Frelsesplanen

(42)  Sorg fyldte himlen, da man erkendte at menneske var gået tabt og at den verden som Gud havde skabt, skulle fyldes med dødelige mennesker der er dømt til elendighed, sygdom og død, og at der ikke var udvej for dem der havde forbrudt sig. Hele Adams familie måtte dø. Jeg så den elskelige Jesus og beskuede et forstående og sørgmodigt udtryk i Hans ansigt. Snart så jeg Ham nærme sig det overmådig klare lys som omgav Faderen. Min ledsagende engel sagde: Han er i tæt samtale med Sin Fader. Englenes bekymringer synes at være store da Jesus talte med Sin Fader. Tre gange blev Han lukket ind af det herlige lys omkring Faderen, og tredje gang kom Han ud fra Faderen, Hans person kunne ses. Hans ansigt var roligt, fri for al rådvildhed og tvivl, og skinnede af en næstekærlighed og elskelighed, som ord ikke kan beskrive. ret

(42)  Så bekendtgjorde han for englehæren at der var gjort en udvej for fortabte mennesker. Han fortalte dem at Han var gået i forbøn sammen med Sin Fader, og havde ofret at give Sit liv som løsesum, og påtog sig Selv dødsdommen, så mennesker gennem ham kunne få tilgivelse; så de gennem Hans blods fortjenester, og lydighed mod Guds lov kunne få Guds velvilje og bringes ind i den smukke have og spise frugten af livets træ. ret

(43)  Først kunne englene ikke glæde sig, for deres Befalingsmand skjulte intet for dem, men åbnede frelsesplanen op for dem. Jesus fortalte dem at Han ville stå mellem Sin Faders vrede og skyldige mennesker, så Han kunne bære forbydelser og skam, og kun få ville tage imod Ham som Guds Søn. Næsten alle ville hade og forkaste Ham. Han ville forlade al Sin herlighed i himlen, vise sig på jorden som et menneske, ydmyge Sig selv som et menneske, blive kendt med de forskellige fristelser, ved egen erfaring, som mennesker udsættes for, så Han vil vide hvordan de kommes til undsætning som fristes; og som til sidst, efter at Hans mission som lærer er udrettet, vil Han blive overgivet til menneskenes hænder og udstå alle grusomheder og lide det som Satan og hans engle kunne indgyde onde mennesker til at forvolde; så Han dør den grusomste død, hænges op mellem himlene og jorden som en skyldig synder; at Han vil lide de frygtelige pinselstimer, som endog engle ikke kan se på, men vil tilsløre deres ansigter for dette syn. Han vil ikke blot lide legemlig pine, men mental pinsel, det som legemlig lidelse på ingen måde kan lignes med. Vægten af hele verdens synder vil være på Ham. Han fortalte dem at Han vil dø og stå op igen på den tredje dag, og vil stige op til Sin Fader for at gå i forbøn for egensindige og skyldige mennesker. ret

(43)  Den eneste mulige vej til frelse
Englene faldt til jorden over for Ham. De gav deres liv. Jesus sagde til dem at Han ville frelse mange ved Sin død, som en engels liv ikke kunne betale skyld. Kun Hans liv kunne Hans Fader acceptere som løsesum for menneskene. Jesus fortalte dem også at de kunne gøre deres del, at være sammen med Ham og styrke ham på forskellige tidspunkter; da Han ville påtage sig menneskers faldne natur, og Hans styrke ville ikke være lige med deres, så de vil være vidner for Hans ydmygelse og store lidelser; og når de vil bevidne Hans lidelser og menneskers had mod Ham, vil de oprøres med deres dybeste følelser, og på grund af deres kærlighed til Ham, vil de ønske at kunne redde og udfri Ham fra Hans mordere; men at de ikke må lægge sig mellem og forhindre noget som de har beskuet; og at de skal gøre en del for Hans opstandelse; da frelsesplanen er blevet lagt, og Hans Fader har accepteret planen. ret

