3. november - Indgangen i guds stad

(315)  Hans herre sagde til ham: »Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde.« - Matt 25, 23. ret

(315)  Med ubeskrivelig kærlighed byder Jesus sine trofaste gå ind til deres Herres glæde. Frelseren er lykkelig over her i herlighedens rige at se de sjæle, som er blevet frelst ved hans død og ydmygelse, og de frelste deler hans glæde, da de blandt de velsignede ser dem, der er blevet vundet til Kristus ved deres bønner, deres arbejde og deres kærlige opofrelse. Idet de samles omkring den store, hvide trone, fyldes deres hjerter af ubeskrivelig fryd, når de ser dem, de har vundet til Kristus, og erfarer, at disse har vundet andre, som igen har vundet andre. Nu er de alle bragt ind i fredens havn, hvor de lægger deres kroner for Jesu fødder og priser ham i evighedernes evighed. ret

(315)  Idet de frelste bliver budt ind i Guds stad, lyder der et højt og lykkeligt råb gennem luften. Den første og den anden Adam skal snart mødes. Guds Søn står med udrakte arme for at tage imod vor slægts stamfader - det væsen, som han skabte, som syndede imod sin skaber, og for hvis skyld Frelseren bærer korsfæstelsens mærker på sit legeme. Når Adam ser mærkerne af de frygtelige nagle, lægger han sig ikke ind til sin Herres bryst, men han kaster sig ydmygt for hans fødder og råber: »Værdigt er Lammet, det slagtede!« Frelseren hjælper ham kærligt op og opfordrer ham til endnu en gang at betragte det Edenhjem, fra hvilket han så længe har været udelukket. ret

(315)  Efter at Adam var blevet forvist fra Eden, var hans liv på Jorden fuldt af sorg. Hvert visnende blad, hvert offerdyr, alt, hvad der skæmmede den skønne natur, og hver plet på menneskets renhed mindede ham på ny om hans synd. . . . I næsten tusind år udholdt han tålmodigt og ydmygt straffen for sin overtrædelse. Han angrede oprigtigt sin synd og satte sin lid til den forjættede frelsers fortjenester, og han døde i håbet om opstandelsen. Guds Søn genoprettede, hvad der gik tabt ved menneskets nederlag og fald, og takket være Kristi soning får Adam nu atter det herredømme, han mistede, tilbage. {DSS 571. 572} ret

næste kapitel