29. november - Kristus er dommer

(341)  Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han over ladt Sønnen. - Joh 5, 22. ret

(341)  I sin undervisning søgte Kristus at give menneskene en forståelse af, at der med sikkerhed ville komme en dom, og at den ville gælde alle mennesker. Her er ikke tale om en dom over enkelte individer eller endog et helt folk, men over en hel verden af menneskelige intelligensvæsener, ansvarlige personer. Den skal finde sted i overværelse af andre verdener, så menneskets kærlighed, ærlighed og tjeneste for Gud kan blive tilkendt den højeste hæder. Det vil ikke komme til at skorte på æresbevisninger og forherligelse. . . . Guds lov vil blive håndhævet i al sin vælde, og de, som i trods har gjort oprør mod dens hellige forskrifter, vil komme til erkendelse af, at den lov, som de har tilsidesat, ringeagtet og trådt under fod, er Guds målestok for karakteren. ... ret

(341)  Den himmelske verden viser den største interesse for vor lille Jord, fordi Jesus har betalt en uendelig høj pris for dens beboere. ... ret

(341)  Gud har overladt al dom til Sønnen, fordi han uimodsigeligt er Gud åbenbaret i kød. ret

(341)  Gud har bestemt, at den, der led mest som menneske, skulle være dommer over hele verden. Den, der kom fra de himmelske sale for at frelse mennesket fra evig død, . . . den, der ydmygede sig til at blive anklaget for en jordisk domstol, og som led den for" smædelige død på korset, han alene skal forkynde dommen om belønning eller straf. Han, som her hengav sig til lidelse og ydmygelse på korset, skal i Guds råd få fuld oprejsning og bestige tronen som de helliges konge, anerkendt af hele den himmelske verden. Han havde påtaget sig at frelse det fortabte, og for de ufaldne verdener og den himmelske familie har han bevist, at det, han havde begyndt, var han også i stand til at fuldføre. ... ret

(341)  På dagen for den endelige straf og løn vil både hellige og syndere anerkende ham, der blev korsfæstet, som dommer over alt levende. ... En højtidelig alvor vil præge dagen for den afgørende dom. ... Der er skænket os en nådetid, vi har fået anledninger og forrettighed er for at kunne gøre vor kaldelse og udvælgelse urokkelig. Hvor burde vi påskønne denne kostbare tid og benytte ethvert talent, Gud har betroet os, så vi kan være trofaste husholdere over os selv. {RH 22. nov. 1898} ret

næste kapitel