18. september - Mærkede til døden

(269)  Skrivelser sendtes så ved ilbud ud i alle kongens lande med befaling til at udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle jøder, unge og gamle, børn og kvinder, på en dag. - Est 3, 13. ret

(269)  Det dekret, som til slut vil blive udstedt imod Guds sidste menighed, har meget tilfælles med den befaling, som Ahasverus gav med henblik på jøderne. {PK 294} ret

(269)  Når de, der ærer Guds lov, unddrages de menneskelige loves beskyttelse, vil der i flere lande samtidig opstå bevægelser, som har til formål at tilintetgøre dem. Når det tidspunkt, som er fastsat i loven, nærmer sig, vil folk sammensværge sig for at udrydde den forhadte sekt. Det vil blive besluttet i løbet af en nat at slå et afgørende slag, som fuldstændig skal kvæle den røst, som protesterer og irettesætter. {DSS 562} ret

(269)  Når denne trængselstid kommer, er enhver sag afgjort; der er ikke mere nogen prøvetid, ikke mere nogen nåde for de ubodfærdige. Herrens folk har den levende Guds segl. Ude af stand til at forsvare sig i den dødelige strid mod Jordens magter, som dragens hærskare bereder vejen for, gør denne lille levning Gud til sit værn. Befalingen er udstedt af den højeste jordiske myndighed, at den under trussel om forfølgelse og dødsstraf skal tilbede dyret og tage dets mærke. {2VM 57} ret

(269)  Der vil udgå befaling om, at de skal ringeagte det fjerde buds sabbat og respektere den første dag eller også miste livet; men de vil ikke bøje sig og træde Herrens sabbat under fod og respektere en pavelig institution. Satans hærskare og ugudelige mennesker vil omringe dem og hovere over dem, fordi der ikke vil synes at være nogen udvej til redning for dem. {1VM 112} ret

(269)  Snart så jeg de hellige lide stor åndelig ængstelse. De syntes at være omringet af Jordens ugudelige beboere. Tilsyneladende havde de alting imod sig. Nogle begyndte at frygte for, at Gud til sidst havde overladt dem til at omkomme ved de gudløses hånd. ... ret

(269)  Det var en frygtelig og forfærdelig ængstelsens time for de hellige. Dag og nat råbte de til Gud om befrielse. Hvad de ydre udsigter angik, var der ingen udvej til redning. De gudløse var allerede begyndt at triumfere og råbte: »Hvorfor udfrier jeres Gud jer dog ikke af vore hænder? Hvorfor farer I ikke op til Himmelen og redder livet?« Men de hellige ænsede dem ikke. {BM 343} ret

næste kapitel