Syndfloden

(62)  Dette kapitel er baseret på 1 Mos. 6; 7; 8 og 9,8-17.
Sets efterkommere blev kaldt for Guds sønner; Kains efterkommere, for menneskenes sønner. Idet Guds sønner blandede sig med menneskenes sønner, blev de fordærvede, og ved indgiftning med hinanden, mistede de, gennem indflydelsen fra deres hustruer, deres særlige og hellige karakter, og forenede sig med Kains sønner i deres afgudsdyrkelse. Mange tilsidesætter Gudsfrygten og tramper på Hans bud. Men der var nogle få som gjorde retfærdighed, som frygtede og ærede deres Skaber. Noa og hans familie var blandt de få retfærdige. ret

(62)  Menneskenes ondskab var så stor, og forøget i et sådant omfang, at Gud angrede at Han havde gjort menneskene på jorden, for Han så at menneskenes ondskab var stor, og at tankeindbildninger i hans hjerte kun var ond hele tiden. ret

(62)  For mere end et hundrede år før Syndfloden sendte Herren en engel til trofaste Noa for at bekendtgøre ham at Han ikke længere ville få barmhjertighed over for den fordærvede slægt. Men Han ville ikke have at de skulle være uvidende om Hans plan. Han ville instruere Noa og gøre ham til en trofast forkynder der advarer verden om kommende udslettelse, at Jordens beboere ikke efterlades uden undskyldning. Noa skulle prædike for folk, og også berede en ark sådan som Gud anviser ham, for at redde sig selv og familien. Han skulle ikke kun forkynde, men hans eksempel med at bygge arken skulle overbevise alle om at han troede det han prædikede. ret

(63)  Noa og hans familie var ikke de eneste der frygtede og adlød Gud. Men Noa var den mest fromme og hellige af nogen på jorden, og var den eneste hvis liv Gud bevarede til at gennemføre Sin vilje, med at opbygge arken og advare verden om dens kommende dom. Metusalem, Noas bedstefar, levede helt til året før Syndfloden; og der var andre som troede på Noas forkyndelse, og som hjalp ham med at bygge arken, som døde før vandenes flod kom over jorden. Noa fordømte verden med sin forkyndelse og sit eksempel ved at bygge arken. ret

(63)  Gud gav alle som valgte en mulighed til at angre og vende sig til Ham. Men de troede ikke Noas forkyndelse. De forhånede hans advarsler og bespottede opbyggelsen af den overmådelige båd på tør land. Noas bestræbelser på at reformere sine medmennesker lykkes ikke. Men i mere end et hundrede år arbejdede han udholdende på at vende mennesker til anger og til Gud. Ethvert slag på arkens opbyggelse var en forkyndelse til folk. Noa anviste, han forkyndte, han arbejdede, medens folk så forbavset på og betragtede ham som fanatiker. ret

(63)  Arkens opbyggelse
Gud gav Noa præcise dimensioner for arken og udtrykkelige anvisninger om konstruktionen i hver enkelthed. I mange henseender blev den ikke lavet som en båd, men tilberedt som et hus, fundamentet som en båd, som ville flyde på vandet. Der var ingen vinduer på arkens side. Den var tre etager høj, og lyset kom ind fra et vindue på toppen. Døren var på siden. De forskellige afdelinger, der modtog forskellige dyr, blev lavet sådan, at vinduet i toppen gav lys til alle. Arken blev lavet af cypres- eller gofertræ, som ikke kan forrådne i hundredvis af år. Det var en meget holdbar bygning, som intet menneskes visdom kunne udtænke. Gud var arkitekten, og Noah Hans bygmester. ret

(64)  Efter at Noa havde gjort alt i sin mangt for at alle dele at værket var korrekt, var det umuligt at det selv kunne modstå den storms voldsomhed, som Gud i Sin heftige vrede bragte over jorden. Arbejdet med at fuldende bygningen var en langsom proces. Alle stykker tømmer var nøje tildannet, og ethvert søm dækket med beg. Alt det som mennesker kunne gøre, var at udføre arbejdet fuldkomment; Gud kunne dog kun bevare bygningen på de vrede, og tunge bølger, ved Sin mirakuløse magt. ret

