Prøvetidens afslutning

(402)  Jeg blev peget ned til den tid hvor den tredje engels budskab sluttede. Guds kraft hvilede på Hans folk; de havde udført deres arbejde og blev forberedt for den prøvestund der lå foran dem. De havde fået sildigregnen, eller opildning fra Herrens tilstedeværelse, og det levende vidnesbyrd fik liv igen. Den sidste store advarsel genlød overalt, og det oprørte og gjorde jordens beboere rasende, som ikke ville tage imod budskabet. ret

(402)  Jeg så at engle skyndte sig til og fra himlen. En engel med skriverens blækpen ved sin side, vendte tilbage fra jorden og fortalte Jesus at hans arbejde var udført, og de hellige var blevet talt og beseglet. Da så jeg Jesus, som gjorde tjeneste foran arken med de ti bud inden i, kaste røgelseskarret ned. Han hævede sine hænder, og sagde med høj røst. »Det er sket.« Og hele englehæren lagde deres kroner fra sig, da Jesus kom med denne alvorlige erklæring: »Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt.« Åbenbaringen 22,11. ret

(402)  Enhver sag var blevet afgjort for liv eller for død. Da Jesus gjorde tjeneste i helligdommen, gjaldt dommen de retfærdige døde, og så før de retfærdige levende. Kristus havde modtaget Sit rige, gjort soning for Sit folk og udslettet deres synder. Borgerne i riget blev gjort op. Bryllupsmåltidet blev indtaget. Og riget, og rigets storhed under hele himlen, blev givet til Jesus og frelsens arvinger, og Jesus skulle regere som kongernes Konge og herrens Herre. ret

(403)  Da Jesus bevægede sig ud fra det allerhelligste, hørte jeg klingende bjælder på Hans klædning; og da han gik, dækkede en mørk sky jordens beboere. Så var der ingen mellemmand mellem syndige mennesker og en vred Gud. Så længe Jesus havde stået imellem Gud og skyldige mennesker, var der sat bånd på folket; men da Han trådte ud fra at være mellem mennesket og Faderen, blev båndet fjernet og Satan havde fuld kontrol over de helt forhærdede. ret

(403)  Det var umuligt at plagerne kunne udgydes medens Jesus gjorde tjeneste i helligdommen; men da Hans værk var fuldbragt, og Hans mellemkomst lukker, var der intet til at holde Guds vrede, og den bryder med raseri over skyldige synderes utildækkede hoveder, som har ringeagtet frelsen og hadet irettesættelse. I den frygtelige stund, efter at Jesu mellemkomst var afsluttet, levede de hellige for øjnene af en hellig Guds øjne uden en mellemmand. Enhver sag var afgjort, og enhver juvel var blevet talt. Jesus tøvede et øjeblik i den himmelske helligdoms ydre afdeling, og de synder som var blevet bekendt, da Han var i det allerhelligste, var på Satan, syndens ophavsmand, som måtte lide deres straf. [Bemærk.- Denne lidelse Satan har, er på ingen måde en indirekte forsoning. Som det fremgår i et tidligere kapitel: »Som menneskets stedfortræder og sikkerhed, blev menneskenes syndighed lagt på Kristus.« (Se s. 225.) Men efter at dem som accepterer Kristi offer er blevet genløst, er det visselig netop at satan, syndens ophavsmand, skal lide den endelige straf. Som Mrs. White har sagt et andet sted: »Når forsoningsarbejdet i den himmelske helligdom er fuldført, så vil det sættes på Satan under Guds og himmelske engels og den genløste skares tilstedeværelse; han vil erklæres for skyldig for alt ondt som han har fået dem til at begå.« - Den store strid, 658.-redaktørerne.] ret

(404)  For sent! For sent!
Da så jeg Jesus lægge sin præsteklædning til side og iklæde Sig Sin mest kongelige kåbe. På Hans hoved var der mange kroner, en krone inden i en krone. Omgivet af englehæren, forlod Han himlen. Plagerne faldt over jordens beboere. Nogle fordømte Gud og forbandede Ham. Andre ilede til Guds folk bad dem lære hvordan de kunne undfly Hans domme. Men de hellige havde intet til dem. Den sidste tåre for syndere var blevet fældet, den sidste pinefulde bøn var blevet sendt, den sidste byrde båret, den sidste advarsel givet. Den liflige nådesrøst var der ikke mere til at indbyde dem. Når de hellige, og hele himlen var interesseret i deres frelse, havde de ikke interesse for sig selv. Liv og død var foran dem. Mange ønskede livet, men anstrengte sig ikke for at få det. De valgte ikke livet, og nu var der ikke noget soneblod der kunne rense den skyldige, ingen medfølende Frelser til at bede for dem og råbe: »Spar, spar synderen lidt længere.« Hele himlen havde forenet sig med Jesus, da de hørte de frygtelige ord: »Det er sket. Det er fuldbragt.« Frelsesplanen var blevet udført, men nogle få havde valgt at tage imod den. Og da nådens liflige røst døde bort, greb frygt og rædsel de onde. Med frygtelig tydelighed hørte de ordene: »For sent! For sent!« ret

(404)  Dem som ikke havde værdsat Guds ord skyndte sig hid og did, strejfede fra sø til sø, og fra nord til øst, for at søge Herrens Ord. Englens sagde: »De skal ikke finde det. Der er hungersnød i landet; ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord. Hvad vil de ikke give for et anerkendende ord fra Gud! men nej, de måtte hungre og tørste. Dag efter dag har de ringeagtet frelsen, værdsat jordiske rigdomme og jordisk behag højere end nogen himmelsk rigdom eller tilskyndelse. De havde forkastet Jesus og foragtet Hans hellige. Den urene må være uren for altid.« ret

(405)  Mange af de onde var stærkt ophidsede da de led af effekterne af plagerne. Det var et frygteligt pinefuldt sceneri. Forældre bebrejdede deres børn bitterligt, og børn deres forældre, brødre deres søstre, og søstrene deres brødre. Høje grådkvalte råb kunne høres i alle retninger: »Det var dig der holdt mig borte fra at modtage den sandhed som kunne have reddet mig ud af denne frygtelige stund.« Folk vendte sig til deres prædikanter med bitter had og bebrejdede dem, og sagde: »Du har ikke advaret os. Du har fortalt os at hele verden skulle omvendes, og råbte: Fred, fred, for at fortie al frygt som blev vækket. Du har ikke fortalt os om denne time, og dem som advarede os om det, erklærede du var fanatiske og onde mænd, som ville fordærve os.« Men jeg så at prædikanterne ikke undgik Guds vrede. Deres lidelser var ti gange større end deres folks var. ret

næste kapitel