Midnatsråbet

(369)  »Og da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød der et råb: »Se, brudgommen er der, gå ham i møde!« Da vågnede alle jomfruerne og gjorde deres lamper i stand.« Mattæus 25,5-7. Om sommeren 1844 opdagede adventisterne en fejl i deres tidligere udregning af profetiske periode, og fik et korrekt standpunkt i orden. De 2300 dage i Daniel 8,14, som alle troede varede til Kristi andet komme, var ment til afslutningen foråret 1844; nu kunne det ses at denne periode rakte til efteråret samme år, og adventisternes tanker fæstnede sig på dette punkt som tidspunktet for Herrens tilsynekomst. Proklamationen for denne tids budskab var et nyt skridt til opfyldelsen af bryllupslignelsen, hvis anvendelse på adventisternes erfaring allerede kunne ses klart. ret

(369)  Ligesom råbet i lignelsen kunne høres ved midnat, der bekendtgjorde brudgommens ankomst, ligeså ved midtvejens opfyldelse mellem foråret 1844, da man først mente at de 2300 dage ville afslutte, om efteråret 1844, hvor det derefter var tid til den virkelukning, så hævede et sådant råb sig, med Bibelens ord: »Se brudgommen kommer; gå Ham i møde.« ret

(370)  Ligesom en tidevandsbølge bevæger sig over landet. Fra by til by, fra landsby til landsby, til afsides liggende landsteder gik den, indtil Guds ventende folk var helt vågne. Før denne proklamation vil fanatismen forsvinde, ligesom den tidlige frost før solen står op. Troende fandt deres position endnu en gang, og håb og mod besjælede deres hjerter. ret

(370)  Værket blev fri for yderligheder som altid viste sig ved menneskers ophidsende spænding, uden Guds Ånds og Ords kontrollerende indflydelse. Det var af samme karakter som da det gamle Israel fulgte irettesættelsesbudskaberne fra Hans tjenere vendte ydmygt tilbage til Herren. Det bar de karaktertræk som betegnede Guds værk til enhver tid. Der var lidt ekstatisk glæde, men snarere dyb hjerteransagelse, syndsbekendelse og lægge verden bort. En forberedelse til at møde Herren var den store kamp. Der blev bedt udholdende og uforbeholden helligelse til Gud. ret

(370)  Midnatsråbet blev ikke fremført så meget af argumenter, selvom Bibelens bevis var klart og afgørende. Med dette gik der en betvingende kraft, som bevægede sjælen. Der var ingen tvivl, ingen spørgsmål. Da Kristi sejrrigt indtog Jerusalem, flokkes de folk, der var samlet fra alle dele af landet til festen, på Oliebjerget, og da de sluttede sig til skaren der ledsagede Jesus, greb de inspirationens stund og var med til at forstærke råbet: »Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!« Matthæus 21,9. På samme måde flokkes de ikke-troende til adventistmøderne – nogle af nysgerrighed, nogle blot for at latterliggøre – mærkede den overbevisende magt der fulgte med budskabet, »Se brudgommen kommer!« ret

(371)  Samtidig var der en tro der gav bønnesvar – en tro der havde respekt for gengældelseslønnen. Ligesom regnen der faldt på den tørstige jord, steg nådens Ånd ned på de alvorligt søgende. Dem der forventede at snart stå ansigt til ansigt for deres Genløser, følge en højtidelig glæde som var uudsigelig. Helligåndens blødgørende og underlæggende kraft blødgjorde hjertet, der i bølger af Guds herlighed fejede over de trofaste og troende mennesker. ret

(371)  Dem som tog imod budskabet kom forsigtigt og alvorligt frem til den tid, hvor de håbede at møde deres herre. Hver morgen følte de at det var deres første pligt at få bevist deres accept fra Gud. Deres hjerter var tæt forenede, og de bad meget med og for hinanden. De mødtes ofte på afsidesliggende steder for at samtale med Gud, og forbønnens røst steg op til himlen fra marker og lunde. Forvisningen om Frelserens anerkendelse var mere nødvendigt for dem, end deres daglige mad, og hvis en sky formørkede deres sind, hvilede de ikke før den blev fejet bort. Da de mærkede den tilgivende nådes vinde, længtes de efter at se Ham som deres sjæle elskede., ret

(371)  Skuffet, men ikke svigtet
Men de skulle atter skuffes. Det forventede at tidspunkt var ovre, og deres Frelser viste sig ikke. Med urokkelig tillid havde de set frem til Hans komme, og nu følte de ligesom Maria, der kom til Frelserens grav og fandt den tom, udbrød hun grædende: »De har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« ret