(64)  Først tog en skare tilsyneladende imod Noas advarsel, alligevel vendte dig sig ikke helt til Gud i hel anger. Nogle gange fik de det at vide at Syndfloden skulle komme, hvori de blev sat på prøve – at blive forsøgt og prøvet. De klarede ikke prøvelsen. Degeneration, som var så fremherskende, og overvandt dem, og de sluttede til sig til sidst til andre som var fordærvede at de hånede og spottede den trofaste Noa. De ville ikke bortlægge deres synder, men fortsatte i flerkoneri og hensvævede i deres fordærvede lidenskaber. ret

(64)  Deres prøvetidsperiode drog nær sin afslutning. Verdens ikke-troende og bespottende beboere skulle have et særligt tegn på Guds guddommelige kraft. Noa havde nøje fulgt de instruktioner Gud havde givet ham. Arken var fuldendt præcis som Gud havde foreskrevet. Han lagde umådelige store mængder mad ind til mennesker og dyr. Og efter at dette var færdigt, befalede Gud den trofaste Noa: »Gå ind i arken med hele dit hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine øjne i denne slægt.« ret

(65)  Dyrene indtager arken
Engle blev sendt for at samle de dyr fra skorven og marken som Gud havde skabt. Englene gik foran disse dyr, og de fulgte efter, to og to, han og hun, og rene dyr syv ad gangen. Disse dyr, fra de mest glubske, ned til de venligste og harmløse, marcherede fredfyldt ind i arken. Himmelen synes at være omtåget af fugle af enhver art. De kom flyvende til arken, to og to han og hun, og rene fugle syv ad gangen. Verden så på med forunderlighed – nogle med frygt, men de var blevet så forhærdede af oprør, at denne tydelige manifestation af Guds kraft kun påvirkede dem for et øjeblik. I syv dage kom disse dyr ind i arken, og Noa arrangerede dem til de steder der var forberedt til dem. ret

(65)  Og da den fordømte slægt så solen skinne sin herlighed ind og jorden iklædt næsten sin eden-skønhed, drog de bort i deres begyndende frygt bort ved højrøstet lystighed, og ved deres voldsomme gerninger lod de til at opmuntre sig selv til den hjemsøgelse, der allerede havde vækket Guds vrede. ret

(65)  Nu var alt parat til at lukke arken, som Noa ikke skulle have gjort inden fra. Den hånende skare synes at se en engel stige ned fra himlen, iklædt stråleglans som lyn. Han lukkede den massive yderdør, og begiver sig så på vej op til himlen igen. ret

(65)  Noas familie var i syv dage i arken før regnen begyndte at falde ned på jorden. I den tid arrangerede de sig for deres lange ophold, medens vandene skulle komme over jorden. Og dette var dage den ikke-troende skare tilbragte i bespottelig lystighed. De mente at fordi Noas profeti ikke var blevet opfyldt straks efter at have indtaget arken, at han var blevet bedraget og at det var umuligt at verden kan udslettes af en vandflod. Før den tid havde der ikke regnet på jorden. En tåge var kommet op af vandene, som Gud lod falde ned om natten som dug, der gav vegetationen liv og fik den til at blomstre. ret

(66)  Til trods for dette højtidelige skue hvor de var vidne til Guds kraft – at dyrene på overnaturlig vis forlod skove og marker, og tog i arken, og Guds engel iklædte dem med skønhed og steg ned i frygtelig majestæt fra himlen og lukkede døren; så forhærdede de alligevel deres hjerter og fortsatte med at svire og spøge med den guddommelige krafts tydelige tilkendegivelse. ret