(44)  Med hellig bedrøvelse trøstede og opmuntrede Jesus englene og informerede dem at herefter vil de, som Han vil genløse være sammen med Ham, og at Han ved Sin død skal være løsesum for mange og udslette ham som har dødens magt. Og Hans Fader vil give Ham riget og rigets storhed under hele himlen, og Han vil besidde den for evig og altid. Satan og syndere vil blive udslettet, aldrig mere forstyrre himlen eller den rensede nye jord. Jesus bad for at den himmelske hær måtte forliges med den plan Hans Fader havde accepteret og glæde sig over at faldne mennesker gennem Hans død igen kan ophøjes og få Guds gunst og glæde sig over himlen. ret

(44)  Så fyldtes himlen med glæde, uudsigelig glæde. Og den himmelske hær sang en lovprisnings- og tilbedelsessang. De rørte deres harper og sang en tone højere oppe end de havde gjort før, for Guds store barmhjertighed og nedladenhed, ved at opgive Sin dyrebare Elskning, for at dø for en slægt med rebeller. Der blev udgydt pris og tilbedelse for Jesu selvfornægtelse og opofrelse, at Han ville gå med til at forlade Sin Faders skød og vælge et liv i lidelse og pine, og dø en skændig død for at give andre liv. ret

(45)  Englen sagde: »Tænk at Faderen har opgivet Sin dyrebare Søn uden kamp? Nej, nej. Der var endog en kamp med himlens Gud, hvorvidt det skyldige menneske skal gå fortabt, eller overgive Sin elskede Søn til at dø for dette menneske.« Engle var så interesseret i menneskers frelse, at der kunne findes nogen blandt dem som opgav deres ære og gav for fortabte mennesker, »Men,« sagde min ledsagende engel, »det nytter ikke noget. Overtrædelsen var så stor at en engels liv ikke kunne betale gælden. Intet andet end Hans Søns død og mellemkomst vil kunne betale gælden og frelse fortabte mennesker fra håbløs sorg og elendighed.« ret

(45)  Men englenes arbejde blev givet dem, og stige op og ned med styrkende balsam fra herlighed for at lindre Guds Søn i hans lidelser og være Ham til tjeneste. Det ville også være deres arbejde at bevogte og holde nådens undersåtter fra de onde engle og det mørke som Satan hele tiden kaster omkring dem. Jeg så at det var umuligt for Gud at forandre eller ændre Sin lov for at frelse fortabte mennesker som er under undergang; derfor lod Han Sin elskede Søn dø for menneskenes overtrædelse. ret

(45)  Satan glædede sig atter sammen med sine engle at han, ved at få menneskene til at falde, trækker Guds Søn fra Sin ophøjede position. Han fortalte sine engle at når Jesus skulle påtage sig menneskers faldne natur, kunne han overmande Ham og forhindre ham i frelsesplanen. ret

(45)  Jeg fik vist Satan som han var tidligere, en lykkelig og ophøjet engel. Så fik jeg vist ham sådan som han er nu. Han bærer stadig en kongelig-skikkelse. Hans træk er stadig ædle, for han er en falden engel. Men hans ansigtsudtryk er fuld af ængstelse, og bekymring, ulykke, ondsind, had fortræd, svig og alt slags ondt. Den pande som tidligere var så ædel, lagde jeg særlig mærke til. Hans pande begyndte fra hans øjne af at falde. Jeg så at han længe havde bøjet sig selv til det onde, at alle gode kvaliteter var fornedrede, og alle onde træk blev udviklet. Hans øjne var listige, udspekulerede og viste stor slagkraft. Hans skikkelse var stor; men kødet hang løst omkring hans hænder og ansigt. Da jeg beskuede ham, hvilede hans hage på hans venstre hånd. Han så ud til at tænke dybt. Der var et smil over hans udtryk, som fik mig til at skælve, det var så fyldt med onde og sataniske listigheder. Dette smil er et han har lige før han overfalder sit offer, og når han griber offeret i sin snare, bliver dette smil skrækkeligt. ret

(46)  I ydmyg og usigelig bedrøvede forlad Adam og Eva den elskelige have, hvori de havde været så lykkelige, indtil de var ulydige mod Guds befaling. Atmosfæren var forandret. Det var ikke længere uforanderligt som før overtrædelsen. Gud iklædte dem med skindklæder for at beskytte dem mod kuldefornemelser og så mod varme som de blev udsat for. ret

