De hellige befries

(409)  Det var midnat hvor Gud valgte at befri Sit folk. Idet de onde hånede dem omkring dem, viste solen sig pludselig, og skinnede med sin kraft, og månen stod stille. De onde så forbavset på sceneriet, medens de hellige beskuede tegnene på deres befrielse med højtidelig glæde. Tegn og undere fulgte hurtigt efter hinanden. Det var som om alt gik ud af sin naturlige orden. Strømmene ophørte med at flyde. Sorte tunge skyer kom frem og stødte på hinanden. Men der var et klart sted med stabil herlighed, hvorefter Guds røst som mange vande, rystede himlene og jorden. Der blev et mægtigt jordskælv. Gravene åbnes, og dem som var døde i troen under den tredje engels budskab, og holdt sabbat, kom frem fra deres støvede senge, herliggjorte, for at høre den fredspagt som Gud skulle gøre med dem, som havde holdt Hans lov. ret

(409)  Skyen åbnede og lukkede sig og var i opstand. Bjergene rystede som rør i vinden og kastede kantede klippestykker overalt. Havet kogte som en gryde og kastede sten op på landet. Og da Gud talte kom dagen og timen for Jesu komme og overdrog den evige pagt til Hans folk, udsagde Han en dom, og så kom en pause, da ordene rullede hen over jorden. Israels Gud stod med deres øjne fæstnet op ad, og lyttede til ordene idet de kom fra Jehovas mund og rullede over jorden som høj tordendrøn. Det var vældigt højtideligt. Ved slutningen af hver sætning råbte de hellige: »Ære! Halleluja!« Deres ansigter lyste op af Guds herlighed, og de skinnede med herlighed ligesom Moses’ ansigt da han kom ned fra Sinajs bjerg. De onde kunne ikke se på dem for herligheden. Og da den uendelige velsignelse blev udsagt over dem, som havde æret Gud og holdt Hans sabbat hellig, lød der et mægtigt sejrsråb over dyret og dets billede. ret

(410)  Så begyndte jublen, da landet skulle hvile. Jeg så den gudfrygtige slave rejse sig i sejr og triumf, og ryste de kæder af sig som bandt ham, medens hans onde mester blev forvirret og ikke vidste hvad han skulle gøre, for de onde kunne ikke forstå Guds røsts ord. ret

(410)  Kristi genkomst
Snart viste der sig en stor hvid sky, som Menneskesønnen sad på. Da den først viste sig på afstand, så denne sky meget lille ud. Englen sagde at det var et tegn på menneskesønnens komme. Da den drog nærmere jorden, kunne vi se den Jesu overmådelige herlighed og majestet, da Han red frem til sejr. En ledsagelse af hellige engle, med klare og glitrende kroner på deres hoveder, fulgte Ham på Hans vej. ret

(410)  Intet sprog kan beskrive dette herlige sceneri. Den levende majestætiske sky og uovertruffet herlighed kom stadig nærmere, og vi kunne klart beskue Jesu elskelige person. Han bar ikke en krone af torne, men en krone af herlighed hvilede på Hans hellige pande. På Hans vest og lårbeklædning stod der skrevet, kongernes Konge, og herrens Herre. Hans ansigt var klar som middagssolen, Hans øjne var som flammende ild, og Hans fødder så ud som rent kobber. Hans røst lød som mange musikinstrumenter. Jorden skælvede over for Ham, himlene veg bort som en bogrulle, der rullede sammen, og alle bjerge og øer bevægede sig fra deres steder. »Og jordens konger og stormændene og hærførerne og de rige og de mægtige og alle trælle og frie skjulte sig i huler og mellem bjerge og klipper, og de sagde til bjergene og klipperne: »Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?« Åbenbaringen 6,15-17. ret

(411)  Dem som kort tid forinden ville have udslettet Guds trofaste børn fra jorden, var nu vidne til Guds herlighed der hvilede over dem. Og midt i deres rædsel hørte de, de helliges stemmer i glade toner sige: »Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os.« Esajas 25,9. ret

(411)  Den første opstandelse
Jorden rystede mægtigt idet Guds Søns røst kaldte de sovende hellige frem. De reagerede på kaldet og kom frem med herlige udødelige klæder, og råbte: »Sejr, sejr, over død og graven! Oh død hvor er din brod? Oh grav hvor er din sejr?« (Se 1 Korinter 15,55.) Så hævede de levende hellige og de opstande deres stemmer i et langt førende sejrssråb. De legemer som var gået i graven bar sygdommes og dødens mærker, stod op med evig sundhed og livskraft. De levende hellige blev forandret på et øjeblik, med et øjeblik, og taget med de opstandne, og mødte deres Herre sammen i luften. Oh, hvilket herligt møde! Venner som døden har været adskilt blev forenet, aldrig for at skilles. ret

(412)  På begge sider af skyvognen var der vinger, og under var der levende hjul; og idet vognen rullede fremad, råbte hjulene »Hellig«, og vingerne, da de bevægede sig, råbte »Hellig« og hellige engles ledsages omkring skyen råbte, »Hellig, hellig, hellig, Herren Gud den Almægtige!« Og de hellige på skyen råbte: »Hellig! Halleluja!« Og idet vognen rullede opad mod den Hellige Stad. Før staden blev indtaget, blev de hellige ordnet på en fuldkommen plads, med Jesus i midten. Han stod et hoved over de hellige og over englene. Alle på pladsen kunne se Hans majestætiske form og elskelige udseende. ret

næste kapitel