16. august - Vi skal ikke rose os af os selv

(235)  Men den, som vil rose sig, skal rose sig af at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren.Jer.9,24. ret

(235)  Alt praleri over vore egne fortrin er ikke på sin plads! ret

(235)  Budet lyder ikke således: Den, der vil rose sig, skal rose sig af sig selv! - men af Gud! ... Der er altså ingen anledning for mennesker til at rose sig selv. De står i gæld til Kristi nåde for enhver velsignelse, som de nyder godt af, for enhver evne, de ejer. Ingen burde ophøje sig selv, som om de var i besiddelse af visdom eller retfærdighed. ... ret

(235)  De, som har den dybeste erfaring om, hvad der hører Gud til, er dem, som er længst borte fra hovmod eller selvforherligelse. De har meget ydmyge tanker om sig selv og den mest ophøjede forestilling om Kristi herlighed og store egenskaber. ... Når vi har vort blik rettet mod Himmelen og har Kristi egenskaber klart for øje, så vil vi i vort hjerte prise Herren, vor Gud. ret

(235)  Når et menneske kommer til at kende Frelserens livshistorie, opdager han alvorlige mangler hos sig selv; hans mangel på lighed med Kristus er så stor, at han indser nødvendigheden af en gennemgribende forandring i sit liv. Han søger stadig at lære med ønsket om at komme til at ligne sit store forbillede. Ved at beskue... bliver han forvandlet til det samme billede. ret

(235)  Det er ikke ved at se bort fra Jesus, at vi efterligner hans liv, men ved at tale om ham, ved at dvæle ved hans fuldkommenhed, ved at søge at forædle smagen og højne karakteren, ved gennem tro og kærlighed og ved alvorlige, udholdende bestræbelser at nærme os det fuldkomne forbillede. Ved at have kendskab til Kristus - til hans ord, hans sædvaner og hans undervisning - låner vi de store karakteregenskaber, som vi har gransket så nøje, og bliver gennemtrængt af den ånd, som vi har beundret så meget. Jesus bliver for os »herlig blandt titusinder,« den, som er »idel ynde.« ret

næste kapitel