Herren kommer kapitel 287. Fra side 295. Fra side 295 i den engelske udgave. | ren side tilbage |
(295) Og Jordens konger og stormændene og hærførerne og de rige og de mægtige og alle trælle og frie skjulte sig i huler og mellem bjerge og klipper, og de sagde til bjergene og klipperne: »Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! - Åb 6, 15- 16. ret (295) De spotske ord er forstummet. Læber, der er vant til at lyve, tier af frygt. Våbenlarmen og kamp tummelen stilner af, og »hver en støvle, der tramper i striden, og kappen, der søles i blod«, skal snart tilintetgøres. (Es 9, 5.) Der høres kun dæmpet bøn, gråd og klage. Læber, som før spottede, udbryder: »Hans vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?« De gudløse vil hellere begraves under bjergenes stenmasser end møde ham, som de har foragtet og forkastet. ret (295) De kender den stemme, som gennemtrænger de dødes øren. Hvor ofte har den ikke blidt og kaldende opfordret dem til at angre! Hvor ofte har de ikke hørt den i en vens, en broders, en frelsers rørende bønner! Ingen anden kunne være så fordømmende og truende som denne stemme, der så længe har bedt dem: »Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø?« Ez 33, 11. De ønsker brændende, at det havde været en fremmeds stemme, de hørte! Jesus siger: »Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det, men I lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer...« Ordsp 1,24- 25. Den stemme vækker minder, som de gerne ville udslette - minder om advarsler, som de lod hånt om, tilbud, som de afslog, og løfter, som de foragtede. . . . ret (295) Alle de, der forkaster sandheden, oplever nu og da øjeblikke, i hvilke samvittigheden vågner og de med smerte ser tilbage på et liv, levet i hykleri, mens sjælen forgæves plages af bebrejdelser. Men den anger er for intet at regne i sammenligning med den anger, de føler på denne dag, hvor »det, I frygter, kommer som uvejr«, og »ulykke kommer som storm«. Ordsp 1,27. De, der ville have tilintetgjort Kristus og hans folk, ser nu den herlighed, som omgiver dem. {DSS 567- 569} ret |