23. oktober - De sagtmodige skal arve jorden

(303)  Salige er de sagtmodige, thi de skal arve jorden.Matt.5,5 ret

(303)   ”Ved flere lejligheder talte Kristus med en myndighed, der fik hans ord til at ramme med en uimodståelig kraft og med en overvældende følelse af den talendes storhed, og mennesker svandt ind til intet i sammenligning med ham, der talte. De var dybt bevægede; deres sjæle blev betaget af, at han gentog den allerhøjestes befalinger. Når han opfordrede verden til at lytte, var de som trylle bundne, og deres sjæl følte sig overbevist. Hvert ord trængte sig på, og tilhørerne troede og modtog de ord, som de ikke formåede at modstå. Hvert ord, han sagde, forekom tilhørerne at være livet fra Gud. Han gav dem bevis for, at han var verdens lys og menighedens overhoved, som gjorde krav på at være dem alle overlegen. ret

(303)  Jesus regner sagtmodighed for at være blandt de første berettigende egenskaber for at arve hans rige. Denne skønne nådegave åbenbaredes gennem hans eget liv og hans egen personlighed. ... ret

(303)  Den menneskelige natur kæmper altid for at komme til orde, rede til strid; men den, som lærer af Kristus, er befriet for sig selv, for hovmod, for herskesyge, og der bliver stille i sjælen. Selvet overgives til Helligåndens rådighed. Så bliver vi ikke ivrige efter at få den øverste plads. ... Vi føler, at den øverste plads er ved vor Frelsers fødder. ret

(303)  Hjertets sagtmodighed, den ydmyghed, der er frugten af at blive i Kristus, er velsignelsens sande hemmelighed. »Med frelse vil han ophøje de sagtmodige.” Det var på grund af ønsket om selvophøjelse, at synden kom ind i verden, og at vore første forældre mistede herredømmet over denne skønne jord, som var deres rige. Det er ved selvfornægtelse, at Kristus genløser det fortabte. Og han siger, at vi skal sejre, ligesom, han sejrede. Gennem ydmyghed og selvhengivelse kan vi blive hans medarvinger, når de »sagtmodige skal arve jorden.” ret

næste kapitel