7. november - Endelig hjemme

(319)  »Vel, du gode og tro tjener, ... gå ind til din herres glæde.« - Matt 25, 21. ret

(319)  Når dine sanser fryder sig over alt det skønne på Jorden, så tænk på den tilkommende verden, hvor syndens og dødens ødelæggelser aldrig vil vise sig, hvor naturen aldrig mere skal fordunkles af forbandelsens skygge. Forestil dig i tanken de frelstes hjem og husk på, at det vil blive herligere, end din lyseste fantasi kan danne sig et billede af. I Guds mangfoldige gaver, som han har givet os i naturen, ser vi blot det svageste glimt af hans herlighed, som der er skrevet: »Hvad intet øje har set, og intet øre har hørt, og ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt dem, som elsker ham.« 1 Kor 2, 9.{VK 86. 87} ret

(319)  Engang vil Himmelens porte blive åbnet for Guds børn, og velsignelsen fra herlighedens konges læber vil lyde for deres øren som den herligste musik: »Kom hid, I min Faders velsignede! arv det rige, som har været eder beredt fra verdens grundlæggelse.« Matt 25,34. ret

(319)  Da bydes de forløste velkommen til det hjem, som Jesus bereder for dem. {VK 127. 128} ret

(319)  Derpå så jeg Jesus lede den forløste skare hen til stadens port. Han tog fat i porten, svingede den tilbage på de skinnende hængsler og bød folkeslagene, der havde bevaret sandheden, at træde ind. Inde i staden fandtes, alt, som kunne fryde øjet. Pragtfuld herlighed var at se overalt. Jesus betragtede derpå sine forløste hellige. Deres ansigter lyste af herlighed, og med sine kærlige øjne fæstet på dem sagde han med sin fyldige, melodiske stemme: »Jeg ser det, som min sjæl har haft møje for, og er tilfreds. Denne rige herlighed skal I eje og nyde til evig tid. Eders sorg er til ende. Der skal ikke mere være død, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.« ... ret

(319)  Ord er alt for svage til; at man skulle kunne forsøge at give en beskrivelse af Himmelen. Når dette skue oprulles for mig, henrives jeg af forundring. Betaget af den overvættes pragt og den overvældende herlighed lægger jeg pennen fra mig og udbryder: »0 hvilken kærlighed, hvilken underfuld kærlighed!« Det mest ophøjede sprog formår ikke at skildre Himmelens herlighed eller frelserkærlighedens uforlignelige dybder. {BM 349. 350} ret

næste kapitel