| Guds sønner og døtre kapitel 203. Fra side 208. Fra side 208 i den engelske udgave. | ren side tilbage |
(208) Jonatan sagde da til våbendrageren: »Kom, lad os gå over til disse uomskårnes forpost; måske vil Herren stå os bi, thi intet hindrer Herren i at give sejr, enten der er mange eller få!1.Sam.14,6. ret (208) Herren så i Jonatan, Sauls søn, en mand, der var helt retskaffen, - en, som han kunne drage til sig, og hvis hjerte han kunne råde over. ... ret (208) Disse to mænd gav ,bevis for, at de handlede under en mere end menneskelig feltherres indflydelse og efter hans ordre. ret (208) Efter alt at skønne var dette et vovestykke og i modstrid med alle krigsregler. Men Jonatans handling skete ikke på grund af menneskelig dumdristighed. Han stolede ikke på, hvad han og hans våbendrager selv kunne udrette; han var det redskab, som Gud brugte til hjælp for sit folk Israel. De lagde deres planer og overgav deres sag i Guds hånd. Hvis filistrene udfordrede dem, ville de gå frem. Hvis de sagde: Kom op til os! ville de gå frem. . . . Jonatan og hans våbendrager havde bedt Herren om et tegn; udfordringen havde lydt, og tegnet var blevet givet. Disse to mænd satte deres lid til Gud og gik fremad. Det var ikke nogen let vej for de dristige vovehalse. Det var besværligt at klatre op for at nå bjergets top. ... ret (208) Det ville have været en let sag for filistrene at dræbe disse to tapre, dristige mænd; men det faldt dem ikke ind, at disse to ensomme mænd var kommet op til dem med fjendtlige hensigter. Mændene deroppe så undrende til, alt for overraskede til at opfatte deres egentlige hensigt. De anså disse mænd for at være desertører og lod dem komme uden at gøre dem fortræd. ... »Jonatan huggede dem ned, og våbendrageren fulgte efter og gav dem dødsstødet.« ... Hele lejren blev grebet af rædsel ved denne dristige dåd. Der lå ligene af tyve mænd, og efter hvad fjenderne kunne se, måtte der være hundredevis af kampberedte krigere. De himmelske hære viste sig for den fjendtlige filisterhær. ret |