Reformationens udbredelse

(346)  En ny kejser, Karl den femte, besteg Tysklands trone, og Roms udsendinge skyndte sig for at bringe deres lykønskninger, og tilskynde monarken til at bruge kræfter imod reformationen. På den anden side opfordrede Saksens kurfyrste, hvem Karl stod i stor gæld for sin kroning, ham til at ikke gøre noget imod Luther, før han havde tilstået ham en høring. ret

(346)  Alle partiers opmærksomhed blev nu rettet mod den Tyske Stats forsamling, som blev afholdt i Worms lige efter at Karl var ophøjet som kejser. Der var vigtige politiske spørgsmål og interesser der skulle gennemtænkes ved dette nationale råd; men disse forsvandt for et lille øjeblik, da det sagen om Wittenbergs munk kom ind. ret

(346)  Karl havde tidligere bedt kurfyrsten om at føre Luther til sig, til rigsdagen, med forsikring om at Reformatoren vil blive beskyttet mod al vold, og skulle tilstås fri konference med de kompetente, til at diskutere de omstridte punkter. Luther var ivrig efter at komme frem for kejseren. ret

(346)  Luthers venner blev forfærdede og fortvivlede. De kendte de fordomme og den fjendskab der var imod ham, de frygtede endog for at hans sikre optræden ikke vil respekteres, og de anmodede ham indstændigt om at ikke at bringe sit liv i fare. Han svarede »Papisterne ønsker ikke andet at jeg kom til Worms, end min domfældelse og min død. Det betyder intet. Bed ikke for mig, men for Guds Ord.« ret

(347)  Luther for rådet.
Til sidst stod Luther foran rådet. Kejseren sad på tronen. Han var omgivet af de mest berømte personligheder i riget. Aldrig havde noget menneske vist sig for en mere imponerende forsamling før end da Martin Luther skulle svare for sin tro. ret

(347)  Den måde han så ud på var et tydeligt sejrstegn for sandheden. At den mand som paven fordømte, skulle dømmes af en anden ret var i virkeligheden en fornægtelse af pontifeksens højeste myndighed. Reformatoren, som var bandlyst, og fordømt fra menneskelig fællesskab af paven, var blevet sikret beskyttelse, og tilstået en høring af nationens højeste gejstligheder. Rom havde befalet ham at være tavs, men han talte overfor tusinders tilstedeværelse fra alle dele af kristendommen. Rolig og fredfuld, og dog meget tapper og ædel, stod han som Guds vidne iblandt jorden storheder. Luther svarede i en underdanig og ydmyg tone, uden voldsomhed og lidenskab. Hans optræden var anderledes og respektfuld; alligevel viste han en tillid og glæde som overraskede forsamlingen. ret

(347)  Dem som hårdnakkede lukkede deres øjne for lyset, og besluttede sig for at ikke blive overbevist af sandheden, blev rasende over magten i Luthers ord. Da han ophørte med at tale, sagde rigsdagens talsmand vredt: »Du har ikke besvaret det spørgsmål du fik . . . Du pålægges at give et klart og præcis svar. . . . Vil du, eller vil du ikke kalde tilbage?« ret

(347)  Reformatoren svarede: »Eftersom deres ærværdige majestæt og jeres høje mægtigheder kræver et klart, enkelt og præcis svar af mig, vil jeg give jer ét, og det er dette: Jeg kan ikke underlægge min tro hverken mod paven eller mod rådene, fordi det er klart som dagen, at de ofte har fejlet og modsagt hinanden. Hvis jeg således er overbevist om Skriftens vidnesbyrd eller af de klareste ræsonnementer, medmindre jeg overtales ved hjælp af de skriftsteder jeg har citeret, og hvis de således binder min samvittighed ved Guds ord, kan jeg ikke og vil jeg ikke trække tilbage, for det er usikkert for en kristen at tale imod sin samvittighed. Her står jeg, og jeg kan ikke andet, måtte Gud hjælpe mig. Amen.« ret

(348)  Sådan stod denne retsindige mand, på Guds Ords sikre fundament. Himlens lys oplyste hans ansigt. Hans storhed og rene karakter, hans fred og glæde i hjerte, blev vist for alle, idet han vidnede imod vildfarelsens magt og vidnede for den tros overhøjhed som besejrer verden. ret

(348)  Fast som en klippe stod han, medens voldsomme bølger fra verdens magter stod uskadeligt imod ham. Med hans ords enkle kraft, hans frygtsløse holdning, hans rolige og talende øjne og den uforanderlige beslutsomhed kom til udtryk i hvert et ord og handling gjorde dybt indtryk på forsamlingen. Det var tydeligt at han ikke kunne tilskyndes, hverken ved løfter eller trusler, til at give efter for Roms fuldmagt. ret

(348)  Kristus havde talt gennem Luthers vidnesbyrd med en magt og storhed som på det tidspunkt indgød både venner og fjender med æresfrygt og forundren. Guds Ånd var til stede ved det rådsmøde, indprentet rigets øversters hjerter. Flere af fyrsterne anerkendte åbenløst det retfærdige i Luthers sag. Mange blev overbevist om sandheden, men nogle af de indtryk de gav varede ikke længe. Der var en anden klasse som ikke gav udtryk for deres overbevisning, men som, efter at have ransaget Skriften for sig selv, senere erklærede med stor frimodighed for Reformationen. ret

