27. april Et dobbelt liv

(125)  Og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. - l Joh l, 3. ret

(125)  I vor virksomhed er der intet, som vi mere behøver end de praktiske følger af samfund med Gud. VI bør I vort daglige liv Vise, at VI har fred og hvile i Frelseren. Hans fred i hjertet vil stråle ud af ansigtet. Samfundet med Gud vil forædle karakteren og livet. Menneskene vil kunne se på os ligesom på disciplene fordum, at vi har været hos Jesus. Dette vil meddele missionsarbejderen en kraft, som intet andet kan give, og denne kraft må han ikke lade vige fra sig. Vi har et dobbelt liv: et liv i tanke og handling, i stille bøn og ihærdig virken. {SLF 520} ret

(125)  Alle, som går i skole hos Gud, trænger til en stille stund, hvor de kan være alene med deres egne tanker, med naturen og med Gud. .. . Vi må hver for sig høre ham tale til hjertet. Når enhver anden stemme er forstummet og vi roligt venter på ham, gør stilheden i sjælen Guds stemme mere tydelig. Han byder os: »Hold inde og kend, at jeg er Gud.« Sl 46, 11. Dette er den virkningsfulde forberedelse til alt arbejde for Gud. Midt blandt travle mennesker og under tilværelsens rastløshed vil den, som er blevet styrket på denne måde, være omgivet af en lysets og fredens atmosfære. Han vil modtage ny kraft til legeme og sjæl. Hans liv bliver en velsignelse og vil åbenbare en guddommelig kraft, der vil nå ind til menneskenes hjerter. {SOL 195} ret

(125)   Mange går selv i deres andagtsstunder glip af velsignelsen ved virkeligt samfund med Gud. De har alt for meget hastværk. Med hastige skridt skynder de sig ind til Kristi kærlighedsfyldte nærværelse og standser måske et øjeblik inden for de hellige enemærker, men venter ikke på at få råd og hjælp. De har ikke tid til at dvæle hos den guddommelige lærer. Stadig tyngede af deres byrde vender de tilbage til deres gerning. ret

(125)  Disse arbejdere kan aldrig opnå livets største lykke, før de får lært kraftens hemmelighed. De må give sig tid til at tænke, til at bede, til at bie på Gud for at opnå fornyelse af de legemlige, de sjælelige og de åndelige kræfter. De trænger til Guds Ånds højnende påvirkning. Når de har modtaget den, vil de blive vækket til nyt liv. {Ud 262} ret

næste kapitel