De helliges belønning

(413)  Da så jeg et stort antal engle bringe herlige kroner fra staden – en krone til enhver af de hellige, med sit navn skrevet derpå. Da Jesus bad om kronerne, bragte englene dem til ham, og med Hans egen højre hånd placerede elskelige Jesus kronerne på de helliges hoveder. På samme måde bragte englene harperne, og Jesus gav også dem til de hellige. Befalingsenglene slog den første tone, og så hævede alle stemmer sig i glædelig og lykkelig lovprisning, og alle hænder fejede dygtigt over harpestrengene, og sendte melodisk musik ud med rige og fuldkomne toner. ret

(413)  Da så jeg Jesus føre den genløste gruppe til stadens port. Han greb fat i porten og svang den tilbage på dens glitrende hængsler og bad folkene som havde bevaret sandheden om at gå ind. Inden for staden var der alt hvad øjet kunne glæde sig ved. Rig herlighed kunne ses overalt. Da så Jesus på Sine genløste hellige; deres ansigter strålede af herlighed; og da Han rettede sine elskelige øjne mod dem, sagde han, med rig og melodisk røst: »Jeg ser Min sjæls møje, og er tilfreds. Denne rige herlighed er til jeres glæde for altid. Jeres sorger er til ende. Der skal ikke mere være død, ej heller sorg, ej heller skrig, ejheller skal der være mere smerte.« Jeg så den genløste hær bøje sig og kaste deres glitrende kroner for Jesus fødder, og så, idet Hans elskelige hånd rejste dem op, berørte de deres guldharper og fyldte himlen med deres rige musik og sang til Lammet. ret

(414)  Da så jeg Jesus føre Sit folk hen til livets træ, og vi hørte atter Hans elskelige røst, rigere end nogen musik, som er kommet i dødelige menneskers øre, sige: »Bladene på dette træ er til helbredelse for folkene. Spis alle af dette.« På livets træ var den skønneste frugt, som de hellige kunne få frit del i, i staden var den herligste trone, hvor den rene flod udgår med livets vand, klar som krystal. På begge sider af denne flod var livets træ, og på flodens bredder var der andre træer der havde frugter som var godt at spise af. ret

(415)  Sproget er helt igennem for svagt til at prøve at beskrive himlen med. Idet scenerierne hæver sig for mig, gik jeg tabt i forbavselse. Jeg blev ført væk med den overordentlige glans og overmådelige herlighed, lagde jeg pennen og udbrød: »Oh, hvilken kærlighed! hvilken forunderlig kærlighed! Det mest ophøjede sprog kan ikke beskrive himlens herlighed eller Frelserens kærligheds uforlignelige dybder.« ret

næste kapitel