(46)  Guds uforanderlige lov
Hele himlen sørgede på grund af Adams og Evas ulydighed og fald, som pådrog Guds vrede over hele menneskeslægten. De blev afskåret fra at kommunikere med Gud, og blev revet ud i håbløs fortvivlelse. Guds lov kunne ikke ændres for at imødekomme menneskenes behov, for i Guds orden skal den aldrig miste sin kraft eller opgive de mindste dele af dens forlangender. ret

(46)  Guds engle blev hvervet til at besøge det faldne par og informere dem, at selvom de ikke længere kunne beholde deres hellige rang, deres Edenhjem, på grund af deres overtrædelse mod Guds lov, var deres sag alligevel ikke helt håbløs. Da blev de informeret om at Guds Søn, som havde talt med Faderen, var blevet bevæget i medynk, da Han så deres håbløse tilstand, og havde frivilligt påtaget Sig den Straf der tilkom dem, og dø for dem så mennesket kan leve, gennem tro på den forsoning Kristus ville gøre for det. Gennem Kristus blev en håbets dør åbnet, så mennesket, på trods af sin store synd, ikke skal være helt under Satans styring. Tro på Guds Søns fortrin vil således ophøje mennesker så det kan modstå Satans list. Mennesket vil få tilstået en prøvetid, med et angerfuldt liv og tro på Guds Søns forsoning, så det kan genløses fra sin overtrædelse af Faderens lov, og således ophøjes til et stade, hvor dets anstrengelser for at holde Hans lov vil kunne accepteres. ret

(47)  Englene fortalte dem om den sorg der kunne mærkes i himlen, da det blev bekendtgjort at de havde overtrådt Guds lov, som gjorte det formåltjeneligt at Kristus gjorde det store offer, med Sit eget dyrebare liv. ret

(47)  Da Adam og Eva indså hvor ophøjet og hellig Guds lov var, og overtrædelsen som nødvendiggjorde et så dyrebart offer, for at frelse dem og deres efterkommer fra fuldstændig fordærv, så bad de indstændigt om de selv måtte dø, eller lade dem og deres efterkommere udstå straffen for deres overtrædelse, fremfor at lade Guds elskede Søn gøre dette store offer. Adams sjælspine blev større. Han så at hans synder havde så store dimensioner at det indebær frygtelige konsekvenser. Og måtte det ske at himlens ærede Befalingsmand, som havde vandret sammen med ham og talt med ham i sin hellige uskyld, som engle ærede og tilbad, måtte bringes ned fra sin ophøjede position og dø på grund af hans overtrædelse? ret

(48)  Så blev Adam informeret at en engels liv ikke kunne betale skylden. Jehovas lov, fundamentet for Hans regering i himlen og på jorden, var lige så hellig som Gud Selv; og af den grund kunne en engels liv ikke antages af Gud som et offer for dens overtrædelse. Hans lov er af større betydning i Hans øjne end hellige engle omkring Hans trone. Faderen kunne ikke ophæve eller ændre et eneste bud af Sin lov, for at imødekomme mennesket i sin faldne tilstand. Men Guds Søn, som enstemmigt med Faderen skabte mennesket, kunne gøre en forsoning for mennesker der er acceptabelt for Gud, og giver Sit liv et offer og bærer Sin Faders vrede. Englene informerede Adam at, selvom hans overtrædelse havde pådraget død og ulykke, vil liv og udødelighed komme til lys gennem Jesu Kristi offer. ret

(48)  Et syn ud i fremtiden
Adam fik åbenbaret fremtidige vigtige begivenheder, fra sin udstødelse af Edens Have til Syndfloden, og videre til Kristi første komme på jorden; hans kærlighed til Adam og hans efterkommere ville få Guds Søn til at nedlade sig og påtage sig menneskenatur, og derved ophøje alle, gennem Hans egen ydmygelse, som vil tro på Ham. Et sådant offer var nok til at værdsætte og frelse hele verden; men kun nogle få vil drage nytte af den frelse der gives gennem et så forunderligt offer. De mange vil ikke gå med på de betingelser de har fået, at de skal have del i Hans store frelse. De vil foretrække synd og overtrædelse af Guds lov, fremfor anger og lydighed, stole i tro på de de ofrede fortjenestegaver som er blivet givet. Dette offer var af så uendelig værdi, at det kan regnes af større værdi end fineste guld af mennesker, - endog et menneske for Ofirs guldvægt. ret

