11. marts - Afhængighed af Gud

(77)  . . . . thi skilt fra mig kan I slet intet gøre.Joh.15,5b ret

(77)  Det første, vi bør lære... er at være afhængige af Gud. ... Ligesom en blomst på marken har sine rødder i jorden, ligesom den må tage imod luften, duggen og solskinnet, sådan må vi tage imod det fra Gud, som tjener til sjælens liv. ret

(77)  Guds tilstedeværelse er blevet lovet de kristne. Troens klippe er Guds levende nærværelse. De svageste kan sætte deres lid til den. De som mener, at de er stærkest, kan blive de svageste, medmindre de stoler på Kristus som deres kraft og deres berettigelse. Han er den klippe, hvorpå vi trygt kan bygge. Gud er os nær gennem Kristi forsoningsoffer, gennem hans mellemkomst og hans kærlige, milde herredømme over menigheden. Fra evighedens trone følger han dem med spændt opmærksomhed. Så længe menighedens medlemmer ved troen drager næring og saft fra Jesus Kristus og ikke fra menneskers meninger, påfund og fremgangsmåde, hvis de ved at føle sig overbevist om Guds nærhed i Kristus sætter al deres lid til ham, vil de opnå en levende forbindelse med Kristus, ligesom grenen har forbindelse med moderstammen. Menigheden er ikke bygget på menneskers teorier, heller ikke på omstændelige planer og skikke. Den er afhængig af Kristus, som er dens retfærdighed. Den er bygget på tro på Kristus, og »Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.« ret

(77)  Enhver sjæl ejer sin kraft i Gud og ikke i mennesker. Stilhed og tillid skal være kraften for alle dem, der overgiver sig til Gud. Kristus nærer ikke en overfladisk interesse for os, men en interesse, der er stærkere end den, en moder føler for sit barn. ... Vor Frelser har købt os ved menneskelig lidelse og smerte, gennem krænkelser, skam, mishandling, spot, forkastelse og død. Han våger over dig, du ængstelige Guds barn. Han vil gøre dig tryg ved sin beskyttelse. ... Vor menneskelige naturs svaghed vil ikke spærre os adgangen til den himmelske Fader, thi Han, Kristus, døde for at gå i forbøn for os. ret

næste kapitel