Den anden død

(427)  Satan virker lammet når han beskuer Kristi herlighed og majestæt. Han som tidligere var en kronet kerub husker hvorfra han faldt. En skinnende seraf, »søn af morgnen«; hvor forandret, hvor fornedret!« ret

(427)  Satan ser at hans frivillige oprør har gjort ham uegnet til himlen. Han har optrænet sine kræfter til at føre krig imod Gud; himlens renhed, fred og harmoni vil være en høj tortur for ham. Hans anklage imod Guds barmhjertighed og retfærdighed er nu fortiet. Den skam som han dristede sig til at kaste over Jehova hviler nu helt på ham selv. Og nu bøjer Satan sig ned og vedkender retfærdigheden i hans dom. ret

(427)  Ethvert spørgsmål om sandhed og vildfarelse i den længe varende dom er nu klar. Guds retfærdighed står forsvaret helt. Det store offer Faderen og Sønnen gjorde for menneskenes skyld, blev vist for hele verden. Timen var kommet hvor Kristus indtager Sin retmæssige position, og herliggøres over for magter og myndigheder og alle navne som nævnes. ret

(427)  Til trods for at Satan er tvunget til at anerkende Guds retfærdighed, og bøjer sig for Kristi overherredømme, så forbliver hans karakter uforandret. Oprørsånden bruser igen ud som en mægtig regnskyld. Fyldt med vanvid, beslutter han sig for at ikke opgive den store strid. Tidspunktet er kommet til det sidste desperate slag imod himlens Konge. Han iler ind i hans undersåtters midte, og drister sig til at opildne dem med sin egen vrede og vækker dem til øjeblikkelig kamp. Men alle de utallige millioner som han har lokket til oprør, er der ingen nu der anerkender hans overherredømme. Hans kraft er til ende. De onde fyldes med samme had fra Gud som indgyder Satan; men de ser at deres sag er håbløs, at de ikke kan få overhånd over Jehova. Deres raseri tændes imod Satan og dem som har været agenter i hans oprør. Med dæmonsk raseri går de på dem, og der er et sceneri med universel stridighed. ret

(428)  Ild fra himlen
Så opfyldes profetens ord: »Thi Herren er vred på alle folkene, harmfuld på al deres hær; han slår dem med band og giver dem hen til at slagtes.« Esajas 34,2. »Over gudløse sender han regn af gløder og svovl, et stormvejr er deres tilmålte bæger.« Sal 11,6. Ild kommer ned fra Gud ud af himlen. Jorden brydes op. Våbenene der ligger skjult I dens dybder trækkes frem. Fortærende ild bryder ud fra alle kløftsvælg. Også klipperne brænder. »Thi se, dagen kommer, luende som en ovn« Malakias 4,1. Elementerne skal smelte med brændende hede, jorden også og værkerne inden i brændes op. (2 Peter 3,10.) Moloks ild er forberedt til kongen, den største oprører; brændet derpå er dybt og stort, og »Herrens Ånde sætter det i brand som en strøm af svovl.« Esajas 30,33. Jordens overflade er som en smeltet masse – en umådelig kogende ildsø. Det er ugudelige menneskers doms- og fortabelsestid -»en hævndag har Herren til rede, Zions værge et gengældsår.« Esajas 34,8. ret

(429)  De onde får deres gengældelsesstraf på jorden. De »skal lade dem gå op i luer, siger Hærskares Herre.« Malakias 4,1. Nogle ødelægges på et øjeblik, medens andre lider i mange dage. Alle straffes efter deres gerninger. De retfærdiges synder er blevet overført til Satan, det ondes ophavsmand, som må bære deres straf. [Se fodnote s. 403.] Således skal han ikke kun lide for sit eget oprør, men for alle de synder han har fået Guds folk til at begå. Hans straf er langt større end alle dem, som han har bedraget. Efter at alle de er omkommet, som faldt ved hans bedrag, skal han stadig leve og lide. De onde ødelægges til sidst i de rensende flammer, rod og gren – Satan er roden, og hans efterfølgere er grenene. Guds retfærdighed mættes, og de hellige og hele englehæren siger med høj røst, Amen. ret

(429)  Når jorden pakkes ind i Guds hævns ild, forbliver de retfærdige sikkert i den Hellige sted. Dem som har del i den første opstandelse, har døden ingen magt over. (Åbenbaringen 20,6) Ligesom Gud er en fortærende ild mod de onde, er Han både en sol og et skjold over for Sit folk. (Salme 84,11) ret

næste kapitel