Genløsningens historie kapitel 6. Fra side 52 | ren side tilbage |
(52) Dette kapitel er baseret på 1 Mos 4,1-15 (52) Kain bragte sit offer til Herren med knurren og uretfærdigt hjerte, når det angik det lovede Offer. Han ville ikke følge lydighedsplanen nøje og opdrive et lam og ofre det sammen med jordens frugt. Han tog blot af jorden og ignorerede Guds forlangende. Gud havde bekendtgjort Adam at uden blodsudgydelse kunne der ikke ske syndstilgivelse. Kain var ikke så nøje med at bringe de bedste af førstefrugterne. Abel rådede sin broder til at ikke komme frem for Herren uden offerblod. Kain som var den ældste, ville ikke lytte til sin bror. Han foragtede hans råd, og med tvivl og knurren over nødvendigheden i ceremoniofrene, bragte han sit offer. Men Gud antog det ikke. ret (53) Abel bragte de førstefødte af sin hjort og af fedmen, sådan som Gud havde befalet; og i fuld tro på den kommende Messias, og med ydmyg ærbødighed, bragte han offeret. Gud havde respekt for hans offer. Et lys glimtede fra himlen og fortærrede Abels offer. Kain så ingen manifestationer på at hans blev accepteret. Han er vred på Herren og på sin broder. Gud nedlod sig at sende en engel til Kain, for at tale med ham. ret (53) Englen spørger ham om grunden til hans vrede, og informerer ham at hvis han gør godt og følger de anvisninger Gud har givet, vil Han acceptere ham og respektere hans offer. Men hvis han ikke ydmygt underlægger sig Guds ordninger, og tror og adlyder Ham, kan Han ikke acceptere hans offer. Englen fortæller Kain at det ikke er uretfærdighed fra Guds side, eller partiskhed til Abel, men at det var på grund af hans egen synd og ulydighed mod Guds udtrykkelige befaling, at Han ikke kan respektere hans offer – og hvis han vil gøre det godt vil han accepteres af Gud, og hans brødre bør lytte til ham, og han bør tage ledelsen, fordi han var den ældste. ret (53) Men selvom Kain blev instrueret så nøje, så angrede han ikke. I stedet for ransage og afsky sig selv for hans vantro, beklager han stadig Guds uretfærdighed og partiskhed. Og i sin jalousi og had strides han med Abel og bebrejder ham. Abel udpeger ydmygt sin brors fejl og viser ham fejlen i ham selv. Men Kain hader sin bror fra det øjeblik at Gud udviser ham tegn på Sin accept. Hans bror Abel forsøger at dæmpe hans vrede ved at kappes for Guds medfølenhed, da han reddede deres forældres liv, skønt Han kunne have pådraget dem død med det samme. Han fortæller Kain at Gud elsker dem, ellers vil han ikke lade Sin Søn, uskyldig og hellig som han er, lide for den vrede som mennesker, ved deres ulydighed, fortjener at lide under. ret (54) Dødens begyndelse (54) Forbandelsen fra jorden kunne først kun mærkes let; men nu hvilede en dobbelt forbandelse på den. Kain og Abel repræsenter de to klasser, de retfærdige og de onde, troende og ikke-troende, som skulle være fra menneskets fald til Kristi genkomst. At Kain slog sin bror Abel ihjel repræsenter de onde som vil være misundelige på de retfærdige og vil forfølge dem og lægge dem i døden fordi deres velgerninger fordømmer deres syndige handlemåde. ret (55) Adams liv var sorgfuldt, ydmyg og i stadig anger. Da han lærte sine børn og børnebørn at frygte Herre, bebrejdede han sig ofte bitterligt for sin synd som resulterede i så megen ulykke over sine efterkommere. Da han forlod den smukke Edens Have, gyste han i rædsel ved tanken om at han måtte dø. Han så på døden som en frygtelig ulykke. Han blev først bekendt med den frygtelige virkelighed om døden i menneskeslægten, da han så sin egen Søn slå sin broder ihjel. Fyldt med bitter samvittighedsnag for sin egen overtrædelse, og frataget sin søn Abel, og så på Kain som hans morder, og vidende om at Guds forbandelse var erklæret over ham, bøjede Adams hjerte sig sorgfuldt ned. Han bebrejdede sig allerbitterst over sin første store overtrædelse. Han bad indstændigt om tilgivelse fra Gud, igennem det udlovede Offer. Han mærkede Guds vrede dybt for den forbrydelse han begik i Paradisets have. Han var vidne til generel fordærv som senere hen fik Gud til at udslette jordens beboere ved en syndflod. Den dødsdom hans Skaber fældede, som først viste sig så forfærdelig mod ham, efter at han havde levet nogle få hundrede år, så retfærdige og barmhjertige ud hos Gud, for at få en ende på et miserabelt liv. ret (55) Da Adam var vidne til de første tegn på forrådnelse i naturen og bladende faldt af og blomsterne der hængte slapt, sørgede han dybere end mennesker sørger nu over deres død. De hængende blomster var ikke så stor årsag til sorg, fordi de var mere fintfølende; men de høje, ædle og kraftige træer kastede deres blade fra sig, og forrådnede, viste en almindelig opløsning sig for ham af den smukke natur, som Gud havde skabt til særlig gavn for menneskene. ret (55) Han skildrede sit edenhjems fuldkommenheder for sine børn, og for deres børn, indtil niende generation, og også hans fald og dens skæbnesvangre resultater, og den tunge sorg han var blevet påført, på grund af bruddet i sin familie, som afsluttede med Abels død. Han fortalte dem om de lidelser Gud havde pådraget ham, ved at lære ham den nødvendige og strenge overholdelse af Hans lov. Han erklærede for dem at synd vil straffes i hvilken form det end blev udøvet. Han bad dem indstændigt at adlyde Gud, som vil behandle dem nådigt hvis de elsker og frygter Ham. ret (56) Englene havde en forbindelse med Adam efter hans fald, og informerede ham om frelsens plan, og at menneskeslægten ikke var uden genløsning. Skønt den frygtelige adskillelse der havde fundet sted mellem Gud og mennesker, var der dog banet vej gennem Hans elskede Søns offer, hvorved mennesker kan frelses. Men deres eneste håb var gennem et liv i ydmyg anger og tro på den vej der var banet. Alle dem som således kunne acceptere Kristus som deres eneste Frelser, bør atter komme i Guds gunst, gennem Hans Søns fortjenester. ret |