Den første engels budskab

(356)  Profetien af den første engels budskab, som kom til syne i Åbenbaringen 14, blev opfyldt med adventbevægelsen i 1840-44. I både Europa og Amerika, blev troens og bønnens mænd dybt bevæget da deres opmærksomhed blev henledt til profetierne, og sporet ned til den inspirerede bog, så de overbevisende beviser for at alle tings ende er nær. Guds ånd tilskyndede Sine tjenere til at give advarslen. Det evige evangeliums budskab blev spredt vidt og bredt: »Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet.« Åbenbaringen 14,7. ret

(356)  Hvor Missionerne end banede sig vej, kom der glade nyheder om Kristi snarlige tilbagekomst. I forskellige lande var der isolerede grupper af kristne, som kun ved at studere Bibelen, var kommet frem til den tro at Frelserens komme var nær. I nogle dele af Europa, kom der så hårde love der forbød forkyndelsen af adventlæren, at små børn blev tvunget til at erklære dette, og mange lyttede til de alvorlige advarsler. ret

(356)  William Miller og hans medarbejdere fik det for at forkynde budskabet i Amerika, og lyset tændes ved at deres arbejde skinner ud til fjerne lande. Gud sendte Sin engel for at bevæge landmands hjerte, som ikke troede Bibelen, og fik ham til at ransage profetierne. Guds engle hjemsøgte denne udvalgte mand gentagende gange, til at lede hans tanker og åbne hans forståelse for profetier der altid har været mørke for Guds folk. Begyndelsen af sandhedens kæde blev givet ham, og han blev ledt til at søge led efter led, indtil han så beundrende på Guds Ord. Han så således at der var en fuldkommen sandhedskæde. Det ord, som han betragtede som uinspireret, åbnede sig nu op for hans syn i dens skønhed og herlighed. Han så at en del af Bibelen forklarer en anden del, og når den ene passage var lukket for hans forståelse, fandt han en anden del af Ordet som forklarede den. Han betragtede Guds hellige ord med glæde, og med dybeste respekt og æresfrygt. ret

(357)  Da han fulgte profetierne nedover, så han at jordens beboere levede i de afsluttende scenerier af denne verdens historie; de vidste det dog ikke. Han så på kirkerne, og så at de var korrupte; de havde ikke længere deres hengivenhed til Jesus men givet den til verden; de søgte verdslig ære, i stedet for den ære der kommer ovenfra; griber efter verdslige rigdomme, i stedet for at samle deres skatte i himlen. Han kunne se hykleriet, mørket og døden overalt. Hans blev oprørt inden i. Gud kalde ham til at forlade sin gård, ligesom Han kaldte Elia til at forlade sine okser og hans arbejdsmark for at følge Elias. ret

(357)  Med bæven begyndte William Miller at folde Guds riges mysteriers ud for folk, føre sine tilhørere ned til profetierne for Kristi genkomst. Skrifternes vidnesbyrd som pegede mod Kristi komme i 1943, vakte udbredt interesse. Mange blev overbevist om at argumenterne fra de profetiske perioder var rigtige, og de tog gladelig imod sandhedens argumenter på bekostning af deres egen stolthed. Nogle prædikanter lagde deres sekteriske synspunkter og følelser til side, forlod deres løn og deres kirker, og gik sammen om at proklamere Jesu komme. ret

(358)  Der var imidlertid kun nogle få prædikanter som accepterede dette budskab; derfor blev det mest betroet ydmyge lægfolk. Landmænd forlod deres gårde, håndværkere deres redskaber, handelsmænd deres købmandsgårde, professionelle mænd deres stillinger; og alligevel var der et lille antal medarbejdere i forhold til arbejdet der skulle udføres. En ugudelig kirkes tilstand og en verden der lå i ondskab bebyrdede de sande vagtfolks sjæle, og de udholdt frivilligt slid, afsavn og lidelser, så de kunne kalde folk til at angre og blive frelst. Selvom Satan modsatte sig, gik arbejdet støt fremad, og mange tusinde accepterede sandheden. ret

(358)  En stor religiøs vækkelse
Overalt kunne det ransagende vidnesbyrd der advarede syndere høres, både verdslige og kirkemedlemmer, til at fly for den kommende vrede. Ligesom Johannes Døber, Kristi forløber, lagde forkynderne øksen ved træets rod og tilskyndede alle til at frembringe frugt der møder anger. Deres oprørende appeller kunne mærkes i modsætning til de forsikringer og fred og sikkerhed som kunne høres fra populære talerstoler, og hvor budskabet blev givet, bevægede det folk. ret

