18. januar - Han ved, hvordan han kan hjælpe os, når vi fristes

(24)  Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes. - Hebr.2,18. ret

(24)   ”Skønt Kristus måtte udholde de frygteligste fristelser, svigtede han ikke og tabte ikke modet. Han stred striden for vor skyld, og hvis han havde vaklet, hvis han havde givet efter for fristelsen, ville menneskeslægten være gået fortabt. ret

(24)  Bibelen giver os kun en kortfattet beretning om striden med Satan i fristelsens ørken, men det var en forfærdelig prøvelse. Kristus blev sejrherre ved at bestå prøven og udholde prøvelsen for vor skyld. Hvor lidt er ikke mennesker i stand til at fatte, hvor stærke Kristi fristelser var! Hvor lidt forstår de af den ildprøve, som en falden verdens skæbne var afhængig af! Verdens Frelser kæmpede ikke mod kød og mod, men mod magterne og myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Hele Himmelen fulgte med spænding denne strid, og hvilken glæde og fryd blev der ikke i Himmelen, fordi hjælpen var blevet overladt til én, som er mægtig til I sejre og mægtig til at frelse! ret

(24)  Hvilken begivenhed var ikke dette, da Kristus satte sig i Adams sted og bestod prøven, hvor Adam havde svigtet, og ved at gøre dette gav mennesket en gunstigere stilling, under Guds behag hvor man selv kunne sejre på grund af, hvad Jesus havde gjort sig fortjent til. I hans navn og ved hans nåde kan mennesket blive sejrherre, ligesom Kristus blev sejrherre. I Kristus forenes det guddommnelige med det menneskelige, og den eneste måde hvorpå mennesket kan sejre, er ved at få del i den guddommelige natur. ..... Det guddommelige og det menneskelige forenes i ham, som har Kristi Ånd. Apostelen Paulus skriver: ”Derfor måtte han i ét og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst.” ..... ”Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle tin: ligesom vi, dog uden synd.” ret

næste kapitel