22. april Selvforglemmelsens dyd

(120)  Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig. - Gal 2, 19-20. ret

(120)  I troen tilegnede Paulus sig Kristi nåde, og denne nåde udfyldte hans sjæls behov. Ved tro tog han imod den himmelske gave og gav den videre til sjæle, som længtes efter lys. Denne erfaring må vi have. . .. Bed om denne tro. Stræb efter at få den. Tro, at Gud vil, give dig den. ret

(120)  Der er et stort arbejde at gøre i denne verden. Det er ikke noget drømmeland, det er levende realiteter. Alle vegne kommer Satans magt til udfoldelse. Lad os samarbejde med ham, som arbejder på at genoprette og højne. Og lad os ikke glemme, at den, der arbejder for Kristus, må hente sin kraft fra kilden til al kraft. ... En kristen har brug for tankekraft, en fast vilje, og kundskab, der fås ved studiet af Guds ord. Han kan ikke tillade sig at fylde sindet med uvæsentlige ting. Hver dag må han have sin åndelige kraft fornyet. ret

(120)  Lær af ham, som har sagt: »Jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.« Og når du lærer af ham, finder du hvile. Som dagene går, vil du opnå en erfaring i det, der hører Gud til, og få en erkendelse af det storslåede ved hans frelse og det herlige ved at være forenet med ham. Du vil lære bedre og bedre, hvordan du kan leve som Jesus, og du vil stadig blive mere lig Frelseren. ret

(120)  Hvis vi vil lade selvet dø, hvis vi vil gøre os større begreber om, hvad Kristus kan være for os og vi for ham, og hvis vi vil slutte os sammen i kristent fællesskab, så vil Gud virke mægtigt igennem os. Da vil vi blive helliget ved sandheden. Vi vil virkelig være udvalgt af Gud og behersket af hans Ånd. Hver dag, vi lever, vil være dyrebar for os, fordi vi der ser en anledning til at bruge vore betroede talenter til velsignelse for andre. {RH 30. maj 1907} ret

(120)   Vi må glemme os selv i kærlighedstjenesten for andre. ... Vi tænker måske ikke på det gode, vi gør, ... men evigheden vil bringe for dagen i al sin glans hver gerning, der er gjort for sjæles frelse, og hvert ord, der er talt til trøst for Guds børn; og disse gerninger, som er gjort for Kristi skyld, vil blive årsag til glæde i al evighed. {IHP 230} ret

næste kapitel