18. august - Vi roser os af Kristi opstandelse

(237)  »Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.«Joh.11,25.26. ret

(237)  Efter Kristi korsfæstelse følte præsterne og rådsherrerne ikke den sejersbevidsthed, som de havde ventet. De frydede sig ikke over, at det var lykkedes dem at bringe den store lærers røst til tavshed. De var bange. Hans død havde allerede vakt opmærksomhed om hans liv og personlighed. Præsterne følte sig overbevist om, at deres forsøg på at hævne sig var mislykkedes; og de frygtede mere, ja, langt mere, for den døde Kristus end de nogensinde havde frygtet den levende Kristus. ret

(237)  Det himmelske lys omgav graven, og hele himmelen var oplyst af engelens stråleglans. Engelen trådte hen til graven og væltede stenen bort, så let, som om den havde været en rullesten, og satte sig på den. Så lød hans røst: Guds Søn, stig op! din Fader kalder på dig! og Jesus steg op af graven som en mægtig sejrherre. Der lød et triumfråb, thi den himmelske hær ventede på at tage imod ham, og den vældige engel bøjede sig sammen med Himmelens hærskarer for ham, da han, Himmelens Herre, ved Josefs sprængte grav forkyndte: »Jeg er opstandelsen og livet.« ret

(237)  Alle skabninger lever ifølge Guds vilje og magt. De har modtaget livet fra Guds Søn. Hvor dygtige og begavede de end er, og hvor store evner de end har, så modtager de stadig deres liv fra livets evige kilde. Han er livets kilde spring. ... Det liv, som han havde givet afkald på i sin menneskeskikkelse, tog han atter til sig og gav det til menneskeslægten. Han sagde: »Jeg er kommen, for at de skal have liv og overflod.« ret

(237)  Kristus blevet med menneskeslægten, for at menneskeslægten kunne blive et i Ånd og liv med ham. I kraft af denne forening i lydighed mod Guds ord bliver hans liv deres liv. Han siger til den angrende: »Jeg er opstandelsen og livet.« ret

næste kapitel