5. januar - At Gud har sendt sin Søn for at dø, så vi må leve

(11)  Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder. - 1.Joh.4,10 ret

(11)   ”Ved genløsningen har Gud åbenbaret sin kærlighed ved at ofre, et offer, dem er så bredt og dybt og højt, at det ikke er til at måle. ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne. .....” ret

(11)  Da Adams synd styrtede menneskeslægten ud i en håbløs elendighed, kunne Gud have afskåret sig fra de faldne væsener. Han kunne have behandlet dem, som syndere fortjente at blive behandlet. Han kunne have befalet Himmelens engle at udøse hans vredes skåler over dem. Han kunne have fjernet denne mørke plet fra sit himmelrum. Men han gjorde ikke dette. I stedet for at bandlyse dem fra sin nærhed, kom han den faldne slægt endnu nærmere. Han gav sin Søn hen til at blive kød og blod ligesom vi. ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, ..... fuld af nåde og sandhed.” Gennem sit menneskelige slægtskab med mennesker drog Kristus dem nærmere til Gud. Han iklædte sin guddommelige natur menneskeskikkelse og beviste overfor de ikke faldne verdener, hvor højt Gud elsker menneskenes børn. ret

(11)  Guds gave til mennesket overgår alt andet. Intet blev sparet. Gud ville ikke tillade, at der kunne siges, at han kunne have gjort mere eller have åbenbaret menneskeslægten en endnu større kærlighed. Ved at give Kristus gav han hele Himmelen. ret

(11)  Den Højeste, som var hos sin Fader, før verden blev til, lod sig ydmyge for at kumme højne menneskeslægten. Profetierne drager sløret til side, så vi kan skue Himmelens trone, og så vi på den trone kan se Ham, højt ophøjet, som i menneskeskikkelse kom til vor verden for at lide, for at såres af piskeslag og knuses for vore misgerninger. ret

(11)  Sådan viste Gud sin kærlighed til mennesker. I Kristus gav han hele Himmelen, for at Guds billede skulle genoprettes i mennesker. . . . Hans nåde er så rig og stor, at den gælder for alle." ret

næste kapitel