(358)  Det enkle og direkte vidnesbyrd om Skrifterne, som kom ind ved Helligåndens kraft, lagde en overbevisende vægt, som kun få kunne modstå helt. Religionsbekendere blev vækket op af deres falske forvisning. De så deres frafald, deres verdslighed og vantro, deres stolthed og selviskhed. Mange søgte Herren i anger og ydmygelse. Den hengivenhed som i lang tid havde klynget sig til jordiske ting, befæstede de nu til himlen. Guds ånd hvilede på dem, og med blødgjorte og underdanige hjerter råbte de sammen: »Frygt Gud, og giv Ham ære; for nu er Hans domstime kommet.« Åbenbaringen 14,7. ret

(359)  Syndere spurgte grædende: »Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?« De hvis liv har været præget af uærlighed var ivrige efter at komme sig igen. Alle som fandt fred i Kristus længes efter at se andre dele velsignelsen. Forældrenes hjerter blev vendt til deres børn, og børnenes hjerter til deres forældre. Stolthedens og forbeholdenhedens barrierer blev fejet bort. Der blev gjort hjertelige bekendelser, og hjemmets medlemmer arbejdede for deres frelse som var nærmest og de kæreste. ret

(359)  Lyden af alvorlig forbøn kunne ofte høres. Overalt var der sjæle i dyb kval der bad til Gud. Mange brugte hele natten i bøn for at blive forvisset om at deres egne synder var blevet tilgivet, eller for deres slægtninges eller næstes omvendelse. Den alvorlige og opsatte tro fik sit formål. Guds profet fortsatte således med påtrængende bøn, pressede på med deres anmodninger for nådestolen, fik de en langt rigere erfaring end de har nu. Der er for lidt bøn, for lidt virkelig overbevisning om synd; og manglende på levende tro efterlader mange blottet for den nåde, som vor nådige Genløser giver. ret

(359)  Alle forskellige klasser flokkedes til adventisternes møder. Rige og fattige, høje og lave, blev af forskellige grunde, ivrige efter at selv høre læren om genkomsten. Herren fremholdt modstanden i ave medes Hans tjenere forklarede begrundelserne for deres tro. Nogle gange var redskabet svagt; men Guds Ånd gav Sin sandhed kraft. Hellige engles tilstedeværelse kunne mærkes i forsamlinger, og der blev dagligt føjet mange til de troende. Da beviserne for Kristi snarlige komme blev gentaget, lyttede store skare i åndeløs tavshed til de højtidelige ord. Himlen og jorden synes at nærme sig hinanden. Guds kraft kunne mærkes på gamle, unge og midaldrende. Mennesker søgte deres hjem, med ros i deres læber, og der lød glade sande i den stille natteluft. Ingen af dem der deltog under møderne, kan nogensinde glemme dybe interesse der var. ret

(360)  Modstand
Proklamation af et bestemt tidspunkt for Kristi komme fremkaldte stor modstand i mange klasser, fra prædikanten på talerstolen ned til de mest ligegyldige og himmel-forvovede synder. »Nej ingen kender dagen eller timen!« kunne høres som det samme fra den hykleriske prædikant og den frække hånsmand. De lukkede deres ører for den klare og harmoniske udlæggelse af skriftstedet af dem som pegede på de profetiske perioders afslutning og på de tegn som Kristus Selv havde forudsagt som tegn på Hans komme. ret

(360)  Mange som bekendte at elske Frelseren erklærede at de ikke havde noget imod forkyndelsen om Hans komme; de var kun imod et bestemt tidspunkt. Guds altransagende øjne læste deres hjerter. De ønskede ikke at høre om at Kristus kom for at dømme verden til retfærdighed. De var upålidelige forvaltere, deres gerninger bestod ikke Guds hjerteransagende opsyn, og de frygtede at møde deres Herre. Ligesom jøderne da Kristus kom første gang, var de ikke forberedt på at byde Jesus velkommen. Satan og hans engle jublede og kastede hån på Kristi og hans hellige engles ansigter, at Hans bekendende folk havde så lidt kærlighed til Ham, at de ikke ønskede Hans tilsynekomst. ret

(361)  Upålidelige vagtfolk forhindrede at Guds værk gik frem. Da folk vågnede op, og begyndte at spørge efter frelsens vej, trådte disse ledere ind imellem dem og sandheden, forsøgte at fortie deres frygt ved falske fortolkninger af Guds Ord. Med dette arbejde gik Satan og uhellige forkyndertjenere sammen og råbte Fred, fred, skønt Gud ikke havde sagt fred. Ligesom farisæerne på Kristi tid, nægtede mange at selv gå ind i himlens rige, og dem som gik der ind forhindrede de. Disse sjæles blod vil blive afkrævet deres hænder. ret

