9. maj - I samfund med Gud

(136)  Og da han havde ladet skarerne gå bort, gik han op i bjergene for at være ene og bede. Da det blev aften, var han dér alene.Matt.14,23 ret

(136)  Kristus fik sin kraft gennem bøn. ... Kristus trak sig tilbage til bjergenes eller skovenes ensomhed hvor han lukkede verden og alt andet ude. Han var ene med sin Fader. Han udøste sin sjæl i inderlig bøn og bestræbte sig af al magt på at få hjælp fra den Almægtige. Når der ventede ham nye og store prøvelser, plejede han at søge bort til bjergenes ensomhed og tilbringe hele natten i bøn til sin himmelske Fader. ret

(136)  Når Kristus er vort forbillede i alt, og hvis vi efterligner hans eksempel gennem alvorlig, indtrængende bøn til Gud om, at vi må få kraft til i hans navn, som aldrig gav efter for Satans fristelser, at modstå den listige fjendes anslag, så vil vi ikke blive besejret af ham. ret

(136)  Midt i disse sidste tiders farer består vor eneste sikkerhed i en stadig voksende årvågenhed og bøn. De, som finder glæde ved at læse Guds ord og ved at bede, vil ustandseligt føle sig forfriske t ved at drikke af livets kilde. De vil nå til et mål af udmærkede moralske egenskaber og en tankerigdom, som andre ikke kan fatte. Samfund med Gud opfordrer til gode tanker, ædle formål, en klar forståelse af sandheden og høje forsætter for ens handlemåde. De, som således slutter forbund med Gud, anerkendes af ham som hans sønner og døtre. De når bestandig højere og højere op og får en klarere opfattelse af Gud og evigheden, indtil Herren gør dem til kanaler ud til verden for lyset og visdommen. ... Kraften, der vindes gennem bøn til Gud, vil berede os til vore daglige pligter. ret

(136)  Bønnen har en vældig magt. Vor store modstander søger bestandig at holde den ængstede sjæl borte fra Gud. En henvendelse til Himmelen fra den ringeste hellige indgyder Satan mere frygt end regeringsafgørelser eller kongelige befalinger. ret

næste kapitel