9. juli - Under trussel om dødsstraf

(198)  Nej, dersom du virkelig tier ved denne lejlighed, så kommer der andetstedsfra hjælp og redning til jøderne; men du og din slægt skal omkomme. Hvem ved, om det ikke netop er for sligt tilfældes skyld, at du er kommet til kongelig værdighed! - Est 4, 14. ret

(198)  Forunderlige begivenheder skal snart udfoldes for verden. Alle tings ende er nær. Trængselstiden er ved at komme over Guds folk. Da er det, at det dekret vil blive udstedt, som forbyder dem, der holder Herrens sabbat, at købe og sælge, og truer dem med straf, ja død, hvis de ikke helligholder den første dag i ugen som sabbat. {RH 19. nov. 1908} ret

(198)  Det påbud, der vil udgå imod Guds folk, vil have megen lighed med den befaling, Ahasverus udstedte mod jøderne på Esters tid. . .. Satan anstiftede planen for at befri Jorden for dem, der bevarede kundskaben om den sande Gud. Men hans intriger blev kuldkastet af en modvirkende magt, der råder iblandt menneskenes børn. ... I den lille flok, der holder sabbaten, ser den protestantiske verden en Mordokaj i porten. Hans karakter og færd, der udtrykker ærbødighed for Guds lov, er en stadig irettesættelse til dem, som har forkastet Herrens frygt og træder hans sabbat under fod; den uvelkomne gæst må ved et eller andet middel skaffes af vejen. ret

(198)  Det samme mestergeni, som lagde planer imod de trofaste i henrundne tider, søger fremdeles at befri Jorden for dem, der frygter Gud og lyder hans lov. Satan vil anspore til harme imod den ringe minoritet, der samvittighedsfuldt undslår sig for at følge gængse skikke og overleveringer. Højtstående og ansete mænd vil slutte sig til de lovløse og slette for at rådslå imod Guds folk. . . . Da de ikke kan anføre et »Så siger Herren« imod dem, der forfægter Bibelens sandhed, vil de ty til undertrykkende lovbestemmelser for at afhjælpe mangelen. . . . På denne slagmark udkæmpes den sidste store kamp i striden mellem sandhed og vildfarelse. Og vi lades ikke i tvivl om udfaldet. Nu som på Mordokajs tid vil Herren forsvare sin sandhed og sit folk. {2VM 126. 127} ret

næste kapitel