(361)  Hvor sandhedens budskab blev proklameret, var de mest ydmyge og helligede i kirkerne de første der tog imod det. Dem som studerede Bibelen for sig selv, kunne kun den ubibelske karakter af de populære syn på profetien, og de steder hvor folk ikke blev bedraget af præsternes bestræbelser for at fejlfremstille og fordreje troen, hvor de ville søge Guds ord for sig selv, behøvede adventlæren blot at sammenlignes med Bibelen for at oprette dens guddommelige autoritet. ret

(361)  Mange blev forfulgt af deres ikke-troende brødre. For at beholde deres stilling i kirken, fortiede nogle deres håb, medens andre følte at loyaliteten til Gud forbød dem at skjule de sandheder som han havde pålagt dem. Ikke så få blev afskåret fra fællesskab med kirken af ingen andre grund end at de udtrykte deres tro på Kristi komme. Profetens ord til dem som bar deres tros trængsler var ganske dyrebare: »Hør Herrens ord, I, som bæver for hans ord: Således siger eders brødre, der hader eder og støder eder bort for mit navns skyld: »Lad Herren vise sig i sin herlighed, så vi kan se eders glæde!« men de skal blive til skamme!« Esajas 66,5. ret

(362)  Guds Engle vågede med dyb interesse for resultatet af advarslen. Når kirkerne som helhed forkastede budskabet, vendte englene sig bort fra den i bedrøvelse. Alligevel var der mange i kirkerne som endnu ikke var blevet prøvet om adventsandheden. Mange blev bedraget af mænd, hustruer, forældre eller børn, og troede at det var en synd at lytte til sådanne kættere, da blev undervist af adventister. Englene blev pålagt at holde nøje øje med disse sjæle; for et andet lys skulle skinne over dem fra Guds trone. ret

(362)  Bereder sig til at møde Herren
Dem som modtog budskabet afventede deres Frelsers komme med uudsigeligt ønske. Det tidspunkt hvor de forventede at møde Ham var nær. De nærmede sig denne time med en rolig højtidelighed. De hvilede i liflig samfund med Gud, en fredelig alvor som skulle være deres i stråleglans herefter. Ingen som erfarede dette håb og tillid kan glemme de dyrebare timer i venten. Verdslige forretninger var for det meste lagt til side i nogle få uger. Troende ransagede hver tanke og følelse i deres hjerter, som om de var på deres dødsleje og få timer før de lukkede deres øjne for jordiske scenerier. Der blev ikke udarbejdet »opstandelsesklæder,« men alle nærede behov for indre bevis for at de var rede til at møde Frelseren; deres hvide klæder var sjælens og karakterens renhed, renset for synd ved Kristi soneblod. ret

(362)  Gud ville forsøge Sit folk. Hans hånd dækkede over en regnefejl over de profetiske periode. Adventister opdagede ikke fejlen, den blev heller ikke opdaget af de mest lærte blandt deres modstandere. Sidstnævnte sagde: »Jeres udregning af de profetiske perioder er rigtige. En stor begivenhed var ved at finde sted, men det er ikke det Mr. Miller forudsiger; det er verdens omvendelse, og ikke Kristi genkomst.« ret

(363)  Det forventede tidspunkt var gået, og Kristus viste sig ikke for at udfri Sit folk. Dem som i oprigtig tro og kærlighed har ventet på deres Frelser erfarede en bitter skuffelse. Alligevel havde Herren oprettet Sit mål: Han havde prøvet deres hjerter som bekendte at afvente Hans tilsynekomst. Der er mange blandt dem som ikke var blevet tilskyndet af højere motiver end frygt. Deres trosbekendelse påvirkede ikke deres hjerter eller deres liv. Da den forventede begivenhed ikke fandt sted, erklærede disse personer at de ikke var skuffede; de havde aldrig troet på at Kristus ville komme. De var blandt de første der latterliggjorde de sande troendes sorg. ret

(363)  Men Jesus og hele den himmelske hær så med kærlighed og sympati på de trofaste og skuffede, og dog skuffede mennesker! Kunne det forhæng der skiller den synlige fra den usynlige trækkes til side, ville engle have draget nær til disse standhaftige sjæle og beskyttet dem mod Satans strålespyd. ret

næste kapitel