(371)  En følelse af æresfrygt, en frygt for at budskabet kunne være sandt, holdt den ikke-troende verden tilbage for en tid. Efter at tiden var gået og dette ikke viste sig straks, turde de ikke triumfere over de skuffede, men da de ikke kunne se tegn på Guds vrede, kom de sig over deres frygt og genoptog deres bebrejdelser og latterliggørelser. En stor klasse som bekendte at tro Herrens snarlige komme gav afkald på deres tro. Nogle som var meget overbeviste undrede sig så dybt over deres stolthed at det var som de flygtede fra verden. Ligesom ved Jonas, beklagede de sig over Gud, og valgte hellere døden frem for livet. Dem som baserede deres tro på andres meninger, og ikke på Guds Ord, var nu ligeså hurtige til at atter ændre deres synspunkter. Håns-mændene vandt de svage og kujonerne over til deres rækker, og alle gik sammen om at erklære det der ikke kunne frygtes eller forventes nu. Tiden var gået, Herren var ikke kommet, og verden forbliver den samme i tusindvis år. ret

(372)  De alvorlige, oprigtige troende havde opgivet alt til Kristus, og havde delt Hans tilstedeværelse som aldrig før. De havde, som de troede, givet deres sidste advarsel til verden, og forventet at hurtigt blive modtaget i selskab med deres guddommelige Mester og de himmelske engle, havde de i stort omfang, trukket sig ud af den ikke-troende skare. De bad med intens ønske: »Kom, Herre Jesus, og kom snart.« Men Han var ikke kommet. Og nu var det faktiske en frygtelig trosprøvelse og praktisk prøvelse at tage livets tunge bekymringer og problemer op igen, og klare en hånende verdens spot og skam. ret

(372)  Alligevel var skuffelsen ikke så stor som den var for disciplene ved Kristi første komme. Da Jesus red sejrrigt ind i Jerusalem, troede Hans efterfølgere at Han var ved at bestige Davids trone og udfri Israel fra dens undertrykkere. Med høje håb og glædelige forventninger kappedes de med hinanden at vise deres Konge ære. Mange udbredte deres klæder som et tæppe på Hans sti, eller bestrøede palmegreneblade foran Ham. I deres begejstrende glæde, gik de sammen i den glade hyldest: »Hosianna du Davids Søn!« ret

(373)  Da Farisæerne, i deres uro og vrede over dette glædesudbrud, ønskede at Jesus skulle sætte Sine disciple i rette, svarede Han: »Hvis disse tier, skal stenene råbe.« Lukas 19,40. Profetien må opfyldes. Disciplene udførte Guds hensigt; alligevel blev de dømt til bitter skuffelse. Kun nogle få dage var gået før de var vidne til Frelserens pinefulde død og lagde Ham i graven. Deres forventninger var ikke blevet indfriet i en eneste enkelthed, og deres håb døde med Jesus. Ikke før deres Herre kom sejrrigt frem af graven kunne de opfatte alt der var blevet forudsagt i profetien, og »at Kristus måtte lide og opstå fra de døde.« Apg 17,3. På samme måde opfyldte profetien både den første og anden engles budskaber. De blev givet på rigtige tidspunkt, og gjorde det arbejde som Gud ville at de skulle udføre. ret

(373)  Verden havde set frem til, og forventet at hvis tiden gik og Kristus ikke viste sig, ville hele advent-systemet blive opgivet. Men medens mange, under stærke fristelser, opgav deres tro, var der nogle som stod fast. De kunne ikke opdage nogen fejl i deres beregning af de profetiske perioder. De dygtigste modstandere de havde, kunne ikke omstyrte deres standpunkt. Ganske vidst var den forventede begivenhed forkert, men dette kunne ryste deres tro på Guds ord. ret

(374)  Gud svigtede ikke Sit folk; Hans Ånd vil stadig blive hos dem som ikke overilet fornægter det lys som de har modtaget, og fralægger sig advenbevægelsen. Apostlen Paulus skrev opmuntrende og advarende ord, idet han ser ned gennem tider, til de prøvende og ventende troende i disse kriser: »Så kast da ikke jeres frimodighed bort, den har nemlig stor løn i følge; thi I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet. Thi »der er endnu kun en liden stund, snart, snart, så kommer han, der skal komme, og han tøver ikke; og min retfærdige skal leve af tro;« men »hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.« Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle.« Hebræerne 10,35-39. ret

(374)  Deres eneste sikre kurs var at værne om det lys som de allerede havde modtaget af Gud, holde fast på Hans løfter, og fortsætte med at søge Skrifterne, og vente og våge tålmodigt på at modtage mere lys. ret

næste kapitel