(349)  Kurfyrten Frederik så med bekymring frem til Luthers foretrædelse for rigsrådet, og han lyttede meget følelsesbevæget til hans tale. Han glædede sig over doktorens mod, fasthed og selvbeherskelse, og blev stolt af at være hans protektor. Han satte ham op imod de stridende partier, og så at pavers, kongers og prælaters visdom ikke var noget ved siden af sandhedens kraft. Pavedømmet havde lidt nederlagt som kunne mærkes blandt alle nationer og til alle tider. ret

(349)  Havde reformatoren opgivet et eneste punkt, ville Satan og hans hære have vundet sejr. Men hans urokkelige fasthed var middel til at frigøre kirken og begynde en ny og bedre æra. Denne ene mands indflydelse, som turde tænke og handle for sig selv i religiøse sager, påvirkede kirken og verden, ikke kun for sin egen tid, men for fremtidige slægter. Hans fasthed og mod styrkede alle, til tidens afslutning, som ville gennemgå en lignende erfaring. Guds kraft og majestæt stod frem for menneskers råd, over Satans mægtige kraft. ret

(349)  Jeg så at Luther var tapper og nidkær, frygtløs og frimodig, irettesatte synd og kæmpede for sandheden. Han sørgede ikke for onde mænd eller djævle; han vidste at han havde Én, som var mægtigere end de alle. Luther besad, iver, mod og frimodighed, og var til tider bange for at gå til yderligheder. Men Gud oprejste Melanchthon, som var modsat i karakter, og hjalp Luther med at bære Reformationens arbejde. Melanchthon var genert, forsigtig og var meget tålmodig. Han var højt elsket af Gud. Han havde store kendskab til Skrifterne, og hans dømmekraft og visdom var fremragende. Hans kærlighed for Guds sag var ligesom Luthers. Disse mænds hjerte knyttede Herren sammen; de var uadskillelige venner. Luther var til stor hjælp for Melanchthon da han var i fare for at blive frygtsom og sendrægtig, og Melanchthon var for sin del en stor hjælp for Luther når han var i fare for at gå for hurtigt. ret

(350)  Melanchthons fremsynede forsigtighed afværgede ofte problemer som ellers ville komme over sagen om arbejdet var overladt til Luther alene, og ofte ville værket ikke være skubbet videre om det var overladt til Melanchthon alene. Jeg fik vist Guds visdom ved at vælge disse to mænd til at videreføre reformationsarbejdet. ret

(350)  England og Skotland oplyst
Medens Luther åbnede en lukket Bibel for Tysklands folk, blev Tyndale tvunget af Guds Ånd til at gøre det samme for England. Han studerede Skrifterne ganske flittigt, og forkyndte sin sandhedsoverbevisning frygtløst, opfordrede at al lære måtte prøves ved Guds Ord. Hans iver kunne kun opildne til modstand fra papisterne. En lært katolsk doktor som diskuterede med ham, udbrød: »Det var bedre for os at være uden Guds lov end uden paverne.« Tyndale svarede: »Jeg trodser paven og alle hans love; og hvis Gud sparet mit liv, vil jeg, inden der er gået mange år, få en dreng, som styrer ploven til at vide mere om Bibelen end du gør.« Det mål som han var begyndt at nære, at give folk de Nytestamentlige Skrifter på deres eget sprog, blev nu bekræftet, og han begav sig straks i gang med arbejdet. Hele England lod til at lukke sig imod ham, og han besluttede sig for at søge ly i Tyskland. Her begyndte han at trykke det nye testamente på engelsk. Snart blev han færdig med tre tusinde kopier af det nye testamente, og et nyt oplag fulgte samme år. ret

(351)  Til sidst bevidnede han sin tro ved en martyrs død, men de våben som han havde gjort udstyrede andre soldater til at kæmpe igennem alle århundrederne helt til vor tid. ret

(351)  I Skotland fandt evangeliet en mester i John Knoxs person. Denne oprigtige reformer frygtede ikke menneskers ansigt. Martyrenes bål, flammede omkring ham, tjente kun til at opildne hans iver til større heftighed. Med tyrannens økse truende over hans hoved, stod han på sin plads, slog kraftige slag med den højre hånd og på den venstre, for at nedrive afgudsdyrkelsen. Således havde han det som mål, bad og kæmpede Herrens slag, indtil Skotland blev fri. ret

(351)  I England, fastholdt Latimer fra talerstolen at Bibelen burde læses på folks sprog. Den hellige skrifts ophavsmand, sagde han »er Gud selv;« og denne bibel har andel i dens Forfatters evighed og evighed. »Der er ingen konge, kejser, retsdommer eller hersker . . . . som ikke er bundet til at adlyde Hans hellige ord.« »Lad os ikke tage på udflugter, men lad Guds ord styre os: Lad os ikke vandre efter vore forfædre, ejheller søge det som de søgte, men det som de burde have gjort.« ret

(351)  Barnes og Frith, Tyndales trofaste venner, rejste sig for at forsvare sandheden. Ridleys og Cranmer fulgte efter. Disse ledere i den engelske reformation var lærde mænd, og de fleste af dem var højt værdsatte for deres iver eller fromhed i det romerske kirkesamfund. Deres modstand mod pavedømmet resulterede i at de kendte til det hellige havs vildfarelser. Deres kendskab til Babylons mysterier gav deres vidnesbyrd mod kirken større kraft. ret

(352)  Det store princip som Tyndale, Frith, Latimer, og Ridleys fastholder var de hellige skrifters autoritet og tilstrækkelighed. De afviste pavernes, rådenes, fædrenes og kongernes påtagede autoritet til at herske over samvittigheden i sager med religiøs tro. Bibelen var deres standard, og fra den skaffede de al lære og alle krav. Tro på Gud og Hans ord understøttede disse hellige mænd, da de opgav deres liv på bålet. ret

næste kapitel