Luther og den store reformation

(340)  Forrest bland dem som blev kaldet til at lede kirken fra pavemagtens mørke til en renere troslys, stod Martin Luther. Nidkær, brændende og helliget for sagen, uden at frygte noget andet end Gudsfrygten, og ikke anerkende andet fundament for religiøs tro end de Hellige Skrifter, var Luther manden for sin tid; igennem hvem Gud udrettede et stort arbejde for at reformere kirken og oplyse verden. ret

(340)  Da Luther en dag stod og undersøgte universitetsbibliotekts bøger, opdagede han en latinsk bibel. Han havde tidligere hørt uddrag fra evangelierne og brevene ved en offentlig andagt, og han mente at de var hele Guds ord. Nu så han, for første gang, hele Bibelen. Med blandet æresfrygt og forundren vendte han de hellige sider; med opildnet puls og bankende hjerte læste han livets ord for sig selv, gjorde ind i blandt ophold for at udbryde: »Oh om Gud ville give mig en sådan bog til mig!« Himlens engle stod ved hans side, og lysstråler fra Guds trone åbenbarede sandhedens rigdomme for hans forståelse. Han har altid været bange for at krænke Gud, men nu blev han dybt overbevist, som aldrig før, om sin tilstand som synder. Et alvorligt ønske om at blive fri for synd og få fred med Gud ledte ham til sidst at gå i kloster og hellige sig til munkelivet. ret

(341)  Hvert øjeblik som kunne tages fra hans daglige pligter, brugte han på at studere, undlod at sove, og undede sig endog ikke øjeblikkene med sine ydmyge måltider. Han glædede sig frem for alt andet over at studere Guds ord. Han fandt en bibel der var kædet til klostermuren, og den istandsatte han ofte. ret

(341)  Luther blev ordineret som præst, og blev kaldt fra klosteret til et professorat på universitetet i Wittenberg. Her brugte han tid på at studere Bibelen på sit grundsprog. Han begyndte at holde forelæsninger over Bibelen, og tog Salmernes bog, evangelierne og brevene blev åbnet for masser af glade lytteres forståelse. Han blev god til Bibelen, og Guds nåde hvilede over ham. Hans veltalenhed fængslede hans tilhørere, den klarhed og kraft som han bragte sandheden med, overbeviste deres forståelse, og hans dybe varme rørte deres hjerter. ret

(341)  En leder i reformerne
I Guds forsyn besluttede han at besøge Rom. Paven havde tilstået denne eftergivenhed og glæde til alle, der faldt på deres knæ op af det der kendes som Pilatus trappe. En dag udførte Luther denne handling, men pludselig var det som om en tordenrøst sagde til ham: »Den retfærdige skal leve af tro!« Han sprang op på sine fødder i skam og rædsel, og flygtede fra dette tåbelige sceneri han var i gang med. Den tekst mistede aldrig kraft over hans sjæl. Fra det tidspunkt kunne han se mere klart, end nogensinde før, det forkerte i at stole på frelse ved menneskers gerninger, og det nødvendige i at hele tiden tro på Kristi fortjenester. Hans øjne åbnede sig op, og blev aldrig lukket igen, for pavemagtens sataniske bedrag. Han vendte sit ansigt fra Rom, - han vendte også sit hjerte bort, og fra det tidspunkt af blev adskillelsen større, indtil han brød al forbindelse med pavekirken. ret

(342)  Efter at være vendt tilbage fra Rom, modtog Luther Wittenbergsuniversitets doktorgrad i teologi. Nu var han fri til at hellige sig selv, som aldrig før, til de Skrifter som han elskede. Han lovede højtideligt at studere dem nøje, og alle hans levedage, forkynde Guds Ord med flid, ikke pavernes udsagn og lære. Han var ikke længere en munk eller professor, men blev bemyndiget til at fremholde Bibelen. Han blev kaldt som hyrde til at give Guds hjord føde, som hungrede og tørste efter sandheden. Han erklærede fast at kristne skulle ikke have anden lære end den der hvilede på de hellige skrifters autoritet. Disse slog på paveovermagtens fundament. De indeholdt Reformationens vitale principper. ret

