7. januar - At menigheden er genstand for Guds største omsorg

(13)  For at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej, den skulle være hellig og dadelfri. - Ef.5, 27 ret

(13)  Hvor svag og fejlende menigheden end er, så er den det eneste på jorden, som Kristus skænker sin største omsorg. Han vogter den bestandig med omhu og styrker den ved sin Helligånd. Vil så vi, som medlemmer af hans menighed, lade ham få lov til at påvirke vore sjæle, så han igennem os kan arbejde til sit navns ære? ret

(13)  Kristus elsker sin menighed. Han vil give al den hjælp, der behøves, til dem, der råber til ham for at få kraft til at udvikle et Kristus-lignende sind. Men hans kærlighed er ikke svaghed. Han vil ikke tjene dem, mens de synder, eller give dem lykke og held, mens de fortsætter med at følge en forkert handlemåde. Kun ved oprigtig anger vil deres synder blive tilgivet dem; thi Gud vil ikke skjule det onde med sin retfærdigheds kappe. Han vil hædre den trofaste tjeneste. Han vil rigeligt velsigne dem, der åbenbarer hans retfærdighed, barmhjertighed og kærlighed for deres medmennesker. De, som er i hans tjeneste, bør vandre for hans ansigt i sand ydmyghed, følge trofast i hans fodspor og holde sig til de hellige grundregler, der skal leve gennem alle evigheder. De bør i ord og handling vise, at de adlyder de samme love, som adlydes i Himmelen. ret

(13)  Menigheden er opbevaringsstedet for Kristi nådes rigdomme, og gennem menigheden vil til sidst blive åbenbaret, selv for ”Magterne og myndighederne i den himmelske verden,” den endelige og fulde udfoldelse af Guds kærlighed. . . Menigheden er Guds fæstning, hans faste borg, som han vogter i en oprørsk verden. . . . Den er skuepladsen for hans nåde, hvor han fryder sig over at åbenbare sin magt til at forvandle sjæle. ret

(13)  Guds kærlighed til menigheden er uden grænse. Hans omsorg for sin arv er uden ophør. ret

næste kapitel