(66)  Stormen bryder ud
Men på den ottende dag blev himlen sort. Den vrede torden og livagtige lynglimt begyndte at forfærde mennesker og dyr. Regnen faldt fra skyerne over dem. Det var noget som de aldrig havde været vidne til før, og deres hjerter begyndte at segne af frygt. Dyrerne strejfede omkring i forfærdelse, og det var som om deres uharmoniske stemmer klagede over deres egen og menneskenes skæbne. Stormen tog til i voldsomhed indtil vandende lod til at komme fra himlen som et mægtigt vandfald. Floderne gik over sine grænser, og vandene løb ned i dalene. De dybe fundamenter blev også brudt op. Vandstråler ville bryde ud af jorden, med ubeskrivelig styrke, kaste massive klippestykker hundredvis fod op i luften, og så vil de begrave sig selv dybt i jorden. ret

(67)  Folket så først ødelæggelsen af deres egne hænders værk. Deres prægtige bygninger, deres smukt arrangerede haver og lunde, hvor de havde sat deres afguder, blev ødelagt af lyn fra himlen. Deres ruiner blev spredt overalt. De havde rejst altre i lundene og helliget dem til deres afguder, hvorpå de havde ofret mennesker. Dette som Gud afskyede blev revet ned i Hans vrede over for dem, og de kom til at skælve over for den levende Guds kraft, himlens og jordens Skaber, og de fik at vide at det var deres vederstyggeligheder og skrækkelige afgudsofre som havde pådraget deres ødelæggelse. ret

(67)  Stormens voldsomhed tog til, og de bekrigende elementer blev blandet med de folks klageråb, som havde foragtet Guds myndighed. Træer, bygninger, klippestykker og jorden blev slynget i alle retninger. Menneskers og dyrs retning kunne beskrives. Og endog Satan selv, som var tvunget til at være iblandt disse bekrigende elementer, frygtede for sin egen eksistens. Han havde glædet sig ved at kontrollere så kraftfuld et folkefærd, og ønskede at de skulle leve for deres vederstyggeligheder, og øge deres oprør imod himlens Gud. Han kom med forbandelser imod Gud, og anklagede Ham for uretfærdighed og grusomhed. Mange af folkene bespottede Gud ligesom Satan gjorde det, og hvis de kunne havde gennemført deres oprør, ville de have revet Ham af Hans retfærdighedstrone. ret

(67)  Medens mange bespottede og forbandede deres Skaber, var andre afsindige af frygt, rakte deres hænder ud mod arken, og anmodede om adgang. Men det var umuligt. Gud havde lukket døren, den eneste adgang, og lukket Noa ind og de ugudelige ude. Han alene kunne åbne døren. Deres frygt og anger kom for sent. De var tvunget til at vide at der var en levende Gud som var mægtigere end mennesker, som de havde trodset og bespottet. De kaldte alvorligt på Ham, men Hans øre var ikke åbne for deres råb. Nogle prøvede i desperation at bryde ind i arken, men den fast menneskegjorte bygningskonstruktion modstod deres anstrengelser. Nogle klyngede sig til arken indtil den blev båret væk af vandenes rasende brodsøer, og de mistede deres greb på arken af klipper og træer, som blev kastet i alle retninger. ret

(68)  Dem som havde taget let på Noas advarsel og gjort nar af den trofaste retfærdighedsforkynder angrede deres vantro for sent. Arken gyngede tungt og drev omkring. Dyrene inden i, gav med deres forskellige lyde, udtryk for den største rædsel; alligevel hvilede arken sikkert midt i de foruroligede elementer, vandenes brodsøer, og kastede træer og klippestykker. Den engle der udøver sin styrke førte arken og beskyttede den for skade. Ethvert øjeblik i denne skrækkelige storm på fyrre dage og fyrre nætter blev arken beskyttet af en almægtig kraft på mirakuløs vis. ret

(68)  De dyr der blev udsat for uvejret imod mennesker, valgte menneskers selskab, som om de mente de kunne hjælpe dem. Nogle af folkene bandt deres børn og sig selv på kraftfulde dyr, vidende at de vil være seje for livet, og ville klatre til de højeste punkter for at undgå de hævende vande. Stormen formindskede ikke sin hæftighed – vandene voksede hurtigere end først. Nogle holdt selv fast til de knejsende træer på landets højeste positioner, men disse træer blevet revet op af rode og båret voldsomt gennem luften og så meget voldsomt skadet ud, sammen med stene og jord, ind i svulmende kogende bølger. Mennesker og dyr stræbte sig op til de højeste højder de kunne komme til indtil de blev skyllet sammen af de skummende vande, som næsten nåede landets højeste punkter. De højeste højdepunkter blev nået til sidst, og mennesker og dyr gik til sammen med vandflodens vande. ret

