Guds sønner og døtre kapitel 33. Fra side 39.     Fra side 39 i den engelske udgave.ren side   tilbage

2. februar - Guds lov er fuldkommen

(39)  Herrens lov er fuldkommen, kvæger sjælen, Herrens vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis, - Sal.19,8 ret

(39)   ”De love, som Gud gav sit folk fordum, var visere, bedre og mere humane end de mest civiliserede folkeslags på jorden er. Nationernes love bærer præg af det uigenfødte hjertes skrøbeligheder og lidenskaber, men Guds lov er præget af det guddommelige. ret

(39)  Salmisten siger: ”Herrens lov er fuldkommen.” Hvor vidunderlig er ikke Guds lov i sin enkelhed, sin letfattelighed og fuldkommenhed! Den er så kortfattet, at vi let kan indprente os enhver af dens forskrifter, og alligevel så vidtrækkende, at den er udtryk for hele Guds vilje og tager ikke blot sigte på de ydre handlinger, men på tankerne og hensigterne, på hjertets begæringer og følelser. Dette formår menneskers love ikke. De kan kun beskæftige sig med de ydre handlinger. Et menneske kan være en overtræder og dog skjule sine misgerninger for menneskers øjne; han kan være en forbryder, en tyv, en morder eller en ægteskabsbryder, men så længe man ikke har opdaget det, kan loven ikke dømme ham skyldig. ret

(39)  Guds lov er enkel og let forståelig. Hvis menneskenes børn efter deres bedste evne ville adlyde loven, ville de erhverve sig sjælsstyrke og fatteevne til at forstå mere og mere af Guds hensigter og planer. Og disse fremskridt ville fortsætte, ikke blot i det nuværende liv, men gennem evigheden; thi hvor vidt man end kan nå frem i kundskab om Guds visdom og magt, er der altid en uendelighed tilbage. ret

(39)  Da nu ”Herrens lov er fuldkommen” må enhver afvigelse fra den være af det onde. ret

(39)  Lydighed var den eneste betingelse for, at fortidens Israel kunne modtage opfyldelsen af de forjættelser, som gjorde dem til Guds højt begunstigede folk; og lydighed mod denne lov vil medføre lige så store velsignelser for de enkelte og for nationerne i dag, som den ville have bragt hebræerne." ret

næste kapitel