Genløsningens historie kapitel 51. Fra side 364 | ren side tilbage |
(364) De menigheder der nægtede at modtage den første engels budskab forkastede lyset fra himlen. Det budskab blev sendt i nåde for at vække dem, til at se deres sande verdslige og frafaldne tilstand, og søge sig beredt til at møde deres Herre. ret (364) Det var for at adskille Kristi kirke fra verdens fordærvende indflydelse at den første engels budskab blev givet. Men de bånd der bandt skaren, endogså bekendende kristne, dem til jorden, blev stærkere end det der trak til himlen. De valgte at lytte til den verdslige visdoms stemme og vendte sig bort fra sandhedens hjerteransagende budskab. ret (364) Gud giver et lys der skal værnes om og adlydes, men ikke afvises og forkastes. Det lys som Han sender, bliver til mørke for dem som ignorerer det. Når Guds Ånd ophører med at indprente sandheden på menneskehjerter, så er det forgæves at lytte, og al forkyndelse er også forgæves. ret (364) Når kirkerne vrager Guds råd og forkaster adventbudskabet, så afviser Herren dem. Den første engel blev efterfulgt af en anden der proklamerer: »Faldet, faldet er det store Babylon, som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin.« Åbenbaringen 14,8. Dette budskab forstod adventisterne som en forkyndelse af kirkernes moralske fordi de forkastede det første budskab. Proklameringen »Babylon er faldet,« blev givet i sommer 1844, og resultatet trak omkring halvtreds tusinde sig ud af disse kirker. ret (365) Dem som forkyndte det første budskab forventede ikke splittelser i kirker, eller danne adskilte organisationer. »Med al mit arbejde,« sagde William Miller, »har jeg aldrig ønsket eller behøvet at oprette en adskilt virksomhed fra de eksisterende trossamfund, eller hjælpe med nogens udgifter frem for andre. Jeg ville hjælpe dem alle. I den tro at alle kristne vil glæde sig over udsigten af Kristi komme, og at dem som ikke ser som jeg ville ikke elske noget mindre end dem der griber denne lære, har jeg ikke forstået at det nogen sinde ville være nødvendigt med adskilte møder. Hele mit mål var et ønske om at omvende sjæle til Gud, bekendtgøre verden om en kommende dom, og tilskynde mine medmennesker til at berede hjertet, som vil sætte dem i stand til at møde deres Gud i fred. De fleste af dem der blev omvendt under mit arbejde, hjalp med til i arbejdet, i de forskellige kirker. Når enkeltpersoner kom til mig, for at spørge om deres pligt, fortalte jeg dem altid at gå der hen hvor de følte sig hjemme; og jeg foretrak aldrig at anbefale noget trossamfund.« ret (365) I en tid bød mange af kirkerne hans medarbejdere velkommen, men eftersom de besluttede sig imod adventsandheden, besluttede de at sætte en stopper for alt der taler for emnet. Dem som havde accepteret læren, kom derhen hvor de fik prøvelser og blev rådvilde. De elskede deres kirker, og var uvillig for at skille sig fra dem; men da de blev latterliggjort og holdt nede, fornægtede muligheden at tale om deres håb, eller deltage i forkyndelsen af Herrens komme, rejste mange sig op og kastede det åg fra dem som var lagt på dem. ret (366) Adventister der så at kirkerne forkastede Guds ords vidnesbyrd, kunne ikke længere betragte dem som dem der udgjorde Kristi kirke, »Sandhedens grundstøtter;« og da budskabet, »Babylon er faldet,« begyndt at blive proklameret, følte de sig selv retfærdiggjort ved at adskille sig fra deres tidligere forbindelse. ret (366) Siden det første budskab blev forkastet, fandt en sørgelig forandring sted i kirkerne. Efterhånden som sandheden blev vraget, kom der vildfarelser ind, og de blev gemt godt. Kærlighed til Gud og troen på Hans Ord er blevet kold. Kirkerne har såret Herrens Ånd, og den er blevet trukket tilbage i stor målestok. ret (366) Ventetiden (366) Deres tro blev stærkt styrket ved bruge disse skriftsteder direkte og tvingende som forklarede en ventetid. Så tidligt som i 1842, bevægede Guds Ånd Charles Fitch til at lægge en profetisk tidslinje, som adventisterne generelt betragte som en opfyldelse af det bud profeten Habakkuk gav, ved at »skrive synet, og gøre det tydeligt på tavler.« Ingen så imidlertid den ventetid som kom frem i samme profeti. Efter skuffelsen blev skriftstedets fulde betydning synlig. Således siger profeten: »skriv synet op og rist det ind i tavler, at det kan læses let; thi synet står ved magt, træffer ind til tide, usvigeligt iler det mod målet; tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke.« Habakkuk 2,2. 3. ret (367) De ventende glædede sig over at Han, der kender enden fra begyndelsen havde set ned gennem tiderne, og forudset deres skuffelse, havde givet dem tapre og håbefulde ord. Var det ikke for disse dele af Bibelen, der viste at de var på den rette sti, ville deres tro have fejlet i den prøvende stund. ret (367) I lignelsen om de ti jomfruer, i Mattæus 25, illustrereres adventisternes erfaring ved det der skete under østens brylluper. »Da skal det være med Himmeriget som med ti jomfruer, der tog deres lamper og gik ud for at gå brudgommen i møde.« »Og da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn.« ret (367) Den udbredte bevægelse under det første budskabs proklamation, besvarede at jomfruerne gik ud, og når det forventede tidspunkt var gået, skuffelsen og tidsforlængelse, blev de repræsenteret af brudgommens forsinkelse. Efter at det aftalte tidspunkt var gået, var de sande troende stadig forenede i troen på at alle tings ende var nær; men det blev snart tydeligt at de mistede deres iver og helligelse i en vis omfang, og kom i den tilstand der betegnes i lignelsen, ved de slumrende jomfruer under ventetiden. ret (368) På dette tidspunkt begyndte fanatismen at vise sig. Nogle der bekendte at tro nidkært på budskabet forkastede Guds Ord, som en ufejlbarlig vejleder, og hævede at blive ledt af Ånden, opgav sig selv til deres egne følelsers, indtryks og indbildningers kontrol. Der var nogle som fastholdt en blind og fanatisk iver, fordømte alle som ikke billigede deres metode. Deres fanatiske idéer og øvelser mødte ikke forståelse fra de fleste adventister; de bragte endog skam over sandhedens sag. ret (368) Forkyndelsen af det første budskab i 1843, og midnatsråbet i 1844, modstod direkte fanatisme og uenighed. Dem som tog del i disse alvorlige bevægelser var i harmoni; deres hjerter blev fyldt med kærlighed til hinanden, og til Jesus, som de snart forventede at se. Denne tro, dette salige håb, opløftede dem over enhver menneskelig indflydelses kontrol og viste sig som et skjold imod Satans angreb. ret |