(69)  Noa og hans familie så ivrigt efter om vandene ville falde. Han ønskede at gå ud på jorden igen. Han sendte en ravn ud som fløj frem og tilbage fra arken. Han fik ikke den information som han ønskede, og han sendte en due ud, som ikke kunne finde noget hvilested, og vendte tilbage til arken igen. Efter syv dage blev duen sendt ud igen, og da den havde et oljeblad i sit næb, skabte det stor glæde blandt de otte familiemedlemmer, som var lukket så længe inde i arken. ret

(69)  Så steg en engel ned og åbnede arkens dør. Noa kunne fjerne toppen, men han kunne ikke åbne den dør som Gud havde lukket. Gud talte til Noa gennem den engel som havde åbnet døren, og bad Noas familie gå ud fra arken og bringe alle levende ting med sig. ret

(69)  Noas offer og Guds løfte.
Noa glemte ikke Gud, som havde bevaret dem så nådigt, men rejste straks et alter og to af alle rene dyr, og alle rene fugle, og ofrede brændofre på alteret, viste sin tro på Kristus det store offer, og manifesterede sin taknemmelighed til Gud for deres forunderlige beskyttelse. Noas offer kom frem for Gud som en liflig duft. Han antog offeret og velsignede Noa og hans familie. Her er en lektie alle som lever på Jorden burde lære, at for al den barmhjertighed og kærlighed Gud havde vist imod dem, var det første der blev gjort at vise Ham taknemmelighed og ydmyg tilbedelse. ret

(70)  Og for at mennesker ikke skal blive bange for at skyer samler sig og regnen falder, og hele tiden ræddes, frygter for en ny syndflod, opmuntrer Gud nådigt Noas familie med et løfte. »jeg opretter min pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt kød udryddes af flodens vande, og aldrig mere skal der komme en vandflod for at ødelægge jorden!« Fremdeles sagde Gud: »Dette er tegnet på den pagt, jeg til evige tider opretter mellem mig og eder og hvert levende væsen, som er hos eder: Min bue sætter jeg i skyen, og den skal være pagtstegn mellem mig og jorden! Når jeg trækker skyer sammen over jorden, og buen da viser sig i skyerne, . . . . Når buen da står i skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige pagt mellem Gud og hvert levende væsen, det er alt kød på jorden.« Og Gud sagde til Noa: »Det er tegnet på den pagt, jeg opretter imellem mig og alt kød på jorden!« ret

(70)  Hvilken nedladenhed fra Guds side! Hvilken medfølelse over for fejlende mennesker, at sætte en smuk og varieret regnbue på skyerne, et tegn på den store Guds pagt med mennesker! Denne regnbue skal bevidne for alle slægter at Gud har udslettet jordens beboere med en syndflod, på grund af deres store ondskab. Det var hans plan at børnene i efterfølgende generationer skal se regnbuen i skyen og spørger de efter denne herlige bue der omspænder himmelhvælvingen, kan deres forældre forklare dem om den gamle verdens udslettelse af en syndflod, fordi folk hengav sig selv i al slags ondskab, og at den Almægtiges hænder har bøjet buen og sat den i skyerne, som et tegn på at Han aldrig igen vil bringe en vandflod over jorden. ret

(71)  Dette symbol i skyerne skal bekræftes alles tro, og oprette deres tillid til Gud, for det er et tegn på guddommelig barmhjertighed og godhed for alle mennesker; at, selvom Gud er blevet opægget til at udslette jorden ved Vandfloden, så omspænder Hans barmhjertighed alligevel jorden. Gud siger når han ser buen i skyen, at han vil komme dem i hu. Han vil ikke at vi skal forstå at Han altid glemmer, men Han taler til mennesker med sit eget sprog, så mennesker bedre kan forstå Ham. ret

næste kapitel