26. maj - Ved at tilgive

(153)  »Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør.« Luk.23,34 ret

(153)  Kristus er vort forbillede. Han gjorde sig selv til overhovedet for menneskeslægten for at fuldføre et værk, hvis betydning mennesker ikke kan fatte, fordi de ikke forstår de privilegier og muligheder, de ejer som medlemmer af Guds menneskelige familie. ... Hans barmhjertighed var ikke svaghed, men en frygtelig magt til at straffe synden, ... men alligevel en magt til at drage menneskers kærlighed til sig. Ved Kristus er retfærdigheden blevet i stand til at tilgive uden at ofre en tøddel af sin ophøjede hellighed. ret

(153)  Kristus lærte os at bede: »Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere;« og han tilføjede: »Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også til give jer.« ... ret

(153)  Vil du ikke, hvis nogen har gjort dig uret, men er for stolt og stivsindet til at bede dig om tilgivelse, gå til vedkommende og sige: »Jeg elsker dig for Kristi skyld, og jeg tilgiver dig den uret, du har gjort mig«? Jesus vil være dit vidne og bifalde denne kærlighedsgerning; og ligesom du har gjort mod andre vil der også blive gjort mod dig. ret

(153)  Vi skal føle medlidenhed og medfølelse med dem, som har forsyndet sig imod os, hvad enten de indrømmer deres fejl eller ej. Hvis de ikke vil angre og bekende det, så bliver deres synder skrevet op i de himmelske bøger, og de vil få dem at se på dommens dag; men hvis de siger: »Jeg angrer det,« så skal vi gerne og af hjertet tilgive dem deres overtrædelser imod os. ret

(153)  Sand lykke består ikke i at eje rigdom og anseelse, men i at eje et rent hjerte, der er lutret gennem lydighed overfor sandheden. . . . Enhver får mulighed for at udføre Himmelens forsætter. At tilgive fornærmelser og ikke at hævne dem er et tegn på den visdom, som er den sande godhed. Kristen kærlighed til de mennesker, ved hvem Herren har arbejdet, er en tilkendegivelse' af et virkelig forvandlet sind. ret

næste kapitel