reformationen i Tyskland; Calvin forkyndte evangeliet i Frankrig, Zwingli i Schweiz. Verden vågnede op af tidernes slummer, da de magiske ord lød fra land til land: »Religionsfrihed.« ret

næste kapitel