10. oktober - Som Kristus åbenbares ved hans andet komme

(291)  Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i Himlene, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser; han skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. - Fil 3, 20- 21. ret

(291)  Kristus var steget op til Himmelen i menneskeskikkelse. Disciplene havde set skyen tage imod ham. Den samme Jesus, som havde vandret og talt og bedt sammen med dem; som havde brudt brødet sammen med dem; som havde været hos dem i deres både på søen, og som endnu den samme dag havde arbejdet sig op til toppen af Oliebjerget - denne samme Jesus var nu forsvundet for at dele tronen med sin Fader. Og englene havde forsikret dem, at han, som de havde set blive optaget til Himmelen, ville komme igen på samme måde, som han var steget Op. {DSM 569} ret

(291)  Kristi herlighed som menneske blev ikke åbenbaret, mens han var på Jorden. . . . Den samme menneskelige skikkelse viser sig nu, når han kommer ned fra Himmelen, indhyllet i strålende, majestætisk herlighed. {IHP 358} ret

(291)  Kristus vil komme i sin egen herlighed, i sin Faders herlighed og i de hellige engles herlighed. Titusind titusinder og tusind tusinder af engle, smukke, sejrrige Guds sønner, usædvanlig skønne og herlige, vil ledsage ham. I stedet for tornekronen vil han bære en herlighedskrone - en krone inden i den anden. l stedet for den gamle purpurkappe vil han være klædt i det hvideste hvidt, »Som ingen blegemand på Jorden kan gøre« (Mark 9, 3). »Og på sin kappe, på sin lænd, har han et navn skrevet: 'kongernes Konge og herrernes Herre'.« Åb 19, 16. {KFH 367} ret

(291)  Alle englene vil forlade Himmelen, medens de ventende hellige vil vente på ham og se op mod himmelen, ligesom de galilæiske mænd gjorde, da han steg op fra Oliebjerget. Da vil de som er hellige, de, som nøje har fulgt det ydmyge guddommelige mønster, være de eneste, der med henrykkelsens glæde udbryder, idet de ser ham: »Se, dette er vor Gud, vi har håbet på ham, og han skal frelse os.« Og de vil blive forvandlet, »i et nu, i et øjeblik, ved den sidste basun« - den basun, der opvækker de hensovede hellige og kalder dem frem fra deres leje i støvet, iført herlig udødelighed og med råbet: »Sejr! Sejr over døden og graven!« {BM 132. 133} ret

næste kapitel