(342)  Nu gik Luther frimodigt i gang med sit arbejde som en sandhedens forkæmper. Hans røst blev hørt fra talerstolen med alvorlige og højtidelige advarsler. Han fremlagde syndens afskyelige karakter for folk, og lærte dem at det var umuligt for mennesker, ved sine egne gerninger, at formindske sin skyld eller undgå dens straf. Intet andet end anger mod Gud og tro på Kristus kan frelse synderen. Kristi nåde kan ikke købes; den er en fri gave. Han rådede folk til at ikke købe sig til eftergivenhed, men se med tro på en korsfæstet Genløser. Han fortalte om sin egen smertelige erfaring, da han forgæves søgte at få frelsen ved ydmygelser og bodsøvelser, og forvissede sine tilhørere om at det var ved at se bort fra sig selv og tror på Kristus, at han fandt fred og glæde. ret

(343)  Luthers lære tiltrak sig eftertænksomme menneskers opmærksomhed ud over hele Tyskland. Ud fra hans prædikener og skrifter blev der sendt lysstråler ud som vækkede og oplyste tusinder. En levende tro fandt sted i den døde formalisme som kirken længe havde fremholdt. Folk mistede daglig deres tillid til romerkirkens overtro. Fordommenes barrierere faldt. Guds ord, som Luther prøvede al lære og alle kravene derved, var som et tveægget sværd, der skar sin vej til folks hjerter. Overalt vågnede der et ønske om åndelige fremstridt. Overalt der var en sådan hunger og tørst efter retfærdighed, som aldrig havde kendt tidligere. Folks øjne, der i lang tid var rettet mod menneskers ritualer og menneskelige mellemmænd, vendte sig nu, i anger og tro, til Kristus og Han korsfæstet. ret

(343)  Reformerens skrifter og hans lære bredte sig nu til alle lande i kristendommen. Arbejdet spredte sig til Schweiz og Holland. Afskrifter af hans skriverier fandt vej til Frankrig og Spanien. I England blev hans lære modtaget som livets ord. Sandheden spredte sig også til Belgien og Italien. Tusindvis vågnede op fra deres dødslignende sløvhed til glæde og håb i troens liv. ret

(343)  Luther bryder med Rom
Rom var opsat på at udslette Luther, men Gud var hans forsvar. Hans lære kunne høres overalt – i klostre, i arbejderboliger, adelsslotte, på universiteter, i kongepaladser; og adelsmænd rejste sig overalt for at støtte hans arbejde. ret

(343)  I en appel til Tysklands kejser og adelsmænd, for kristendommens reformation, skrev Luther angående paven: »Det er frygteligt at se den mand der benævner sig som Kristi vicegarant, udvise en pragt som ingen kejser kan ligne sig med. Er denne ligesom den fattige Jesus, eller den ydmyge Peter? Han er, siger de, verdens herre! Men Kristus, hvis vikar han praler af at være, har sagt: »Mit rige er ikke af denne verden.« Kan en vikars herredømme brede sig udover hans overhøjhed?« ret

(344)  Han skrev sådan til universiteterne: »Jeg er meget bange for at universiteterne vil vise sig som de store helvedesporte, hvis de ikke arbejder ihærdigt på at forklare de Hellige Skrifter, og indgravere dem i de unges hjerter. Jeg råder til at ingen sender sit barn derhen hvor Skrifterne ikke regerer som det første. Enhver institution, hvor mennesker ikke er uophørligt optaget af Guds Ord må blive fordærvet.« ret

(344)  Denne appel bredte sig hurtigt ud over Tyskland, og havde en mægtig indflydelse på folk. Hele nationen blev vækket til at stå sammen om reformens standard. Luthers modstandere havde et brændende ønske om hævn, opfordrede paven til at tage afgørende forhåndsregler imod ham. Det blev dekreteret at hans lære straks skulle fordømmes. Reformatoren og hans tilhængere fik tres dage, hvor de, hvis de ikke trækker det tilbage, alle bliver bandlyst. ret

(344)  Da den pavelige bandbulle blev overrakt til Luther, sagde han: »Jeg foragter og angriber den, som ugudelig, falsk . . . .Det er Kristus Selv om står fordømt deri . . . . Jeg glæder mig over at bære på disse onder for årsagernes skyld. Jeg føler mig allerede mere fri i mit hjerte; for i sidste ende ved jeg at paven er antikrist, og at hans trone er af Satan selv.« ret

(344)  Alligevel havde Roms pontifeks’ ord magt. Fængsel, tortur og sværd var stærke vågen til at gennemtvinge undertrykkelse med. Alt synes at indikere at Reformatorens arbejde var ved af afslutte. Den svage og overtroiske skælvede ved pavens dekret, og så længe der var generel forståelse for Luther, føler mange at livet var for dyrebart at risikere for reformens sag. ret

næste kapitel