(49)  Adam blev ført ned gennem efterfølgende generationer og så den voksende kriminalitet, skyld og tilsmudsning, for mennesker hengiver sig til sine naturlige stærke tilbøjeligheder til at overtræde Guds hellige lov. Han fik vist at Guds forbandelse viser tungere og tungere på menneskelægten, på kvæg og på jorden, fordi mennesker fortsætter i overtrædelser. Han fik vist at synd og vold vil vokse støt; og alligevel vil der midt i tidevandsbølgen af menneskers elendighed og ve, være nogle få som bevarer kendskabet til Gud og forbliver ubesmittet midt i den fremherskende moralske degenerering. Adam skal forstå hvad synd er – overtrædelse af loven. Han fik vist at moralsk, mental og fysisk degeneration vil være slægtens resultat, fra overtrædelse, til verden er fyldt med menneskelig elendighed af enhver slags. ret

(49)  Menneskenes dage vil afkortes ved sin egen syndige måde at overtræde Guds retfærdige lov på. Til sidst vil slægten forklejnes så de ser nedslået ud og næsten værdiløs. De var i almindelighed ikke i stand til at begribe Golgatas mysterium, den store ophøjede forsoningens kendsgerning, og frelsesplanen, fordi der gives efter for det kødelige sind. På trods af svaghed, og menneskeslægtens svækkede mentale, moralske og fysiske kræfter, fortsætter Kristus alligevel, i loyalitet mod det formål han forlod himlen med, med sin interesse for menneskehedens svage, forklejnede størrelser, og indbyder dem at skjule deres svaghed og store mangler i Ham. Hvis de vil komme til Ham, vil Han dække deres behov. ret

(50)  Det opofrende offer
Da Adam, efter Guds særlige retningslinjer, gjorde et offer for synd, var det en meget smertelig ceremoni for ham. Hans hånd måttes hæves for at tage liv, som Gud alene kunne give, og gøre offer for synd. Det var første gang at han var vidne til døden. Da han så på det blødende offer, vride sig i dødssmerter, måtte han se frem i tro til Guds Søn, som dette offer var forbillede for, som skulle dø menneskets offer. ret

(50)  Ceremoni-ofrene som Gud havde forordnet, skal være en stadig påmindelse til Adam for hans skyld, og også en bods-anerkendelse om sin synd. At tage sit liv gav Adam en dybere og mere fuldkommen fornemmelse af sin overtrædelse, som ikke mindre end Guds dyrebare Søns død kunne sone. Han undredes over den uendelige godhed og uforlignelige kærlighed, som skulle give en løsesum for at frelse den skyldige. Da Adam slog det uskyldige offer ihjel, var det for ham som om han udgød Guds Søns blod med sine egne hænder. Han vidste at hvis han forblev standhaftig over for Gud, og oprigtig mod Hans hellige lov, ville der ikke have været noget dyrs eller menneskes død. Idet brændofrene pegede hen til det store og fuldkomne offer i Guds dyrebare Søn, viste der sig en håbets stjerne, der oplyste den mørke og frygtelige fremtid, og hjælper den fra sin fuldstændige håbløshed og ruin. ret

(50)  I begyndelsen blev overhovedet i hver familie betragtet som en hersker og præst for sit eget hus. Derefter, eftersom slægterne udbredtes hen over Jorden, udførte guddommeligt udpegede mennesker denne højtidelige offertilbedelse for folk. Blodet fra dyrene skal sætte synderes blod i forbindelse med Guds Søns blod. Offerets død var bevis på at syndens straf var død. Ved offerhandlingen anerkendte synderen sin skyld og udviste sin tro, så fremad til Guds Søns store og fuldkomne offer, som dyrets offer var forbillede på. Uden Guds Søns forsoning kunne der ikke være nogen velsignende forbindelse eller frelse fra Gud til mennesker. Gud var nidkær for Sin lovs ære. Lovovertræden skabte en frygtelig adskillelse mellem Gud og mennesker. Adam fik i hans uskyld tilstået forbindelse, direkte, fri og lykkelig, med sin Skaber. Efter hans overtrædelse vil Gud sætte forbindelse med menneskene gennem Kristus og englene. ret

næste kapitel