8. oktober - Kristi andet komme

(289)  Vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende ild, omkring ham rasede storm; han stævned Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit folk. - Sl 50, 3- 4. ret

(289)  Snart vendtes vore øjne mod øst, idet en lille sort sky, omtrent halvt så stor som en mands hånd, var kommet til syne, og vi vidste alle, at det var Menneskesønnens tegn. I højtidelig tavshed stirrede vi alle på skyen, som nærmede sig og stadig blev herligere og herligere, indtil den var en stor, hvid sky. Nedentil så den ud som ild; over skyen var der en regnbue, medens der omkring den var ti tusind engle, der sang den yndigste sang, og oven på den sad menneskerens søn. {BM 22} ret

(289)  Da denne sky først viste sig i det fjerne, så den meget lille ud. Engelen sagde, at det var Menneskesønnens tegn. Da den kom Jorden nærmere, kunne vi se Jesu overvældende herlighed og majestæt, idet han drog ud til sejr. {BM 346} ret

(289)  Hans hår var hvidt og krøllet og hvilede på hans skuldre, og på hans hoved var der mange kroner. Hans fødder så ud som ild; i hans højre hånd var der en skarp segl og i hans venstre en sølvbasun. Hans øjne var som ildslue og gennemskuede hans børn. Alle ansigter blev blege, og de, som Gud havde forkastet, skiftede farve. Da råbte vi alle: »Hvem vil kunne bestå? Er min kjortel pletfri?« Englenes sang ophørte, og i nogen tid herskede der en forfærdelig stilhed, indtil Jesus sagde: »De, som har rene hænder og rene hjerter, vil kunne bestå; min nåde er eder nok.« Dette fik vore ansigter til at lyse op, og glæde fyldte hvert hjerte. Englene slog en tone højere an og sang igen, medens skyen kom Jorden endnu nærmere. {BM 22. 23} ret

(289)  Jorden bævede for ham, himlene veg bort ligesom en bog, der sammenrulles, og hvert bjerg og hver ø flyttedes fra deres steder. »Og kongerne på Jorden og storemændene og krigs øversterne og de rige og de vældige og hver træl og fri skjulte sig i hulerne og i bjergenes kløfter.« {BM 347} ret

næste kapitel