16. november - De et hundrede og fireogfyrretyve tusinde

(328)  Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. - Åb 14, 1. ret

(328)  På glarhavet foran tronen, det glarhav, der ser ud, som var det isprængt med ild - sådan stråler det af Guds herlighed - er samlet alle de, der er »gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal«. Med »Guds harper i deres hænder« står de sammen med Lammet på Zions bjerg, disse hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som er blevet løskøb t ud af menneskeslægten. Der høres en lyd som en brusen af mange vande og som en buldren af stærk torden, »af harpespillere, der spiller på deres harper«. De synger »en ny sang« foran tronen, en sang, som ikke kan læres af andre end de hundrede og fireogfyrretyve tusinde. Det er Moses' og Lammets sang - en sang om befrielse. ret

(328)  Kun de hundrede og fireogfyrretyve tusinde kan lære denne sang, for det er en sang om deres erfaring - en erfaring, som ingen anden skare nogen sinde har haft. »Det er dem, der følger Lammet, hvor det går.« De er blevet bortrykket fra Jorden, fra de levendes tal, og regnes for »en førstegrøde for Gud og Lammet«. Åb 15, 2- 3; 14, 1-5. »Det er dem, som kommer fra den store trængsel.« De har gennemgået en trængselstid, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. De har gennemlevet Jakobs kvalfulde trængselstid. De har stået uden forsvarer, da Guds sidste straffedomme blev udøst. Men de er blevet frelst for de har »tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod«. »I deres mund blev der ikke fundet løgn; de er dadelfri« over for Gud. »Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem.« ret

(328)  De har set Jorden hærget af hungersnød og pest, de har set Solen få magt til at hærge menneskene med ild, og de har selv lidt, sultet og tørstet. Men »de skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal Sol eller nogen hede stikke dem«. Åb 7, 14-16. {DSS 573. 574} ret

næste kapitel